Forbønnens tjeneste
af Andrew Murray

SJETTE KAPITEL
FORSØMMELSE AF BØN: ER DET SYND?.

"Du krænker den Stilhed, som tilkommer Gud." Job 15, 4.

"Hvad Gavn at banke paa hos ham?" Job 21, 15.

"Det være ogsaa langt fra mig at synde mod Herren og høre op med at bede for eder." 1. Sam. 12, 23.

"Jeg vil ikke mere være med eder, hvis I ikke bortrydder Bandet af eders Midte." Josua 7, 12.

Enhver Uddybelse af Menighedens aandelige Liv vil altid følges af en dybere Syndsbevidsthed. Denne vil ikke begynde med Teologi, thi den kan kun give Udtryk for, hvad Gud virker i sit Folks Liv. Ej heller vil det sige, at den dybere Syndsfølelse kun kan give sig til Kende i stærkere Udtryk af Selvbebrejdelse eller Bod; thi disse kan hyppigt bestaa sammen med, at man huser Synd og ikke tror paa en Frigørelse. Men det virkelige Had til Synden vil vise sig ved et gennemtrængende Begær om Befrielse, og en Kamp for indtil det yderste at erfare, hvad Gud kan gøre for at befri for Synden - ja, en hellig Lidenskab for ikke at synde imod Gud.

Dersom vi skal naa igennem overfor denne Mangel paa Bøn, saa maa vi se den fra den Side: om Forsømmelse af Bøn er Synd? Og dersom det er saa, hvorledes skal den da behandles, opdages, tilstaas. Hvordan skal vi afstaa fra den Synd, og hvordan skal Gud kunne fjerne den? Jesus er en Frelser fra Synd. Kun i samme Grad som vi i Sandhed kender Synden, kan vi i Sandhed erfare Kraften, der frelser fra Synden. Kun den, der lever den rensede Grens Liv, den, der har erfaret Befrielsen fra Selvets Magt, kan bede med Virkning. Har vi først faaet Syn for, at vor Forsømmelse af Bøn er virkelig Synd, saa er ogsaa det første Skridt gjort til sand og guddommelig Befrielse derfra.

I Fortællingen om Akan har vi et af Skriftens stærkeste Beviser paa, at Synd røver Velsignelsen fra Guds Folk, og at Gud ikke vil taale Synd; og samtidig faar vi den klareste Beretning om Grundreglerne, hvorefter Gud behandler den og bortfjerner den. Lad os prøve, om vi i Lyset af Fortællingen kan lære, hvordan vi skal se paa Synden ved Forsømmelse af Bøn og den Mangfoldighed af Synd, som den kan blive Aarsag til. De foran nævnte Ord: "jeg skal ikke mere blive ved at være med eder, dersom I ikke bortrydder Bandet af eders Midte," fører os lige ind i Historiens Kerne og giver os en hel Række af nye Belysninger af den Sandhed, som de er Udtryk for, nemlig at Tilstedeværelsen af Synd umuliggør Guds Nærværelse.

1. Guds Nærværelse er Guds Folks store Forret og deres eneste Styrke imod Fjenden. - Gud havde lovet Moses: Jeg vil føre dig ind til det hellige Land. Moses viste, at han forstod dette, da Gud efter Synden med Guldkalven talte om at unddrage Folket sin Nærværelse og sende en Engel i Stedet. Han afslog at nøjes med mindre end Herrens Nærhed. "Og hvorpaa skal det kendtes, at jeg har fundet Naade for dine Øjne, jeg og dit Folk? Mon ikke derpaa, at du gaar med os?" Derpaa støttede Kaleb og Josva deres Tillid: Herren er med os. Guds Nærværelse var det, som gav Israel Sejren over Jeriko. Overalt i Skriften er dette Herrens store Løfte: Jeg er med dig. Dette adskiller den helhjertede Troende fra de verdslige Kristne omkring ham: at han bevidst lever skjult hos Gud.

2. Nederlag og Tilbagegang skyldes altid Tabet af Guds Nærværelse. Saaledes var det ved Ai. Gud havde ført sit Folk ind i. Kanaans Land med Løfte om at give dem Landet. Efter Nederlaget ved Ai følte Josva, at det maatte skyldes Unddragelsen af Guds Kraft. Han havde ikke kæmpet for dem. Hans Nærværelse var blevet dem unddraget.

I Kristenlivet og i Kirkens Arbejde er Nederlag altid Tegn paa, at man har mistet Guds Nærværelse. Dersom vi anvender denne Sandhed paa vor Mangel i Bønnens Liv og som Følge deraf paa vor Mangel i Arbejdet for Herren, ser vi let, at det alt simpelt hen skyldes, at vi ikke staar i klart og fuldt Samfund med Gud. Hans Nærhed, hans umiddelbare Nærværelse har ikke været det ene fornødne, vi søgte og stolede paa. Han kunde ikke arbejde i os, som han vilde. Tab af Velsignelse og Kraft skyldes altid Tabet af Guds Nærværelse.

3. Tabet af Guds Nærværelse skyldes altid en eller anden skjult Synd. - Akkurat ligesom Smerter forekommer i Naturen for at. tilkendegive, at der er noget ondt skjult i vor Organisme, saaledes er Nederlag Guds Røst, der siger os, at der er noget, der er forkert. Han har givet sig selv saa helt til sit Folk, det er hans Behag at være med dem, og saadan længes han efter i dem at aabenbare sin Kærlighed og Magt, at han aldrig unddrager sig, medmindre de tvinger ham dertil ved Synd.

Fra alle Kanter af Kirken lyder der Klage over Nederlag. Kirken har saa lidt Tag i de store Masser og i de dannede Klasser. Stærke Omvendelser er forholdsvis sjældne. Det ringe Antal af hellige, gudhengivne, aandsfyldte Kristne, der helt overgiver sig til at forkynde Evangeliet for Hedninger er lammet af Mangel paa Penge og Mænd; alt paa Grund af Forsømmelsen af virkningskraftig Bøn, som henter Helligaandens Kræfter ned først til Præsten og de Troende, saa til Missionærerne og Hedninger. Kan vi benægte, at Manglen paa Bøn er den Synd, der ligger til Grund for, at Guds Nærværelse og Kraft ikke kendes tydeligt iblandt os?

4. Gud vil selv aabenbare den skjulte Synd. Vi tænker os ofte, at vi ved, hvad Synden er, men kun Gud kan vise os dens virkelige og dybe Betydning. Da Herren talte til Josva, inden han nævnede Akans Synd, sagde Gud først: "De har brudt min Pagt, som jeg bød dem at holde." Gud havde paabudt (Josva 6, 19). at hele Byttet fra Jeriko, Guld og Sølv og alt, hvad der fandtes, skulde være helt overgivet til Herren og lagt til hans Skatte. Og Israel havde brudt den hellige Ed: Folket havde ikke givet Herren, hvad det var ham skyldig - det havde røvet fra Gud.

Det er, hvad vi trænger til: at Gud skal aabenbare for os, at vor Mangel paa Bøn er et Udslag af vor Utroskab imod vort hellige Løfte om, at Gud skulde have hele vort Hjerte og vort Liv. Vi maa blive klar over, at denne Svækkelse af Bønnen og de Undskyldninger, vi fremfører for den, er større Synd, end vi har tænkt, thi hvad betyder den egentlig? At vi har liden Lyst og Trang til Samfund med Gud; at vor Tro støtter sig mere til vort eget Arbejde og vore Anstrengelser end paa Guds Kraft; at vi kun har liden Forstaaelse af den himmelske Velsignelse, som Gud venter paa at kunne udgyde over os; at vi ikke er rede til at ofre Kødets Magelighed og Selvsikkerhed for udholdende at bie efter Herren: at vort aandelige Liv og vor Forbliven i Kristus helt igennem er for svagt til, at vi kan formaa noget ved vor Bøn. Dersom Travlheden i Arbejdet for Herren faar Lov til at være en Undskyldning for, at vi ikke kan faa Tid til at søge og sikre os Hans Nærværelse og Kraften derved som vort største Behov, viser det sikkert, at der ingen rigtig Forstaaelse er af vor Afhængighed af Gud, ingen dyb Opfattelse af Herrens guddommelige overnaturlige Gerning, i hvilken vi kun er hans Redskaber, ingen sand Fordybelse af vor Livsgernings himmelske Art, som hørende til en helt anden Verden, ingen fuldkommen Overgivelse til og Glæde i Jesus Kristus selv.

Dersom vi vil give Guds Aand Lov til at vise os, at alt dette er den virkelige Betydning af vor Efterladenhed i Bøn, af at vi lader alle mulige andre Ting fortrænge den, saa bortfalder alle vore Undskyldninger, og vi maa kaste os ned for Herren med et: "Vi har syndet, vi har syndet!" Samuel sagde engang: "Det være langt fra mig at synde imod Herren og høre op med at bede for eder" (1. Sam. 12, 23). Bønnens Ophør er Synd imod Gud. Maatte Gud aabenbare dette for os.

5, Naar Gud aabenbarer Synd, da maa vi bekende den og forsage den.

Efter Nederlaget ved Ai vidste Josva intet om Grunden til det; Gud behandlede Israel som et Folk, der var ligesom eet Legeme, og en enkelts Synd blev hjemsøgt paa dem alle. Israel som Helhed var uvidende om denne Synd, og dog maatte alle lide for den. Kirken som Helhed er maaske uvidende om Udstrækningen af den Synd, som Forsømmelsen af Bøn er, mange Præster og Troende har maaske aldrig betragtet den som en Overtrædelse, ikke desto mindre har den Straf til Følge. Men naar Synden ikke længere er skjult, naar Helligaanden begynder at overbevise om den, saa er det Tid til Selvprøvelse. I vor Fortælling er Sammenhængen mellem den enkeltes og det fælles Ansvar meget alvorlig. Det enkelte Menneskes: saaledes som vi finder det udtrykt i "Mand for Mand;" hver enkelt følte sig som værende under Guds Øje. Og da Akan blev grebet, var han nødt til at bekende. Det fælles Ansvar: saaledes som vi ser, at hele Israel først maatte lide under, hvad Gud lod komme over dem og derefter tog Akan, hans Familie og de bandlyste Ting og udryddede dem af deres Kreds.

Dersom vi har Grund til at tro, at denne Synd findes blandt os, saa lad os begynde med personlig og fælles Bekendelse deraf. Og lad os saa træde frem for Herren for at aflægge og udrydde den Synd. Her har vi for os lige ved Tærskelen til Israels Historie i Kanaan en Dynge Sten i Achor Dalen for at sige til os, at Gud ikke taaler Synd, at Gud ikke vil tage Bolig sammen med Synd, og dersom vi virkelig ønsker at have Gud nær med sin Kraft, saa maa Synden aflægges. Lad os se denne højtidelige Kendsgerning lige i Øjnene. Det kan være andre Synder, men her er visselig en, som gør Guds Nærværelse umulig - vi beder ikke saaledes, som Jesus og den hellige Skrift lærte os. Lad os lægge det frem for Gud og overgive denne Synd til Døden. Lad os overgive os selv til Gud og adlyde hans Røst. Lad ingen Frygt for tidligere Synd, lad ingen anklagende Røster eller Pligter eller Undskyldninger holde os tilbage. Det er kun et Spørgsmaal om Lydighed. Er det vor Agt at overgive os til Gud og hans hellige Aand for at leve et Liv i Bøn efter hans Vilje? Sandelig, dersom det er Gud, der har nægtet os sin Nærhed, som ogsaa har oplyst os om Synden, som tilskynder os til at udrydde den og vende tilbage til Lydigheden, saa kan vi visselig regne med af hans Naade at faa Kraft til det Liv, han forlanger, vi skal leve. Det er ikke et Spørgsmaal om, hvad du kan gøre; men Spørgsmaalet er, om du nu af hele dit Hjerte vender dig til Gud og giver ham, hvad du skylder ham: dig selv, at hans Vilje og Naade kan raade over dig.

6. Ved Forsagelsen af Synd genoprettes Guds Nærværelse.

Lige fra den Dag er der i Josvas Bog ikke Tale om Nederlag i Kamp. Historien viser os dem vandrende fra Sejr til Sejr. Naar Guds Nærværelse er sikret, giver den Kraft til at overvinde enhver Fjende.

Denne Sandhed er saa enkel, at selv den Lethed, hvormed vi falder til Ro i den, berøver den sin Kraft. Lad os standse lidt og tænke paa, hvad den rummer. Naar Forbindelsen med Gud er i Orden, er Sejren vis. Altsaa bærer vi Ansvar for Nederlag. Og da maa der et eller andet Sted være Synd, som volder det. Og vi har intet andet at gøre end at finde og forsage den. Vi kan trygt forvente Guds Nærværelse fra det Øjeblik, vi afstaar fra Synden.

Gud taler aldrig til sit Folk om Synd uden for at frelse fra den. Det samme Lys, som opklarer Synden, vil vise os Vej ud af den. Den samme Kraft, som knækker og dømmer vor Vilje, vil virke Oplysning og Sejr, naar vi ydmygt overgiver os til den og bier paa den i Syndsbekendelse og Tro. Det er Gud, som taler til sin Kirke og til os om denne Synd: "Han undredes, at ingen greb ind" (Es. 59,16). "Jeg studsed, men ingen stod mig bi" (Es. 63, 5). "Jeg søgte iblandt dem efter en, der vilde...stille sig i Gabet for mit Aasyn...men jeg fandt ingen" (Ez. 22,30). Den Gud, der taler saaledes, er den samme, som vil virke Forandringen for sine Børn, naar de søger ham. Han vil gøre Achors Dal: vor Bekymring og vor Skam, vor Syndsbekendelse og Forsagelse til en Haabets Dør. Vi skal ikke frygte, ej heller klamre os til de Undskyldninger og Forklaringer, som Forholdene frembyder, men vi skal ærligt tilstaa: "Vi har syndet, vi synder nu, men vi tør ikke synde mere." Med Hensyn til Bøn kan vi være visse paa, at Gud ikke forlanger det umulige af os. Han vil ikke plage os med et uigennemførligt Ideal. Han forlanger ikke, at vi skal bede mere, end han giver os Naade til at kunne det. Han vil give Naade til at udrette, hvad han forlanger og til at bede saaledes, at vor Forbøn fra Dag til Dag skal blive ham og os en Glæde, en Kilde til Styrke for vort Sjæleliv og vort Arbejde, en Kanal for Velsignelse til vore Omgivelser.

Gud talte personligt med Josva, med Israel og med Akan. Lad os give Gud Lov til at tale personligt med os om den Synd at forsømme Bønnen og dens Følger i vort Liv og Gerning, om Befrielsen fra Synd og Visheden og Herligheden derved. Bøj dig kun i Stilhed og bi efter Herren, indtil han selv overskygger dig med sin Nærværelse og fører dig bort fra de Egne, hvor man kun regner med de menneskelige Muligheder, og hvor derfor Syndserkendelsen aldrig kan blive dyb, og fuld Befrielse aldrig kan naas. Tag dig god Tid og vær stille for Gud, at han kan tage denne Sag i sin Haand. Giv dig helt i Guds Haand.