Forbønnens tjeneste
af Andrew Murray

TIENDE KAPITEL
BØNNENS AAND

"Og saa udgyder jeg over Davids Hus og over Jerusalems Indbyggere Naadens og Bønnens Aand." Sak. 12, 10.

"Ligeledes kommer ogsaa Aanden vor Skrøbelighed til Hjælp; thi vi ved ikke, hvad vi skal bede om, som det sig bør, men Aanden selv gaar i Forbøn for os med uudsigelige Sukke. Og han, som ransager Hjerterne, ved, hvad Aandens Higen er, at den efter Guds Vilje gaar i Forbøn for hellige." Rom. 8, 26-27.

"Idet I under al Paakaldelse og Bøn beder til enhver Tid i Aanden og er aarvaagne dertil i al Vedholdenhed og Bøn for alle de hellige". Efes. 6, 18.

"Bed i den Helligaand." Judas Br. 20.

Helligaanden er givet alle Guds Børn for at være deres Liv. Han bor i dem, ikke som et særskilt Væsen i en eller anden Del af deres Natur, men som selve deres Liv. Han er den guddommelige Kraft, hvorved Gudsbarnets Liv opholdes og styrkes. Alt hvad en Troende skal være eller gøre, kan og vil Helligaanden virke i ham. Dersom han ikke undergiver sig den hellige Gæst, kan Guds gode Aand intet udrette i ham, og hans Liv bliver sygt, fuldt af Mangel og Synd. Naar han derimod giver sig ind under, bier paa og adlyder Guds Aands Vink, saa virker Gud alt i ham, som er velbehageligt for hans Aasyn (Hebr. 13, 21).

Helligaanden er først af alt Bønnens Aand. Han var forjættet som "Naadens og Bønnens Aand" (Sak. 12,10). Han blev udsendt til vore Hjerter som "Sønneudkaarelsens Aand, ved hvilken vi raaber Abba Fader" (Rom. 8, 15). Ved ham kan vi i sand Tro og med voksende Forstaaelse sige: "Vor Fader, som er i Himlen." "Han gaar i Forbøn efter Guds Vilje for hellige." Og alt som vi beder i Aanden, bliver vor Tilbedelse efter Guds Vilje "i Aand og Sandhed" (Joh. 4,23). Bøn er Helligaandens Aandedræt i os; Kraft i Bøn kommer fra Aandens Kraft i os, tilegnet i biende Fortrøstning eller Tillid. Mangel i vor Bøn skyldes Svækkelse af Aandens Gerning i os. Vor Bøn er Gradmaaleren for Aandens Gerning i os. For at kunne bede ret maa Aandens Liv være ret i os. At kunne bede den retfærdiges Bøn, der formaar meget, beror paa, om hele vort Liv ledes og føres af Aanden.

Der er tre meget enfoldige Sætninger, som den troende maa kende, om han skal opleve den Glæde at lære at bede. Den første er: Tro paa, at Guds Aand bor i dig (Ef. 1,13). Dybt i det inderste Væsen hos ethvert Guds Barn bor skjult og umærkeligt Guds hellige Almagtsaand. Det erfares ved Tro, den Tro, som paa Guds Ord virkeliggør det, han endnu intet Tegn ser paa. "Kristus har løskøbt os fra Lovens Forbandelse.... for at vi kan faa Aandens Forjættelse ved Troen" (Gal. 3,13-14). Saa længe vi maaler vor Kraft til at bede ret og vedholdende efter, hvad vi føler, tænker eller udretter, kan vi ikke andet end tabe Modet ved at høre om, hvor meget vi burde bede. Men naar vi ydmygt tror, at Bønnens Aand bor i os midt i al vor Magtesløshed, netop for at gøre os skikkede til at bede saameget og saaledes, som Gud vil det, saa fyldes vort Hjerte med Haab. Vi skal blive styrkede i den Forvisning, der er selve Grundlaget for et lykkeligt og frugtbart Kristenliv, nemlig at Gud er mægtig til at lade al Naade rigeligt tilflyde eder, for at I i alting altid kan have fuld Tilfredshed og have rigeligt til al god Gerning (2. Kor. 9,8). Vi skal begynde med at slippe denne Følelse af Byrde og Frygt og Mismod over stadig ufuldkommen Bøn, fordi vi ser, at Guds Aand selv vil bede, ja beder i os.

Den anden Sætning er: "Bedrøv ikke Guds hellige Aand" (Ef.4,30). Dersom du gør det, hvorledes kan han da virke i dig den fredfyldte, tillidsfulde, velsignede Følelse af Samfundet med Kristus, som gør din Bøn velbehagelig for Gud? Bedrøv ham ikke med Synd, Tvivl, Egensind eller Ulydighed imod hans Stemme i Samvittigheden. Tro ikke, det er en Nødvendighed at bedrøve ham: det lammer selve Nerven i din Styrke. Tro heller ikke, at det er umuligt at adlyde det Bud: "Bedrøv ikke Guds hellige Aand." Han er selv Guds stærke Redskab til at gøre dig lydig. I Kraft af Guds Aand kan din Vilje forkaste den Synd, der dukker op i dig imod din Vilje, den kan magte enhver Tilbøjelighed til at sløje af, al Hovmod eller Egensind eller kødelig Lidenskab og kaste det altsammen paa Kristus og hans Blod, og straks er din Forbindelse med Gud genoprettet. Modtag hver Dag Helligaanden som din Fører, dit Liv, din Styrke. Du kan regne med, at han virker alt, hvad der skal virkes i dit Hjerte. Han, der ikke ses og ikke føles, men kun kendes ved Tro, vil i dit Hjerte usynligt og umærkeligt skabe den Kærlighed og Tro og Kraft til at adlyde, som du behøver, han kan det, fordi han skjult i dit Indre aabenbarer Kristus som dit virkelige Liv og din Styrke. Bedrøv ikke Guds hellige Aand ved at mistvivle om ham, fordi du intet føler til hans Nærværelse i dig.

Bedrøv ham da særlig ikke ved noget, der angaar Bøn. Naar du overlader til Kristus at føre dig ind i et nyt sundt Liv i Bøn, vent saa ikke, at du straks skal være i Stand til med Lethed at bede i den Kraft og Glæde, som du kunde længes efter Nej, det kan ikke komme straks. Men bøj dig blot stille for Gud i al din Uvidenhed og Skrøbelighed. Den bedste og sande Bøn bestaar i at komme frem for Gud, som du er, og at regne med den skjulte Aand, som beder i dig. "Thi vi ved ikke, hvad vi skal bede om, som det sig bør" (Rom. 8, 26). Uvidenhed, Vanskeligheder og Kamp findes overalt i vor Bøn, men "Aanden kommer vor Skrøbelighed til Hjælp." Hvorledes? Dybere i vort Sind end vore Tanker og Følelser er Aanden selv, som "gaar i Forbøn for os med uudsigelige Sukke." Naar du ikke kan finde Ord for din Bøn, naar de Ord, du finder, synes dig kolde og vage, saa tro blot dette: Helligaanden beder i mig. Vær stille for Gud og giv ham Tid og Lejlighed til at tale til dig, og naar Tidens Fylde kommer, skal du lære at bede. Bedrøv ikke Bønnens Aand ved ikke at ære ham ved taalmodigt og tillidsfuldt at overgive dig til hans Forbøn i dig.

Den tredje Sætning er: "Lad eder fylde med Aanden" (Ef. 5, 18). Jeg tænker, vi har set Betydningen af den store Sandhed: at det kun er det sunde aandelige Liv, der kan bede ret. Befalingen lyder til hver eneste en af os: "Lad eder fylde med Aanden." Heri er det sagt, at medens nogle standser tilfredse med Begyndelsen, med et ringe Maal af Aandens Gerning, er det Guds Vilje, at vi skal være fyldte af Aandens Gerning. Det betyder, at vi fra vor Side helt skal lade Helligaanden tage os i Besiddelse og give ham alene Herredømmet over os. Og fra Guds Side betyder det, at vi har Lov til at regne med og forvente, at den hellige Aand vil gøre det. Er det da ikke klart, at vor Mangel i Bøn skyldes, at vi ikke har modtaget Bønnens Aand til at være vort Liv; at vi ikke helt og fuldt har overgivet os til ham, hvem Faderen gav os som Sønnens Aand, der vilde virke Sønnens Liv i os? Lad os, som det mindste, vi kan gøre, erklære os villige til at modtage ham og overgive os i Guds Haand og tro ham til at virke i os. Lad os ikke paany bevidst bedrøve den hellige Aand ved at undlade eller være forsømmelige eller tøve med at tage imod ham lige saa fuldt, som han ønsker at give sig til os. Dersom vi i det hele har set, at Bøn er det, som Kirken og vi selv allermest trænger til i vor Gerning, dersom vi i det hele ønsker og har besluttet at bede mere, saa lad os vende os til al Kraftens og Velsignelsens Kilde — lad os i Troen gribe det, at Bønnens Aand med hele sin Styrke er til for vor Skyld.

Vi indrømmer alle den Plads, Faderen og Sønnen har i vor Bøn. Det er til Faderen, vi beder, og af ham forventer vi Svaret. I Kraft af, hvad Sønnen har vundet til os, i hans Navn og ved det Liv, han lever i os, blivende i ham og han i os, stoler vi paa at blive bønhørt. Men er det blevet os klart, at i den hellige Treenighed har alle tre guddommelige Personer lige betydningsfuld Plads i Bønnen, og at Troen paa Forbønnens hellige Aand, som beder i os, er lige saa uundværlig som Troen paa Faderen og Sønnen? Hvor tydeligt ser vi det ikke i Ordet: "Ved Kristus har vi Adgang i een Aand til Faderen" (Ef. 2, 18). Ligesaa vist som vi beder til Faderen og gennem Sønnen, maa det ske ved Aanden. Og Aanden kan ikke bede anderledes i os, end det Liv er, som han lever i os. Kun i samme Grad - som vi lader Aanden raade i vort Liv og bede i os, kan vi være Redskaber til at herliggøre den Gud, der hører Bøn og hans evigt velsignede Søns formaaende Forbøn i al sin Kraft.

Tilsidst endnu dette: "Bed i Aanden for alle hellige" (Ef. 6, 18). Aanden, der er kaldt "Bønnens Aand", er ogsaa og i særlig Grad Forbønnens Aand. Det hedder om ham: "Aanden selv gaar i Forbøn for os med uudsigelige Sukke." "Han beder for alle hellige." Det samme Ord er brugt om Kristus: "Som ogsaa gaar i Forbøn for os." Tanken her udtrykker særlig Midlerens Gerning - en der gaar i Forbøn for en anden. Naar Forbønnens Aand helt faar Herredømmet, viger al Selviskhed, som om vi kun vilde eje ham selv og ikke hans Forbøn for andre, men ønske hans Velsignelse for os alene, og det begynder at gaa op for os,.hvilken forunderlig Forret, der er os givet ved, at vi maa bede for andre. Vi kommer til at længes efter Kristus-Livets selvforglemmende Offersind for andre, alt som vort Hjerte overgiver sig til Gud for at kunne opnaa hans Velsignelse til dem, der er omkring os. Forbønnen bliver da ikke noget enkelt Tilfælde eller en lejlighedsvis Del af vor Bøn, men selve Hovedindholdet deraf. Bøn for os selv kommer derved paa sin rette Plads som et Middel til at gøre os bedre skikkede til Forbønnens Tjeneste.

Maa jeg paa dette Sted udtale et rent personligt Ord til enhver af mine Læsere? Jeg har ydmygt bedt Gud om at give mig, hvad jeg maatte bringe eder - guddommeligt Lys og Hjælp til at afstaa fra det Liv, hvor Bøn forsømmes, og nu i dette Øjeblik begynde Forbønnens Liv, som Helligaanden kan hjælpe eder til at leve. Det kan ske ved en enkelt Troshandling, idet I begærer at faa Aandens Kraft, som er det Maal af Aand, som Gud ser, I er i Stand til at rumme, og som han derfor er villig til at skænke eder. Vil du ikke nu, i dette Øjeblik, tage derimod i Tro?

Lad mig minde dig om, hvad der sker ved Omvendelse. De fleste af os, sandsynligvis ogsaa du, søgte for en Tid Fred ved igennem Anstrengelser og Kampe at forsage Synd og behage Gud. Men du fandt den ikke derved. Guds Tilgivelse med Fred kom ved Troen paa Guds Ord om Kristus og hans Frelse. Du havde hørt om Kristus, som han gav os af Kærlighed, og du vidste, han var givet ogsaa til dig, du havde følt dig bevæget og draget af hans Naade, men Glæden og Freden, som han kan give, den erfarede du først, da du i Troen paa Guds Ord tog imod han som Guds Gave til dig. Troen paa ham og hans frelsende Kærlighed var hele Forskellen, som forvandlede dit Forhold fra at være en, der stedse bedrøvede ham, til at blive en, der elskede og tjente ham. Og dog maatte du siden ofte undre dig over, at du elskede ham saa lidt og tjente ham saa slet.

Dengang du blev omvendt, kendte du lidet til Helligaanden. Senere hørte du om hans Væren i dig som Guds Styrke i dig til at opfylde Faderens Vilje, og dog har hans Nærværelse og Gerning været noget vagt ubestemt noget, og næppe en Kilde til Glæde eller Kraft. Ved Omvendelsen kendte du endnu ikke din Trang til at eje ham og endnu mindre, hvad du havde Lov at vente dig af ham. Men dine Mangler har lært dig det. Og nu begynder du at se, hvor du har bedrøvet ham ved ikke at tro paa ham, ved ikke at adlyde ham og ved ikke at give ham Lov til at virke alt i dig efter Guds Vilje.

Alt dette kan ændres. Netop ligesom du, efter at have søgt Kristus og bedt til ham og forgæves prøvet at tjene ham, fandt Fred ved at modtage ham i Tro, saaledes kan du i dette Øjeblik give dig ind under Helligaandens fuldkomne Herredømme og begære og modtage ham som den, der skal virke alt i dig til Guds Velbehag. Vil du ikke gøre det? Modtag ham kun i Tro som Jesu Kristi Gave til dig, som Sjælen i hele dit Liv, ogsaa dit Liv i Bøn, og du kan regne med, at han skal bevare dig. Hvor svag du end føler dig, og ude af Stand til at bede ret, saa kan du dog nu begynde med i Stilhed at bøje dig for Gud i Forvisning om, at han vil lære dig at bede.

Kære Broder, ligesom du bevidst modtog Kristus i Tro for at faa Syndernes Forladelse, ligesaa kan du nu bevidst i den samme Tro modtage Kristi Gave. »Kristus forløste os.... for at vi kan faa Aandens Forjættelse ved Troen« (Gal. 3, 13.14). Knæl ned og tro ganske enfoldigt paa, at Kristus, som døber med Helligaanden, nu i dette Øjeblik som Svar paa din Tro vil begynde det velsignede Liv i dig, hvor Helligaandens Kraft helt og fuldt erfares. Uden Hensyn til, hvad du føler eller erfarer, saa stol med fuld Tillid paa ham som Bønnens og Forbønnens Aand, der vil gøre sin Gerning. Gentag denne Troshandling hver Morgen, ja hver Gang du beder; paa Trods af alt, hvad der synes anderledes, saa stol dog paa, at han arbejder i dig — vær vis paa, at han gør det — og han vil lade dig opleve, hvad Helligaandens Glæde er, naar han bliver Kraften i dit Liv.

"Jeg vil udgyde Bønnens Aand." Begynder du ikke at se, at Bønnens Hemmelighed er det samme som det guddommelige Livs Hemmelighed i dit Hjerte? Gud i Himlen giver den hellige Aand i vore Hjerter, for at han der skal være Guds egen Kraft, der skaber vor Bøn og drager os nærmere til ham. Gud er Aand, og kun et Liv i Aand kan leves i Samfund med ham. Derfor blev Mennesket skabt, for at Gud kunde tage Bolig i det og blive dets Liv. Det var denne guddommelige Iboen i os, som Synden forspildte. Det var dette, Kristus kom for at udvise ved sit Liv og genvinde til os ved sin Død og derefter delagtiggøre os i ved at komme til os igen i Aanden og saaledes leve i sine Disciple. Denne Guds Iboen i os ved Aanden er det eneste, som kan forklare og gøre det muligt for os at tilegne os de underfulde Forjættelser, der er knyttet til Bøn. Gud giver Aanden ogsaa som en Bønnens Aand for at opholde sit guddommelige Liv i os, det Liv, hvorfra stadig Bøn stiger op.

Ingen kan kalde Kristus Herre eller raabe Abba, Fader, uden ved den hellige Aand, og ingen kan uden ham bede uafladelig i Aand og Sandhed. Helligaanden er skænket den Troende for at være og virke i ham, alt efter Guds Vilje, og han er særlig skænket som Bønnens Aand. Er det ikke klart, at alt, hvad der vedrører Bøn, afhænger af vor Tillid til, at Helligaanden gør sin Gerning i os, og at vi overgiver os til hans Førelse i fuldkommen Afhængighed af ham?

Vi læser, at "Stefanus var fuld af Naade og Kraft" (Ap. Gern.6, 8). Begge Dele i samme Grad. Eftersom vi har Tillid til, at Aanden beder i os, vil han gøre sin Gerning; og det er det længselsfulde Begær, den alvorlige Bøn og den afgjorte Tro, Gud søger i os. Lad os dog kende ham og i Kristi Tro, som stedse giver os Aanden, indøve os i Visheden om, at vi kan lære at bede, som Faderen vil, vi skal bede.