Forbønnens tjeneste
af Andrew Murray

SYVENDE KAPITEL
HVEM SKAL FRI MIG . . . ?.

»Er der ikke Balsam i Gilead, ingen Læge der? Hvorfor heles da ikke mit Folks Datters Saar?" Jer. 8, 22.

"Vend om, I frafaldne Sønner, jeg læger eders Frafald. Se, vi kommer til dig, thi du er Herren vor Gud." Jer. 3, 22.

"Læg mig, Herre, saa jeg læges." Jer. 17, 14.

"Jeg elendige Menneske! hvem skal fri mig fra dette Dødsens Legeme? Gud ske Tak ved Jesus Kritus, vor Herre." Rom. 7, 24 f.

"Thi Livets Aands Lov frigjorde mig i Kristus Jesus fra Syndens og Dødens Lov." Rom. 8, 2.

Ved et af vore Møder kom der en Mand til mig og bad om Raad og Hjælp. Han var øjensynlig en alvorlig og vel oplyst troende Mand. Han havde i nogle Aar levet i vanskelige Omgivelser, hvor han havde prøvet at vidne for Kristus. Følgen for ham var blevet en Følelse af Mismod og Elendighed. Hans Beklagelse gik ud paa, at han intet Behag havde i Ordet, og endskønt han bad, saa var det, som om hans Hjerte ikke rigtig var med deri. Naar han talte til andre, eller gav en Traktat, var det med en vis Pligtfølelse, han gjorde det: Kærligheden og Glæden ejede han ikke. Han længtes efter at blive fyldt af Guds Aand, men jo mere han søgte, des fjernere syntes det at være fra ham. Hvad skulde han tro om sin Tilstand, og var der Vej ud deraf?

Jeg svarede ham, at Sagen for mig syntes ganske enkel; han levede under Loven og ikke under Naaden. Saa længe han gjorde det, vilde det ikke blive anderledes med ham. Han lyttede opmærksomt, men kunde ikke fatte, hvad jeg mente.

Jeg mindede ham om Forskellen, den afgørende Modsætning imellem Lov og Naade. Loven byder, Naaden giver. Loven byder, men giver ingen Kraft til at adlyde; Naaden forjætter og fuldfører, gør alt, hvad vi behøver at gøre. Loven bebyrder, slaar ned og dømmer; Naaden vederkvæger, styrker og glæder. Loven kræver Selvets yderste Bestræbelse; Naaden viser hen til Kristus, der gør alt. Loven kræver Anspændelse af Kræfter og nøder os frem mod et Maal, vi ikke kan naa; Naade virker hele Guds velsignede Vilje i os. Jeg fremhævede for ham, at det første, han havde at gøre i Stedet for at kæmpe imod alt dette mislykkede, var at bekende det og sin egen Magtesløshed, saaledes som Gud havde søgt at vise ham den, og med denne Bekendelse bøje sig i den yderste Hjælpeløshed for den levende Gud. Der var Stedet, hvor han skulde lære, at med mindre Naaden gav ham Befrielse og Kraft, kunde han aldrig komme til at tjene bedre, end han havde gjort, og at Naaden i Sandhed vilde virke alt for ham. Han maatte komme fri af Loven og Selvet og Stræbet og finde sin Plads under Naaden, overladende til Gud at virke alt i ham.

Senere fortalte han mig, at min Bedømmelse af hans Tilstand var rigtig. Han indrømmede, at alt maatte virkes af Naaden. Og dog - saa dybt laa den Tanke, at vi maatte sikre os Naadens Gerning - at han frygtede, det kun vilde bringe liden Ændring i hans Liv, han vilde ikke kunne magte de nye Vanskeligheder, som vilde møde ham. Der var midt i alt. hvad han satte ind derpaa, en Understrøm af Haabløshed, han kunde ikke leve, som han vidste, han burde. Jeg har allerede i'første Kapitel omtalt denne Antydning af Haabløshed, som jeg stødte paa ved nogle af vore Møder. Og enhver Præst, som er kommet i nærmere Forbindelse med Sjæle, der søger at leve helt for Gud, at »vandre Herren værdigt til alt Velbehag« (Kol. 1, 10), ved, at dette gør sandt Fremskridt umuligt. For blot at tale særlig om Manglen paa Bøn og Ønsket om at leve et rigere Bønsliv, hvor mange Vanskeligheder møder der os ikke! Saa ofte har vi besluttet at bede mere og bedre, og det er ikke lykkedes. Vi har ikke den Viljestyrke, som nogle har, ved en Beslutning helt at kunne forandre sine Livsvaner. Pligternes Tryk er lige saa stærkt som før; det er svært at finde Tid til mere Bøn, vi føler ikke den virkelige Lyst til at bede, som netop skulde gøre os udholdende; vi har ikke Kræfter til at begære og bede indtrængende, som vi skulde; i Stedet for at blive en Glæde og en Bestyrkelse, bliver vore Bønner en stadig Kilde til Selvfordømmelse og Tvivl. Til Tider har vi sørget derover og bekendt det og fattet nye Forsætter; men sandt at sige har vi ingen Forventning om, at det skal. blive anderledes, fordi vi ikke kan se nogen Udvej til det.

Det er tydeligt, at saalænge denne Aand har Overtaget, er der ringe Udsigt til Fremgang. Mismod maa medføre Nederlag. En af Lægens første Opgaver er at give den syge Haab; uden dette ved han, at hans Lægemidler gavner lidet. Guds Ord kan lære os aldrig saa meget om Pligten og den store Trang til mere Bøn, og om vor velsignede Forret til at øve virkekraftig Bøn, det vil altsammen intet hjælpe, saalænge Sjælen gemmer paa det lønlige Suk: Der er intet Haab. Vi maa først sørge for at finde den skjulte Aarsag til vor Synd og Haabløshed, og dernæst klart vise, hvor guddommelig sikker Udfrielsen derfra er. Medmindre vi vil slaa os til Taals med vor Tilstand, maa vi være lydhøre overfor og selv være med i Spørgsmaalet: »Er der da ingen Balsam i Gilead; er der ingen Læge der? Hvorfor heles da ikke mit Folks Datters Saar?« Vi maa lytte efter, og i vort Hjerte modtage det guddommelige Løfte med det Svar, det gav: »Vend om, I frafaldne Sønner! jeg vil læge eders. Frafald. Se, vi kommer til dig, thi du er Herren vor Gud (Jer. 3, 22). Vi maa komme til Gud med personlig Bøn og med Troen paa at faa et personligt Svar. Skal vi ikke allerede nu begynde at gøre det gældende med Hensyn til vor Mangel paa Bøn og stole paa, at Gud vil hjælpe os: »Herre, læg mig, saa læges jeg« (Jer. 17, 14).

Det er altid rigtigt at skelne mellem Symptomerne paa en Sygdom og Sygdommen selv; Svaghed og Mangel i Bønnens Liv er Tegn paa Svaghed i det aandelige Liv. Dersom en Patient vilde bede Lægen om at faa noget stimulerende for Pulsen, vilde han faa at vide, at det gavnede ham lidet. Pulsen er Gradmaaler for Hjertets og hele Legemets Tilstand. Lægens Maal er at faa Helbredet. genoprettet. Enhver, der længes efter at kunne bede med mere Troskab og Virkning, maa lære dette, at hele hans aandelige Liv er i en sygelig Tilstand og trænger til Helbredelse. Først naar han faar Øje for, at ikke blot hans Kommen til kort i Bøn, men ogsaa det Brist i hans Trosliv, som denne er Tegnet paa, vil han blive helt klar over Sygdommens alvorlige Karakter. Saa vil han indse Nødvendigheden af en radikal Forandring af hele hans Liv og Færd, dersom hans Bønsliv, der jo er Pulsen i hele hans aandelige Organisme, skal udvise Helbredelse og Kraft. Gud har skabt os saaledes, at Udøvelsen af enhver sund Livsfunktion foraarsager Glæde. Det er Meningen, at Bøn skal være ligesaa naturlig, som det at aande og arbejde er det for det sunde Menneske. Igennem den Ulyst, vi føler, og den Mangel, vi indrømmer, lyder Guds Stemme, der kalder os til Erkendelse af vor Sygdoms Art og til at søge den Helbredelse, han har lovet os.

Men hvori bestaar nu den Sygdom, som Manglen paa Bøn er Symptomet paa? vi kan intet bedre Svar finde end det, der gives i Ordet: "I er jo ikke under Lov, men under Naade" (Rom. 6, 14).

Her ser vi Muligheden af to Former for kristent Liv. Det kan leves tildels under Loven og tildels under Naaden; eller det kan leves helt under Naaden i fuldstændig Uafhængighed af Selvets Anstrengelser og i den hele og fulde Erfaring af den guddommelige Kraft, som den kan give.

En sand troende kan endnu leve sit Liv tildels under Loven, under Selvbestræbelse, stadig kæmpende for at fuldføre, hvad der er ham umuligt. Den stadige Mangel i det Kristenliv, som han paastaar at leve, skyldes dette ene: han stoler paa sig selv og prøver paa at gøre sit bedste. Han beder virkelig og venter Hjælp af Gud, men det er stadig ham, der i sin egen Kraft, bistaaet af Gud, skal udføre Gerningen. I Brevene til Rom, Korinth og Galatien ser vi, hvorledes Paulus siger til dem, at de ikke modtog en Trældoms Aand atter til Frygt (Rom. 8, 15), at de er friede fra Loven, at de ikke mere er Trælle, men Sønner (Gal. 4,7), og at der er intet, de maa vogte sig saa meget for som atter at komme under Trældoms Aaget (Gal.5, 1). Overalt er det Modsætningen mellem Lov og Naade, mellem Kødet, der er under Loven, og Aanden, der er Naadens Gave, og hvorigennem Naaden virker alt. Det er en stor Fare nu som den Gang at leve under Loven og prøve paa at tjene Gud i Kødets Kraft. De allerfleste Kristne lever deres Liv paa denne Maade. Heraf kommer da ogsaa den vidt udbredte Mangel paa sandt, helligt Liv og Styrke i Bøn. De ved ikke, at al Synd kun kan have een Aarsag, nemlig: At Mennesker søger selv at udrette det ved egen Kraft, som kun Naaden kan virke i dem, og som Naaden visselig vil virke.

Mange er slet ikke rede til at indrømme, at deres Sygdom bestaar i, at de ikke lever "under Naaden". Det er umuligt, siger de. "Af hele mit Hjerte,"" udbryder en Kristen, "tror og ved jeg, at i mig bor intet godt, jeg skylder ene og.alene Naaden alt, hvad jeg ejer." En Præst siger: "Jeg har brugt mit Liv til og fundet min Glæde i at forkynde og prise den uforskyldte Naade." "Og jeg," svarer en Missionær, "kunde da aldrig have tænkt paa at opleve Hedningers Frelse, dersom jeg ikke havde fæstet al min Lid til det Budskab, jeg bragte, og den Kraft, som jeg stolede paa at faa af Guds uendelige Naade." I Sandhed, du kan ikke sige, at de Mangler ved vor Bøn, som vi med Sorg indrømmer findes, skyldes, at vi ikke lever "under Naaden". Deri kan vor Sygdom ikke bestaa.

Hvor ofte ser man ikke Mennesker lide af en Sygdom uden at kende denne: Hvad man til at begynde med regner for en lettere Svaghed, udvikler sig til at blive en alvorlig Lidelse. Lad os ikke være altfor visse paa, at vi ikke endnu for en stor Del lever vort Liv "under Loven", medens vi tror at leve helt "under Naaden". Vor begrænsede Opfattelse af selve Ordet »Naade« er ofte Grunden til denne Fejltagelse. Ligesom vi begrænser Gud selv med vore smaa eller tvivlende Tanker, saa begrænser vi hans Naade i samme Øjeblik, som vi har vor Glæde i Udtryk som "den overvættes Naade". Naade (1. Tim. 1, 14). Har ikke Ordet "den overvættes Naade" (Rom.5, 17) lige fra Bunyans Tid og nedefter været begrænset til at gælde den ene store velsignede Sandhed om uforskyldt Retfærdiggørelse med bestandig ny Tilgivelse og evig Herlighed selv for den dybest faldne Synder, medens den anden lige saa velsignede Sandhed om "den overvættes Naade" i Helliggørelseslivet ikke er fuldt ud kendt. Paulus skriver: "Da skal meget: mere de, som modtog den overvætte Naade, herske i Liv ved den ene, Jesus Kristus" (Rom. 5, 17). Den Hersken i Liv med Sejr over Synd findes allerede her paa Jorden. "Hvor Synden blev større" - i Hjertet og i Livet - "der blev Naaden end mere overvættes, for at Naaden skulde herske ved Retfærdighed" (Rom. 5, 20) over den troendes hele Liv og Væsen. Herom siger Paulus: "Skal vi da synde, fordi vi er under Naaden? Det være langt fra" (Rom. 6, 15). Naaden betyder ikke blot Tilgivelse af, men Magt over Synd; Naaden udfylder Syndens Plads i Sjælen, og ligesom Synden herskede til Død, saaledes hersker nu Naaden til Liv ved Jesu Kristi Kraft. Det er den Naade, Jesus talte om, da han sagde: "Min Naade er dig nok" (2. Kor. 12, 9), og Paulus svarede: "Jeg vil rose mig af min Magtesløshed; thi naar jeg er magtesløs, da er jeg stærk." Det er den Naade, der virker alt i os, naar vi er villige til at bekende vor fuldstændige Magtesløshed og Hjælpeløshed. "Gud mægter at lade al Naade rigelig tilflyde eder, for at I i alting og altid have rigeligt til al god Gerning" (2. Kor. 9, 8).

Ofte er det sket, at søgende Mennesker i lange Tider har læst Biblen uden at faa Øje paa Sandheden om den frie, fulde og umiddelbare Retfærdiggørelse ved Tro. Men fik de saa først Øje derpaa og tog imod den, undredes de over at møde den allevegne i Guds Ord. Lige saa mange troende er der, som alt imens de griber den uforskyldte Naade med Syndernes Forladelse, aldrig har set Naadens forunderlige Betydning, naar den tager Magten over vort Arbejde og hele vort Liv og fra Minut til Minut virkelig giver os Kraft til alt, hvad Faderen vil, vi skal være og udrette. Naar Guds Lys skinner ind i vort Hjerte med denne salige Sandhed, saa forstaar vi, hvad Paulus mener, naar han siger: "Ikke jeg, men Guds Naade, som er med mig" (1. Kor. 15, 10). Her har vi atter de to Slags Kristenliv. Den ene, hvori dette: "Ikke jeg" - jeg er intet i mig selv og kan intet af mig selv - endnu ikke er blevet til Virkelighed. Den anden, der viser, at den underfulde Forandring er foregaaet, Naaden er traadt i Stedet for vor egen Kraft, og vi kan med Sandhed sige: "Ikke jeg lever, men Kristus lever i mig" (Gal. 2, 20). Da bliver det hele vort Livs Erfaring, at "vor Herres Naade viste sig overvættes rig med Tro og Kærlighed i Kristus Jesus" (1. Tim. 1, 14).

Kære Guds Barn! Tror du ikke, at dette muligvis har været dit Livs Brist og Grunden til din Mangel paa Bøn? Du vidste ikke, hvorledes Naaden vilde gøre dig skikket til at bede, dersom hele dit Liv blev givet ind under dens Magt. Du søgte med Flid og Alvor at overvinde din Efterladenhed og Sløvhed til Bøn, men det glippede. Du kæmpede ærligt med ethvert Vaaben, der kunde vække din Skam og din Kærlighed tillive, men forgæves. Er det mon ikke værd under Bøn at spørge Herren, om ikke det Budskab, jeg som hans Tjener bringer dig, indeholder mere Sandhed for dig, end du tror? Din Mangel paa Bøn skyldes en sygelig Tilstand i dit aandelige Liv, og Sygdommen er intet andet end dette - du har ikke i dit daglige Liv og al din Gerning modtaget hel og fuld Frelse saaledes, som den skildres i Ordet: "I er ikke under Loven, men under Naaden." Lige saa vidtrækkende som Lovens Bud og Syndens Magt, ja endnu overflødigere, er Naadens Strøm og den Kraft, hvormed den tager Herredømmet over vort Liv. I Romerbrevets 7de Kapitel skildrer Paulus den troendes Liv under Loven med den bitre Erfaring i V. 24: "Jeg elendige Menneske, hvem skal fri mig fra dette Dødsens Legeme?" Hans Svar: "Gud ske Tak ved Jesus Kristus vor Herre!« viser, at der er Befrielse fra et Liv, der er bundet af onde Vaner, som der forgæves er kæmpet imod. Og Befrielsen sker ved, at Helligaanden lader os erfare, hvad Jesu Kristi Liv kan udvirke i os. "Livets Aands Lov i Kristus Jesus frigjorde mig fra Syndens og Dødens Lov" (Rom. 8, 2). Guds Lov kunde kun føre os ind under Syndens Lov og Døden. Guds Naade fører os ind i og bevarer os i Aandens Frihed. Vi kan blive friede ud af det triste Liv under den Magt, der tog os til Fange, saa vi gjorde det, vi ikke vilde. Livets Aand i Kristus kan fri os fra fortsat at synde i Bønnens Liv og kan mage det saa, at vi vandrer "Herren værdigt til alt Velbehag" (Kol. 1,10).

O, tab ikke Modet! Opgiv ikke Haabet; der er en Balsam i Gilead; der er en Læge der; der er Helbredelse for vor Sygdom. Hvad der er umuligt for Mennesker er muligt for Gud. Hvad der forekommer dig umuligt at gøre, kan Naaden udrette. Tilstaa din Sygdom, stol paa Lægen; begær Helbredelse; bed Troens Bøn: "Læg mig, saa læges jeg." Du kan ogsaa blive et bedende Menneske, der beder Troens Bøn, som formaar meget 1).

1) Til Opmuntring for alle skylder jeg at meddele, at det Menneske, der raadspurgte mig ved et Møde, siden efter i et Brev har meddelt mig, at han bekendte sin Mangel paa Tro og som Svar paa Bøn fik Lov at erfare, at Guds Naade var nok !