Forbønnens tjeneste
af Andrew Murray

OTTENDE KAPITEL
VIL DU VÆRE RASK?

"Jesus sagde til ham: Vil du blive rask? Den syge svarede ham: Herre, jeg har ingen, som kan bringe mig ned i Dammen. - Jesus siger til ham: Staa op, tag din Seng og gaa." Joh. 5, 6-8.

"Peter sagde: I Jesu Kristi Nazaræerens Navn staa op og gaa! - - Troen paa hans Navn ... har givet denne hans Førlighed i Paasyn af eder alle." Ap. Gern. 3, 6 og 16.

"Peter sagde. Æneas, Jesus Kristus helbreder dig; staa op. Og han stod straks op." Ap. Gern. 9, 34.

Naar et Menneske ikke kan gaa, er det baade i det aandelige og det naturlige Liv et alvorligt Bevis paa, at der et eller andet Sted findes noget sygt, som trænger til Lægebehandling. Manglen paa Kraft til med Glæde at vandre ad den ny og levende Vej til Faderen og Naadens Trone er særlig alvorlig. Jesus er den store Læge, der kommer til de syge ved ethvert Bethesda og stiller sit kærlige, ransagende Spørgsmaal: vil du blive rask? Hans Spørgsmaal viser den bedste Vej frem for alle dem, der endnu klynger sig til Haabet om Hjælp i Dammen, eller som endnu spejder efter et eller andet Menneske, der kan hjælpe dem ned — ogsaa for dem, der haaber paa lidt efter lidt at blive hjulpet ved fortsat Brug af de almindelige Naademidler. Han tilbyder dem Lægedom paa en Maade, de aldrig før har forstaaet. Hans Spørgsmaal skaber i det samme Øjeblik Haabets sikre Forvisning om snarlig Helbredelse for enhver, der er villig til at bekende ikke blot sin Magtesløshed, men ogsaa sin forgæves Søgen efter et Menneskes Hjælp. Vi har set, at vor Svaghed i Bøn er Tegn paa aandelig Kraftesløshed. Lad os lytte til Herren, naar han tilbyder at genoplive vor aandelige Styrke for at gøre os skikkede til med Sundhed og Kraft at gaa alle Herrens Veje og saaledes blive i Stand til ret at udføre vor Del af-Forbønnens store Gerning. Naar vi ser, hvori den Sundhed bestaar, som han tilbyder os, hvorledes han skænker den, og hvad han forlanger af os, vil vi være rede til at give ham et villigt Svar.

Der kunde nævnes mange Kendetegn paa aandelig Sundhed. Vor Tekst omtaler et - at kunne gaa. Jesus sagde til den syge: staa op og gaa, og derved førtes han ind i de sundes Rækker i Stand til at udfylde sin Plads i Arbejdet og Livet. Det er et forunderlig tankevækkende Billede paa Genoprettelsen af aandelig Sundhed. For det raske Menneske er Gangen et Velvære, for den syge er den en Byrde, om ikke en Umulighed. Hvor mange Kristne er der ikke, for hvem aandelig Bevægelse og Fremgang er en virkelig Anstrengelse og Besværlighed, ligesom legemlig Bevægelse er det for Krøblinge, halte, lamme og kraftløse. Jesus kommer for at sige — og med Ordet giver han Kraften -: "Staa op og gaa."

Tænk paa, hvad det er for en Vandring, han udruster os til. Det er til et Liv som Enochs og Noahs, der "vandrede med Gud." Et Liv som Abrahams, til hvem Gud sagde: "Vandre for mit Ansigt" (1. Mos. 17, 1), og som selv udtalte: "Herren for hvis Aasyn jeg vandrer." Og til et Liv som det, David synger om: "i dit Ansigts Lys vandre de" (Salme 89, 16), og det, Esaias profeterer om, at "de, som forventer Herren, skal forny deres Kraft; de skal opfare med Vinger som Ørnene, de skal løbe og ikke vansmægte, gaa frem og ikke blive trætte" (Es. 40, 31). Lige saa lidt som Skaberen ikke vansmægter eller trættes, skal de, der vandrer med ham, aldrig udmattes eller segne, naar de bier paa ham. Det er et Liv, om hvilket der kan siges det samme som om de sidste hellige i den gamle Pagt, Zakarias og Elisabeth: "De var begge retfærdige for Gud og vandrede udadlelige i alle Herrens Bud og Forskrifter" (Luk. 1, 6). En saadan Livsvandring er Jesus kommen for at skænke sit Folk i en langt dybere Mening og med endnu større Kraft end nogensinde før.

Hør hvordan den nye Pagt betegner den: "Ligesom Kristus er oprejst fra de døde ved Faderens Herlighed, saa skal og vi vandre i et nyt Levned" (Rom. 6, 4). Det er den opstandne Frelser, der siger til os: Staa op og gaa. Han skænker Kraft til Opstandelseslivet. Det er en Vandring i Kristus: "Ligesom I have modtaget Herren Jesus Kristus, saa vandre med ham.« Det er en Vandring som Kristus: "Den, som siger, at han bliver i ham, han er ogsaa skyldig selv at vandre saaledes, som han vandrede" (1. Joh. 2, 6). Det er en Vandring i Aanden: "Vandre saa fuldbyrder I ingenlunde Kødets Begæring" (Gal. 5,16). "Vandre ikke efter Kødet, men efter Aanden" (Rom. 8, 4). Det er en Vandring Gud værdig og til hans Velbehag "at vandre Herren værdigt til alt Velbehag, idet I bærer Frugt og vokser i al god Gerning ved Erkendelsen af Gud" (Kol. 1, 10). "Iøvrigt, Brødre, beder og formaner vi eder i den Herre Jesus, at som I jo har lært af os, hvorledes I bør vandre og behage Gud, saaledes som I jo ogsaa gør, at I saaledes maa gøre end yderligere Fremgang" (1. Tess. 4, 1). Det er en Vandring i himmelsk Kærlighed: "Vandre i Kærlighed, ligesom ogsaa Kristus elskede os." (Ef. 5, 2).

Det er Vandringen i Lyset, "ligesom han er i Lyset" (1. Joh. 1, 7). Det er Vandringen i Tro, idet al Kraften kommer fra Gud, fra Kristus og fra den Helligaand til hver en Sjæl, der vender sig fra Verden. "Thi i Tro vandrer vi, ikke i Beskuelse" (2. Kor. 5, 7).

Hvor mange troende betragter ikke en saadan Livsvandring som umulig - saa umulig, at de slet ikke føler det som en Synd, at de "vandrer anderledes;" og saaledes længes de heller ikke efter at leve det nye Liv. De er blevet saa vant til deres Magtesløshed, at Livet i Guds Kraft har liden Tiltrækning for dem. Men nogle adskiller sig fra disse. De undrer paa, om disse Ord virkelig betyder det, de siger, og om det forunderlige Liv, hvert enkelt af dem skildrer, kun er et uopnaaeligt Ideal, eller om det virkelig kan leves af Kød og Blod. Jo mere de trænger ind i dem, des tydeligere staar det for dem, at de gælder det daglige Liv. Og dog synes de at være for ophøjede. O, at de dog vilde tro det, at Gud har sendt sin almægtige Søn og sin hellige Aand for at skænke os og danne os til at leve et himmelsk Liv langt ud over, hvad vi kan fatte og forstaa.

Naar en Læge helbreder en Patient, sker det ved udvortes Behandling, som efterhaanden skal gøre Lægens Hjælp overflødig. Han genopbygger hans Helbred og forlader ham. Det modsatte sker, naar Jesus er Læge. Jesus arbejder ikke ved udvortes Behandling, men indefra ved selv at tage Bolig i os med sin Aand. Og i Stedet for at man ved Legemets Helbredelse saa vidt muligt bliver uafhængig af Lægen for Fremtiden, saa er Hensigten med Jesu Lægedom lige det modsatte. Hans eneste Betingelse for et godt Resultat er at faa os gjort saa afhængige af ham, at vi ikke kan undvære ham et eneste Øjeblik. Jesus Kristus er selv vort Liv i en Grad, som mange Kristne slet intet Begreb har om. Det stadig svage og sygelige Liv skyldes ene og alene Mangel paa Forstaaelse af den guddommelige Sandhed, at vi ikke kan vinde sjælelig Sundhed, saalænge vi regner med, at Kristus kun vil bistaa os med sin himmelske Kraft ved enkelte Naadesbevisninger fra Tid til anden, og kun hver Gang stoler paa at faa, hvad vi behøver for en lille Tid. Livet i Kristus bliver først vor Sjæls hele og fulde Sundhed, naar vi faar Syn for, at der ikke et eneste Øjeblik maa være noget af vort eget, der gælder, men at Kristus skal være alt fra Minut til Minut, idet vi lærer at modtage alt fra ham og tror ham til at give os alt. Sundhed er intet andet end den normale, uforstyrrede Livsfunktion. Kristus skænker os Sundhed ved selv at være vort Liv; saa bliver han vor Styrke paa vor Vandring. Esaias' Ord gaar i Opfyldelse i den nye Pagt: De, som forvente Herren, skal løbe og ikke vansmægte, thi Kristus er nu deres Livs Styrke.

Det er mærkeligt saa mange troende, der er, som i det Afhængighedsliv ser en altfor stor Anstrengelse og et Tab af vor Viljes Frihed. De indrømmer at have Trang til Afhængighed, megen Afhængighed, men med Plads levnet til deres egen Vilje og Energi. De kan ikke se, at selv en delvis Afhængighed gør os til Skyldnere og ikke levner os noget at rose os af: De glemmer, at vort Forhold til Gud og vort Samarbejde med ham bestaar ikke i, at han yder Størstedelen og vi den mindre, men at Gud gør alt, og vi gør alt - Gud alt i os, vi alt ved Gud. Denne Afhængighed af Gud sikrer os vor sande Uafhængighed; naar vor Vilje intet vil uden, hvad den guddommelige Vilje vil, opnaar vi et guddommeligt Adelskab, den sande Uafhængighed af alt, hvad der er til. Den, der ikke har set dette, forbliver en syg Kristen, der selv gør sit og lader Kristus gøre sit. Kun den bliver rask, som modtager Livet i stadig Afhængighed af Kristus, der er Livet og Sundheden og Styrken. Som Gud kan Kristus komme ind i sin Skabning og blive dens Liv. Som den herliggjorte Frelser, der modtog Helligaanden fra Faderen for at udgyde den, kan han genføde den syndefulde Skabnings Hjerte og danne det til en Bolig for sig og ved sin Væren deri bevare dets fulde Sundhed og Styrke.

O. alle I, som længes efter at leve Gud til Behag, og som ikke i Bønnens Liv vil have eders eget Hjerte til at fordømme eder, kom og lyt til Herrens Ord: Vil du blive rask? Han kan skænke Sjælesundhed. Han kan give et Liv, der leves i Bøn, et Liv, med Bevidstheden om at tækkes Faderen. Dersom du begærer dette, saa kom og hør, hvordan du kan faa det.

Fortællingen fremhæver særlig tre Ting for os. Herrens Spørgsmaal rettes til Viljen og forlanger et Udtryk for dens Samtykke. Derpaa hører han paa Mandens Bekendelse af sin absolute Hjælpeløshed. Saa følger den øjeblikkelige Lydighed mod Herrens Befaling, som virker, at han staar op og gaar.

1. Vil du blive rask? Den syge Mands Svar var der ingen, der vilde tvivle om. Hvem vilde ikke gerne af med sig Sygdom. Men, desværre er det ikke saadan i det aandelige Liv - hvor trænger vi til der at understrege Spørgsmaalet? Nogle vil ikke indrømme, at de er syge. Og nogle vil ikke tro, at Jesus kan helbrede. Og nogle tror nok, at andre kan blive hjulpne, men selv er de visse paa, at de ikke kan. Under alt dette ligger Frygten for at fornægte sig selv og bringe det Offer, som er nødvendigt. De vil ikke forsage denne Verdens Liv og fornægte Egenviljen, Selvtilliden og Selvbehaget. Vandringen i Kristus og som Kristus er altfor snever og svær: de vil det ikke, de vil ikke være raske. Kære Læser, om du vil, saa sig det rent ud: »Herre, jeg vil, for enhver Pris, jeg vil!'« Fra Herrens Side er det en Viljessag: »Jeg vil, blev ren.« Fra din Side ligesaa: "Dig ske, som du vil." Dersom du vil udfries fra din Magtesløshed, aa, saa vær ikke bange for at sige det: Jeg vil, jeg vil!"

Det næste, Jesus forlanger af os, er, at vi skal se hen til ham som vor eneste Hjælper. Vi maa med Sandhed kunne sige: "Der er intet Menneske, som kan hjælpe mig." Dersom alle Organer og Livsfunktioner er sunde, vil en Svækkelse af dem gradvis forvindes ved almindelig god Pleje. Men Sygdom kræver særlig Behandling. Din Sjæl er syg; det er et Sygdomstegn, at du ikke magter at leve dit Kristenliv med Glæde; frygt ikke for at bekende det og indrøm, at du intet Haab har om Bedring af din Tilstand, før Jesus træder til og helbreder dig. Opgiv Tanken om Udvikling til et sundere Liv, som om du fra Livet under Loven kunde vokse op til Livet under Naaden. For kort Tid siden hørte jeg en Student tale om det Løfte, der kræves aflagt i Frivilligbevægelsen: 2Vort Løfte kalder dig til at tage en Beslutning. Tro ikke, at du vokser til at blive Missionær. Gør Skridtet, hvis Gud da ikke forbyder dig det; Beslutningen vil bringe Glæde og Styrke og give dig Frihed til at faa alt, hvad du behøver for at blive Missionær og bringe Hjælp til andre." Ja, saadan er netop Kristenlivet. Tøven og Kamp vil i lige Maade hæmme dig; tilstaa ærligt, at du ikke af dig selv kan komme til at bede, som du gerne vilde, fordi du ikke kan give dig selv det sunde aandelige Liv, hvor Bønnen er din Lyst, og hvor du regner med, at Aanden beder i dig. Kom til Kristus og lad ham helbrede dig. I et Øjeblik kan det ske. Ikke i den Betydning, at han udvirker en pludselig Forandring af dine Følelser eller af, hvad du er i dig selv, men ved den aandelige Virkelighed, at han tager Bolig i din Sjæl som Svar paa din Overgivelse og Tro, han tager Vare paa hele dit indre Liv og fylder dit indre Liv og fylder dit Hjerte med sig selv og med sin Aand.

Det tredje, Jesus forlanger, er Troens Overgivelse. Da han talte til den syge, maatte hans Ord lydes. Manden troede, at der var Sandhed og Kraft i Herrens Ord; og paa den Tro kunde han staa op og gaa. Han adlød af Tro. Og hvad Jesus sagde til andre, var ogsaa ment til ham. »Gaa bort, din Tro har frelst dig.« Ogsaa af os kræver Herren Troen paa, at hans Ord forvandler vor Afmagt til Styrke og gør os skikkede til at vandre i det ny Liv, han har beredt for os. Dersom vi ikke tror dette og ikke tør sige med Paulus: »Jeg formaar alt i Kristus, som gør mig stærk« (Fil. 4, 13), saa kan vi ikke adlyde. Men vi skal faa Mod, og vi skal kunne adlyde, dersom vi vil lytte til Ordet, der siger os, at denne Vandring ikke alene er mulig, men er oplevet af Guds Hellige fra gammel Tid af; dersom vi fæster vort Blik paa den almægtige, levende, kærlige Frelser, som taler sit Magtsprog: "Staa op og gaa." Vi skal staa op og begynde at vandre i ham og hans Kraft. I Tro, skilt fra og hævet over al Følelse, skal vi modtage og stole paa en usynlig Frelser som vor Styrke og gaa frem i Herren vor Guds Kraft. Vi skal erfare det, meddele og vise det, at Jesus Kristus har gjort os sunde.

Kan det virkelig ske? Ja, det kan. Han har gjort det ved mange. Han vil ogsaa gøre det ved dig. Men pas paa, at du ikke tager Fejl af, hvad der skal ske. Da den syge Mand var helbredet, manglede det ham endnu at lære Brugen af de nyvundne Kræfter. Dersom han vilde grave, bygge eller lære anden Beskæftigelse, maatte han begynde helt fra Begyndelsen. Vent ikke, at du straks skal være dygtig til Bøn eller andet kristent Arbejde. Nej, men vent kun tillidsfuldt dette ene, at ligesom du har overgivet dig til Kristus, for at han skulde være dit Liv og din Styrke, saaledes vil han ogsaa lede og og føre dig. Begynd kun at bede i en stille Følelse af din egen Uvidenhed og Svaghed, men samtidig med glad Forvisning om, at han vil virke i dig, hvad du behøver dertil. Staa op og gaa hver eneste Dag i hellig Tillid til, at han er med dig. Modtag Jesus som den levende Frelser, og lad ham gøre sin Gerning.

Vil du gøre det? Har du gjort det? I dette Øjeblik siger Jesus til dig: "Staa op og gaa!" "Ja, Herre! paa dit Ord vil jeg komme. Jeg staar op og gaar med dig, i dig og efter dig."