Forbønnens tjeneste
af Andrew Murray

ELLEVETE KAPITEL
I JESU NAVN

"Hvad som helst I beder om i mit Navn, det vil jeg gøre ... Dersom I beder om noget i mit Navn, vil jeg gøre det ... Jeg har udvalgt eder, ... for at Faderen skal give eder... hvad som helst I beder ham om i mit Navn ... Sandelig, sandelig siger jeg eder, hvad som helst I beder Faderen om, skal han give eder i mit Navn. Hidindtil har I ikke bedt om noget i mit Navn, bed, saa skal I faa, at eders Glæde maa blive fuldkommen. Paa den Dag skal I bede i mit Navn." Joh. 14. 13, 14. 15, 16. 16. 23, 24, 26.

Seks Gange staar der: "I mit Navn." Herren vidste, hvor senhjertede vi vilde være til at tilegne os hans Ord, og han længtes inderligt efter, at vi virkelig skulde tro, at hans Navn er den Kraft, for hvilken hvert Knæ skal bøje sig, og hvori hver Bøn skal høres; derfor blev han ikke træt af at sige det atter og atter: "I mit Navn." Forbindelsen imellem dette forunderlige: »Hvad som helst I beder om« og det guddommelige: "Jeg vil gøre det... Faderen vil gøre det," er knyttet ved det ene Led: "I mit Navn". Vor Bøn og Faderens Bønhørelse sker paa hver sin Side i Jesu Navn. Hele vor Bøn afhænger af vor Opfattelse af dette - "I mit Navn".

Vi ved, hvad et Navn betyder: et Ord, som i vor Bevidsthed fremkalder en Genstands hele Væsen og Karakter. Naar jeg nævner et Lam eller en Løve, skildrer selve Navnet deres forskellige Natur. Guds Navn udtrykker hele hans guddommelige Karakter og Herlighed. Og saaledes betyder Jesu Navn hele hans Væsen, hans Person og Arbejde, hans Tænkemaade og hans Aand. At bede i Jesu Navn vil sige at bede i Fællesskab med ham. Naar først en Synder tror paa Kristus, ved han ikke af andet og tænker ikke paa andet end Kristi Fortjeneste og Forbøn. Og naar alt kommer til alt, er det her, at Grundstenen ligger for vor Tillid. Og dog, som den troende vokser i Naaden og kommer ind i et dybere og sandere Fællesskab med Kristus - d. v.s. bliver i ham - lærer han, at det at bede i Jesu Navn ogsaa betyder at bede i hans Aand under Tilegnelsen af hans Sind, saaledes som Helligaanden meddeler os det. Eftersom vi griber Betydningen af de Ord: "Paa den Dag skal I bede i mit Navn" - den Dag, da Kristi Aand begyndte at leve i hans Disciple - skal vi ikke mere studse over det mægtige, der ligger i Løftet: »Hvad som helst I beder om i mit Navn, det vil jeg gøre.« Da faar vi Klarhed over, at der ligger en uforanderlig Nødvendighed og Sikkerhed i den aandelige Lov: at hvad der bedes om i Jesu Navn - i Fællesskab med ham, udsprunget af hans Væsen og Aand - det maa ske. Ligesom Kristi bedende Sind lever i os, bliver hans Bøns Kraft ogsaa vor. Ikke saaledes, at Maalet af vor Attraa og Erfaring er Grundlaget for vor Tro, nej, Maalet af vor aandelige Udvikling og Kraft til at bede i hans Navn afhænger alene af, at vi redeligt og helhjertet overgiver os til alt, hvad vi ser, at Kristus søger at være i os. "Dersom I bliver i mig," siger han, »maa I bede, om hvad I vil.« Ligesom vi lever i ham, faar vi aandelig Styrke til at drage Nytte af hans Navn. Ligesom Grenen, der helt gaar op i at være til for Vinstokken, kan regne med al Vinstokkens Saft og Styrke til sin Frugt - saaledes kan et Guds Barn, der i Tro har modtaget Aanden som Herre over hele sit Liv, virkeligt og sandt benytte sig af al den Magt, som Jesu Navn giver.

Jesus kom til Jord som Menneske for at aabenbare for os, hvad Bøn er. Naar vi skal bede i Jesu Navn, maa vi bede, som han bad, med ham, lige som han nu beder i Himlen. Vi maa i Kærlighed fordybe os i og i Tro modtage ham selv som vort Forbillede, vor Lærer og vor Forbeder.

Den Bøn Jesus bad her paa Jorden, og den, han nu vil bede i os, kan ikke være to forskellige Ting. Ligesom der kun er een Gud, som er Aand og som hører Bøn, saaledes er der kun een Aand for den Bøn, der duer. Naar vi virkelig ser, hvad Tid Jesus brugte til Bøn - og hvorledes alle de store Begivenheder i hans Liv var forbundne med særlig Bøn - indser vi, hvor nødvendigt det er for os at være fuldkommen afhængige af og i uafbrudt tæt Forbindelse med Himlen, dersom vi skal leve det himmelske Liv eller bringe den himmelske Kraft til vore Omgivelser. Vi indser, hvor taabeligt og frugtesløst det maa være at prøve paa at arbejde for Gud, uden som det første af alt gennem Bøn at lade det himmelske Liv og dets Kraft tage os i Besiddelse. Hvis ikke denne Sandhed lever i os, kan vi ikke paa rette Maade benytte den vældige Magt, der ligger i Jesu Navn. Hans Eksempel skal lære os Betydningen af hans Navn.

Vi læser om hans Daab i Jordan: "Da Jesus var bleven døbt og bad, aabnedes Himlen« (Luk. 3,21). Det var under Bøn, at Himlen aabnedes over ham, og at Guds Aand dalede ned over ham, og Faderens Stemme lød til ham. Fuld af Aandens Kraft blev han ført ud i Ørkenen for under Faste og Bøn at faa den prøvet og fuldt tilegnet. Allerede som et tidligt Stadium af hans Gerning beretter Markus: "Om Morgenen, længe før Dag, stod han op og gik ud og gik hen til et øde Sted, og der bad han" (Mark. 1,35). Og noget senere fortæller Lukas: "Skarer kom sammen for at høre og for at helbredes; men han gik bort til Ørknerne og bad" (Luk. 5, 16). Han vidste, hvorledes den helligste Tjeneste: at prædike og helbrede kan udmatte Aanden, hvorledes alt for meget Samkvem med Mennesker kan fordunkle Fællesskabet med Gud; hvorledes Tid, Tid, god Tid er absolut nødvendig, for at Aanden kan hvile og rodfæstes i ham, og hvorledes intet Tryk af Pligter blandt Mennesker kan fri os fra den absolute Trang til megen Bøn. Om nogen kunde have haft nok af at leve og arbejde i Bønnens Aand, maatte det være vor Frelser. Men han kunde det ikke; han var bestandig nødt til i lange Bedestunder at forny sine Kræfter. At bruge Jesu Navn i Bøn vil visselig sige, at vi ogsaa følger hans Eksempel og beder, som han gjorde.

Lukas fortæller os, at Natten før Herren udvalgte sine Apostle, gik han »ud paa et Bjerg for at "bede, og han tilbragte hele Natten i Bøn" (Luk. 6, 12). Den allerførste Begyndelse til at stifte sin Kirke ved Udvælgelsen af de Mænd, der skulde være hans Vidner og Efterfølgere, kaldte ham til særlig udholdende Bøn. Al hans Gerning skulde gøres efter det Forbillede, som var vist ham paa Bjerget (Hebr. 8,5). »Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, uden hvad han ser Faderen gøre.... thi Faderen viser ham alt det, han selv gør« (Joh. 5,19-20). Om Natten blev det vist ham, medens han bad.

Natten efter Bespisningen af de fem Tusind, da Jesus vidste, at de med Magt vilde tage ham til Konge, før Jesu Vandring paa Søen, "gik han op paa Bjerget afsides for at bede" (Matth. 14, 23; Mark. 6, 46; Joh.6,15). Det var Guds Vilje, han var kommet for at gøre, og Guds Magt, han var kommet for at aabenbare. Det var ikke noget, han havde af sit eget - han maatte bede derom og modtage alt ovenfra. Hans første Bebudelse af sin forestaaende Død - efter Peters Bekendelse - indledes med de Ord: »Og det skete, medens han bad« (Luk. 9,18). I Indledningen til Beretningen om Forklarelsen paa Bjerget hedder det: »Han gik op paa Bjerget for at bede« (Luk. 9, 28). Disciplenes Bøn: "Herre, lær os at bede" (Luk. 11,1) følger lige efter dette: da han var et Sted og bad. I hele sit personlige Liv, i sit Samliv med Faderen, i alt, hvad han er og gør for Mennesker, er den Kristus, hvis Navn vi skal bruge, en Bønnens Mand. Det er Bøn, der giver ham Kraft til at velsigne, og som forvandler hans Aasyn til at straale af Himlens Herlighed (Matth. 17,2). Det er hans eget Liv i Bøn, der gør ham til Lærer for andre. Hvor meget mere maa det da ikke være Bøn, Bøn alene, megen Bøn, der kan gøre os skikkede til at faa Del i hans Herlighed ved et helt nyt Liv og kan gøre os til Kanaler for aandelig Velsignelse og Oplysning for andre. At bede i Jesu Navn vil sige at bede, som han beder.

Jo nærmere Døden kommer, des mere beder han. Jesus bad, dengang Grækerne ønskede at se ham, og han talte om sin forestaaende Død (Joh. 12,21 f.). Ved Lazarus' Grav bad Jesus (Joh.11,41). Den sidste Aften bad Herren den ypperstepræstelige Bøn (Joh. 17), for at vi kunde vide, hvad hans Offer betød, og hvordan hans evige Forbøn hjemme hos Gud vilde blive. I Gethsemane (Mark. 14, 32) bad han sin Bøn som Offeret selv, som Lammet, der selv gaar til Slagtebænken. Paa Korset er det stadig Bøn, der lyder — Forbarmelsens Bøn for sine Mordere, den lidende Forsoners Bøn i det dybe Mørke; Bønnen i Dødens Stund i tillidsfuld Overgivelse af sin Aand i Faderens Hænder.

Kristi Liv og Gerning, hans Lidelse og Død - var i en Hovedsum Bøn, Afhængighed af Gud, Tro til Gud, Modtagelse af Gud og Overgivelse til Gud. O, min troende Læser, din Frelse er vundet ved Bøn og Forbøn, din Frelser var en bedende Frelser: det Liv, han levede for dig og nu lever i dig, er det Liv i Bøn, som frydes ved at bie paa Gud og modtage alt af ham. At bede i hans Navn er at bede, som han bad. Kristus er kun vort Forbillede, fordi han er vort Hoved, vor Frelser og vort Liv. I Kraft af sin Guddomsmagt og sin Aand kan han leve i os: vi kan bede i hans Navn, fordi vi bliver i ham og han i os.

Al Kristi Undervisning var en Aabenbaring af, hvordan han selv levede og - Gud ske Tak - ogsaa af det Liv, han vilde leve i os. Hang Opdragelse af Disciplene gjaldt først at opvække deres Længsel og derefter at forberede dem til det, som han vilde at den hellig Aand skulde virke i dem. Lad os med fuld Tillid fastholde dette: at alt, hvad han selv var i Bøn, og alt, hvad han vilde opdrage Disciplene til, det vilde han selv give. Han kom for at fuldkomme Loven; endnu meget mere vil han fuldkomme Evangeliet i alt, hvad han vilde lære os med Hensyn til at bede.

a Hvad skal vi bede om? Det siges undertiden, at den direkte Bøn om mindre Ting i Sammenligning med Samarbejdet med Gud, er en lavere Form for Bøn, som indtager en ret underordnet Plads hos dem, der beder bedst og mest. Dersom vi nøje sætter os ind i, hvad Herren fortæller os om Bøn, vil vi faa at se, at dette ikke var hans Mening. I Herrens egen Bøn, i Lignelserne om Bøn, i Skildringen af Barnets Bøn om Brød og vor Søgen og Banken, i de mest centrale Tanker om Bøn i Tro, "hvad som helst I beder om, tro, at I har faaet," i dette "hvad som helst", der lød Gang paa Gang den sidste Aften - overalt lægger Herren os det indtrængende paa Sinde og opmuntrer os til at bede den enkelte bestemte Bøn og vente det bestemte Svar. Kun fordi vi alt for meget har indskrænket Bønnen til at gælde vor egen Trang, har det været anset for at være nødvendigt at frigøre den for et Skin af Selviskhed ved at give de enkelte Begæringer en underordnet Plads. Dersom de troende først faar Øjnene op for Herligheden ved Forbønnens Gerning og bliver klar over, at i den afgjorte Bøn om bestemte Gaver til bestemte Omraader eller Personer ligger vort højeste Fællesskab med vor herliggjorte Frelser og vor eneste Kraft til at bringe Velsignelse til Mennesker, saa vil det ogsaa være indlysende, at der ikke gives noget sandere Samfund med Gud, end disse bestemte Begæringer og Guds Svar derpaa, ved hvilke vi bliver Kanaler for hans Naade og Liv til Mennesker. Da bliver vort Samfund med Faderen ligesom Sønnens, der gaar i Forbøn hos Faderen.

Hvordan skal vi bede? - Herren lærte os at bede i Løndom, enfoldigt og ydmygt i den tilgivende Kærligheds Aand med Blikket fæstet paa Gud alene. Men som det vigtigste af alt gentager han atter og atter: bed i Tro. Og han forklarede denne Tro ikke alene som en Tillid til Guds Godhed og Magt, men som en afgjort Vished om at have modtaget det, vi beder om. Og med Henblik paa Svarets Tøven paalægger han os dernæst indstændig Udholdenhed og Paatrængenhed. Vi maa blive deres Efterfølgere, som ved Tro og Taalmodighed arver Forjættelserne (Hebr. 6,12) - den Tro, der griber om Forjættelsen og ved sig bønhørt - den Taalmodighed, som arver Forjættelsen og oplever Velsignelsen. Da vil vi komme til at forstaa, hvorfor Gud, der forudsiger at ville skaffe sine udvalgte snarligen Ret, handler med dem i tilsyneladende Tøven. Det sker, for at deres Tro maa blive renset for alt, hvad der er af Kødet, at den maa blive prøvet og styrket til at blive den aandelige Kraft, der magter alt - endog at kaste Hjertets Bjerge i Havet.

Vi har betragtet Jesu Liv i Bøn, vi har lyttet til hans Tale om, hvorledes vi skal bede. Men for at vide, hvad det vil sige at bede i Jesu Navn, maa vi lære ham at kende som den himmelske Forbeder.

Tænk et Øjeblik paa, hvad dette betyder: at hele hans Frelsesværk, der er udgaaet fra Himlen, stadig fortsættes, ligesom paa Jorden - ved uafbrudt Forbindelse med og umiddelbar Forbøn til Faderen, der virker alt i alle, og som er alt i alle. Enhver af Jesu Naadegerninger er forberedt i Bøn og skylder den sin Kraft. Gud faar Æren og Vidnesbyrdet om at være Giveren. Paa Naadens Trone er Forbønnen Jesu højeste Fællesskab med Faderen og hans Delagtighed i at styre Verden. Enhver Velsignelse, der kommer til os ovénfra, bærer dette Guds Stempel: ved Jesu Forbøn. Hans Forbøn er intet andet end Frugten og Herligheden af hans Forsoning. Da han gav sig selv som et Offer til Gud for Mennesker, viste han, at hele hans Hjerte kun havde eet Maal: Guds Herliggørelse ved Menneskers Frelse. Ved sin Forbøn virkeliggør han dette sit vældige Forsæt: Han herliggør Faderen ved Bøn og ved at modtage alt af ham; han frelser Mennesker ved at give dem, hvad han opnaar hos Faderen. Jesu Forbøn er Faderens Ære, hans egen Ære og vor.

Og nu, denne Forbeder, Jesus Kristus, er. vort Liv; han er vort Hoved, og vi er hans Legeme, hans Aand lever i os. Som i Himlen saaledes ogsaa paa Jorden er Forbønnen Guds udvalgte, ja, Guds eneste Kanal, hvorigennem Velsignelsen kan strømme. Lad os af Herren lære at kende dens Herlighed, og hvor Vejen gaar til at bruge denne forunderlige Kraft, og hvilken Plads den bør have i Arbejdet for Guds Rige.

Forbønnens Herlighed. Ved Forbøn herliggør vi Gud og Kristus. Ved den skaffer vi Velsignelse over Kirken og Verden. Ved den opnaar vi vort højeste Adelsmærke - den guddommelige Kraft til at frelse Mennesker.

Vejen til Forbøn. Paulus skriver: "Vandrer i Kærlighed, ligesom ogsaa Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en Gave og et Slagtoffer til Gud" (Ef. 5,2). Dersom vi lever, ligesom Jesus levede, vil vi, ligesom han, give hele vort Liv til Gud, for at han kan bruge os til Menneskers Frelse. Har vi engang gjort dette, overgivet os til Gud, saa vi ikke mere lever for os selv, men for ham (2. Kor. 5, 15) og for Mennesker, saa han kan bruge os og tildele os alt, hvad vi skal give andre, saa vil Forbønnen blive for os det samme, som den er for vor Frelser i Himlen, vor eneste store Livsgerning. Og dersom nogensinde den Tanke opstaar, at dette Kald ligger for højt for os, eller at den Gerning er for stor, saa vil Troen paa Kristus, den store Forbeder, som lever i os, give os Sejren. Vi vil lytte efter, hvad han har sagt: "De Gerninger, som jeg gør, skal ogsaa han gøre, og større end'disse skal han gøre" (Joh. 14, 12). Vi skal huske paa, at vi ikke er under Loven med dens Afmagt, men under Naaden, der med sin Almagt virker alt i os. Vi skal atter tro paa ham, der sagde til os: staa op og gaa, og som gav os sit eget Liv som vor Styrke. Vi skal paa ny bede om alt, hvad vi kan rumme af Guds Aand, som den tilstrækkelige Hjælp for al vor Trang, saa vi stoler paa, at han i os vil være Forbønnens Aand, der gør os til eet med Kristus i hans Forbøn. O, lad os holde vor Stilling og overgive os til Gud ligesom han og i ham for Menneskers Skyld.

Da skal vi forstaa, hvilken Plads Forbønnen skal have i den Gerning, Gud vil udføre gennem os. Vi skal ikke mere forsøge at gøre et Arbejde for Gud og bede ham om at give sin Velsignelse dertil. Vi skal gøre, som Vennen gjorde ved Midnatstid, som Kristus gjorde her paa Jorden, og som han nu gør i Himlen: vi skal først modtage alt af Gud og dernæst vende os til Mennesker og give dem, hvad han gav os. Uden Hensyn til Tid eller Besvær skal vi have samme Hovedopgave som Kristus: at modtage alt fra Faderen - saa skal vi faa Kraft til at virke blandt Mennesker.

Kristi Tjenere! Guds Børn! fat Mod! Lad ingen Frygt for Svaghed eller Ringhed skræmme eder - bed i Jesu Navn! Han er selv i sit Navn med al sin Fuldkommenhed og Kraft. Han er den levende Frelser, der selv vil gøre sit Navn til en Kraft i eder. Frygt ikke for at føre eders Sag frem i det Navn; hans Løfte er ubrydeligt i sin trefoldige Styrke: Hvad som helst I beder om - i mit Navn - det skal gives eder.