Forbønnens tjeneste
af Andrew Murray

TOLVTE KAPITEL
MIN GUD VIL HØRE MIG

Derfor længes Herren efter at vise eder Naade ... salige alle, der længes efter ham ... Naadig vil han vise dig Naade, naar du raaber; saa snart han hører dig, svarer han." Esaj. 30, 18. 19.

"Naar jeg paakalder Herren, hører han mig." Salme 4, 4.

"Jeg raaber til dig, thi du svarer mig." Salme 17, 6.

"Men jeg vil spejde efter Herren, jeg bier paa min Frelses Gud; min Gud vil høre mig." Mik. 7, 7.

Bønnens Magt har sin Rod i Troen paa, at Gud hører Bøn. I mere end en Betydning gælder denne Sandhed. Thi i denne Tro faar et Menneske Mod til at bede, og i den faar han Kraft til at formaa noget hos Gud. I det Øjeblik jeg føler mig forvisset om, at Gud ogsaa vil høre mig, tilskyndes jeg til at bede og til at holde ud i Bøn. Jeg føler Styrke til baade at begære og modtage Guds Svar i Tro. Mangel paa levende, "frydefuld Forvisning om, at »min Gud vil høre mig," er for en stor Del Grunden til Manglen paa Bøn. Dersom Guds Børn blot en Gang fik Syn for, at den levende Gud længes efter at opfylde deres Bøn og tilstaa dem alle de himmelske Gaver, de trænger til baade til dem selv og andre, hvor vilde alt da blive sat til Side for at give Tid og Lejlighed til at faa den eneste Kraft - Bønnen i Tro, — som kan sikre os himmelsk Velsignelse!

Intet kan hindre Bøn hos det Menneske, der i levende Tro kan sige og siger: »Min Gud vil høre mig.« Han ved, at hvad han ikke kan udrette eller faa udrettet paa Jorden, det kan og vil Himlen gøre for ham. Lad os hver især i Stilhed falde ned for Herren og bie paa, at han vil aabenbare sig for os som den Gud, der hører Bøn. For hans Ansigt vil alle de vidunderlige Tanker, der samler sig omkring denne Grundsandhed, ligesom af sig selv udvikle sig.

1. "Min Gud vil høre mig." Hvilken salig Vished! Vi har Guds eget Ord derpaa i utallige Løfter. Der er Tusind af Vidner, der bekender at have oplevet Sandheden deraf. Vi har selv oplevet det i vort Liv. Guds Søn er kommet til os fra Himlen med det Budskab, at dersom vi beder, vil Faderen give os. Vi har set, hvorledes den Bøn, han bad her paa Jorden, blev hørt. Og nu har vi Guds Søn i Himlen ved Faderens højre Haand, hvor han gaar i Forbøn for os. Gud hører Bøn - og han gør det med Glæde. Utallige Gange har han stillet sit Folk paa Prøve, for at det skulde blive nødt til at raabe til ham og lære ham at kende som den, der hører Bøn.

Med Skam maa vi bekende vor Lidentro overfor denne Sandhed, der skulde være modtaget i vore Hjerter og helt have haft Herredømmet over vort Væsen. At anerkende en Sandhed er ikke nok; den levende Gud, om hvem denne Sandhed taler, maa i Lyset af den aabenbares saaledes, at hele vort Liv leves for hans Ansigt med Barnets faste Overbevisning: Jeg ved sikkert, at min Fader hører mig.

Kære Guds Barn! Du ved af Erfaring, hvor lidt en tankemæssig Opfattelse af Sandheden gavner dig. Bed Gud om at aabenbare sig for dig. Dersom du ønsker at leve et helt nyt Bønnens Liv, saa begynd hver en Bedestund med stille Tilbedelse, indtil du mærker, at han i Sandhed er nær og er rede til at svare dig. Saa kan du begynde din Bøn med de Ord: "Min Gud vil høre mig!"

2. "Min Gud vil høre mig." Hvilken forunderlig Naade! Tænk paa Gud i al hans ophøjede, ubegribelige Guddomsherlighed, siddende paa Naadens Trone biende paa at vise Barmhjertighed, dragende og opmuntrende dig til at bede efter hans Forjættelse: "Kalder han paa mig, svarer jeg ham" (Sal. 91,15). Tænk paa dig selv i al din menneskelige Intethed og Hjælpeløshed, i din Usselhed og Ulydighed som en Synder; i din Svaghed og Uværdighed som en af de hellige, og du maa bryde ud i Lovsang og Tak for den Naade, der giver dig Lov til frimodigt at sige om din Bøn for dig selv og for andre: "Min Gud vil høre mig." Tænk paa, at du ikke er overladt til dig selv, og hvad du kan udrette i dette forunderlige Samfund med Gud. Gud har gjort dig til eet med Kristus. Han selv og hans Navn er Grundlaget for al din Tillid. Paa Naadens Trone beder han med dig og for dig, ved Tronens Fodskammel beder du med ham og i ham. Din Tillid til og Vished om at blive bønhørt bunder i alt, hvad Jesus er, og i Faderens Glæde ved at bønhøre ham. Men der er endda mere. Tænk paa Helligaanden, Guds egen Søns Aand, der er skænket i dit Hjerte, for at du kan raabe Abba Fader, og for at være Bønnens Aand i dig, naar du ikke ved, hvordan du skal bede. Tænk paa, at du i al din Ubetydelighed og Uværdighed regnes lige med Kristus. Tænk i al din Uvidenhed og Svaghed paa Aanden, der i dig gaar i Forbøn efter Faderens Vilje, og hvor kan du andet end raabe med Fryd: Hvilken forunderlig Naade! I Kristus har jeg Adgang til Faderen. Jeg kan tro det, ja, jeg tror det: "Min Gud vil høre mig."

3. "Min Gud vil høre mig." Hvor ufatteligt! Der er Vanskeligheder, som til Tider ikke kan andet end stige frem og forfærde selv det redeligste Hjærte. Der er Spørgsmaalet om Guds almægtige vise, altomfattende Vilje. Hvorledes kan ofte vore saa ufornuftige Ønsker og vor selviske Vilje overvinde og forandre den fuldkomne Vilje? Var det ikke bedst at overlade alt til hans Afgørelse, han, som ved, hvad der tjener os bedst og i Kærlighed vil give os det allerbedste? Eller hvor er det muligt, at vor Bøn kan ændre det, som han forud har bestemt? Saa er der Spørgsmaalet om Nødvendigheden af vedholdende Bøn og Bien efter Svaret. Dersom Gud er den uendelige Kærlighed og hellere vil give end modtage, hvorfor behøves da saa den indtrængende Bøn, Kampen og Paatrængenheden og den lange Tøven, som Skriften og vor egen Erfaring melder om? Herud af stiger saa endnu et Spørgsmaal, nemlig Mængden af tilsyneladende forgæves og ubesvarede Bønner. Hvor mange har ikke indtrængende bedt for dem, de elskede, og de er dog døde uden Frelse. Hvor mange Aars Raaben om aandelig Velsignelse er ikke forblevet ubesvaret. Det er en stor Prøvelse for vor Tro at tænke paa alt dette og kan vel faa os til at tøve lidt, naar vi siger: "Min Gud vil høre mig."

Aah, Bøn er et Dyb af aandelig Mystik, med al dens Magt hos Gud og hans Trofasthed til at høre den. Til de ovennævnte Spørgsmaal kan der gives Svar, som kan fjerne nogle af Vanskelighederne. Men naar alt kommer til alt, er det første og det sidste, der kan siges. herom: »Lige saa lidt, som vi kan begribe Gud selv, kan vi begribe denne hans mest velsignede Egenskab, at han hører Bøn. Det er et aandeligt Mysterium — intet mindre end den hellige Treenigheds Mysterium. Gud hører os, fordi vi beder gennem hans Søn, fordi den Helligaand beder i os. Dersom vi har fæstet Lid til og begæret Kristi Liv som vort Livs Sundhed og Aandens Herredømme som vor Styrke, saa lad os ikke tøve med at tro, at ogsaa vor Bøn har Kraft. Helligaanden kan gøre os skikkede til at tro det og fryde os derved, selv der hvor ethvert Spørgsmaal endnu er ubesvaret. Han vil gøre det, naar vi lægger alle vore Spørgsmaal ind til Guds Hjerte, stoler paa hans Trofasthed og overgiver os til ydmygt at adlyde hans Befaling: at bede uafladelig. Enhver Kunst udfolder kun sine Hemmeligheder og sin Skønhed for det Menneske, der udøver den. For den ydmyge Sjæl, der beder i lydig Tro, fordi Gud vil det, aabenbares Herrens Hemmelighed, og i Stedet for at være et anstrengende Problem, bliver Tanken om Bønnens Mystik en Kilde til Glæde, Beundring og Tro, der idelig gentager: "Min Gud vil høre mig!"

4. "Min Gud vil høre mig!" Hvilket højtideligt Ansvar! Hvor ofte hører vi ikke Beklagelse over Mørke, Skrøbelighed og Mangel, som om intet kunde afhjælpe alt dette. Og Gud har lovet os i Svar paa Bøn at opfylde al vor Trang og give os sit Lys, sin Kraft og Fred. Gid vi tillidsfulde forstod baade Ansvaret ved at have en saadan Gud og slige Forjættelser og tillige den Synd og Skam, det er for os ikke at drage den yderste Nytte deraf. Hvor trygge skulde vi da være i Forvisningen om, at den Naade, som giver os Kræfter til at bede, som vi skal, vil blive givet os.

Men der er endnu mere. Denne vor Adgang til en bønhørende Gud er særlig givet os, for at vi skal være Forbedere for vore Medmennesker. Ligesom Kristus opnaaede sin Ret til formaaende Forbøn ved at give sig selv som et Offer til Gud for vor Skyld, og derigennem modtage de Velsignelser, han uddeler, saaledes har ogsaa vi, om vi i Sandhed med Kristus overgiver os til Gud for Menneskers Skyld, Delagtighed i hans formaaende Forbøn, og bliver i Stand til at hente Himlens Kraft ned til dem. Magten over Liv og Død ligger i vore Hænder (1. Joh. 5,16). Som Svar paa Bøn kan Guds Aand blive udgydt, Sjæle blive omvendt og troende bringes paa Fode. Ved Bøn kan Mørkets Magter besejres, fangne Sjæle føres ud i Kristi Frihed og Guds Herlighed blive aabenbaret. Gennem Bøn kan Aandens Sværd, der er Guds Ord, svinges med Kraft, og den mest genstridige kan bringes for Jesu Fod, hvad enten det sker ved Prædiken eller Samtale med den enkelte.

Hvilket Ansvar Kirken har overfor Forbønnens Tjeneste! Hvilket Ansvar der paahviler enhver Præst, Missionær og Lægmand, som er kaldet til at leve for Sjæles Frelse, til at handle ud fra og vise sin Tro i dette: "Min Gud vil høre mig." Og hvilken Tilskyndelse er dette for enhver troende til i Stedet for at nedgrave eller miste sit Talent, at søge det udnyttet til det yderste, for at bruge det i Bøn og Forbøn for alle hellige og for alle Mennesker. Min Gud vil høre mig. Jo dybere vi trænger ind i Forstaaelsen af denne forunderlige Magt, som Gud har givet Mennesker, des mere vil vi med hele vort Hjerte hengive os til Forbønnens Tjeneste.

5. "Min Gud vil høre mig." Hvilket saligt Udsyn! - Jeg ser det for mig - alle Brist i mit tidligere Liv skyldes Mangel paa denne Tro. Navnlig min Synd overfor Forbønnens Gerning har sin dybeste Aarsag heri - jeg levede ikke i den faste Tro og velsignede Forvisning: "Min Gud vil høre mig!" Gud være lovet! Jeg begynder at se det - jeg tror det. Alt kan blive anderledes. Eller snarere: jeg ser ham, jeg tror ham. "Min Gud vil høre mig!" Ja, mig, endog mig! Saa almindelig og ubetydelig jeg end er, paa en ringe Plads, hvor jeg næppe vil savnes, naar jeg gaar herfra - endogsaa jeg har Adgang til den almægtige Gud med fuld Tillid til, at han hører mig. I Kristus tør jeg ført af Helligaanden sige: Jeg vil bede for andre, for jeg er sikker paa, at min Gud vil lytte til min Bøn: "Min Gud vil høre mig." Hvilken salig Fremtid for mig - hver jordisk og - aandelig Bekymring ombyttet med Fred fra den Gud, der har Omsorg for alle og hører Bøn. Hvilken velsignet Udsigt for mit Arbejde - ved Bevidstheden om, at tøver end Svaret længe med at komme, og behøves der megen Taalmodighed og udholdende Bøn, Sandheden er usvigelig sikker - "min Gud vil høre mig!"

Og hvilken velsignet Udsigt for Kristi Kirke, dersom vi blot alle kunde give Bønnen sin rette Plads, give Troen paa Gud sin rette Plads eller snarere give den bønhørende Gud sin rette Plads! Mon ikke dette er det allerførste, der skal bedes om af dem, der i nogen Maade begynder at se den yderlige Trang til mere Bøn. Dengang Gud til at begynde med Gang paa Gang udgød sin Aand over sit bedende Folk, gav han for stedse den Regel: jo mere der bedes, des mere Plads beredes der for Helligaanden. Lad alle os, der kan sige: "Min Gud vil høre mig!" forene os i inderlig Bøn om, at denne Sandhed over alt i Guds Kirke maa komme til at indtage den rette Plads, saa skal den velsignede Udsigt blive til Virkelighed: en bedende Kirke, udrustet med Helligaandens Kraft.

6. "Min Gud vil høre mig." Hvilken Trang til guddommelig Oplysning! Det trænger vi til, baade for at kunne bevare dette Ord i levende Tro og for at kunne gøre fuld Brug af det i Forbøn. Det er blevet sagt, og kan vel ikke siges ofte nok og alvorligt nok, at det ene fornødne for vore Dages Kirke er Helligaandens Kraft. Just fordi dette er Sandhed set fra den guddommelige Side, maa vi fra den menneskelige Side lige saa sandt bekende, at det ene fornødne for os er mere Bøn, mere af den troende, udholdende Bøn. Der er meget hos os, som maa bekendes og bortfjernes, dersom Aanden skal kunne virke frit i os. |

Skal vi ikke alle lade os oplyse om det, der muliggør den formaaende Bøn - nemlig den Tro, der altid kan nynne: "Min Gud vil høre mig?" Saa enfoldigt og ligetil som det er, saa behøves der dog Øvelse og Taalmodighed dertil, der behøves himmelsk Oplysning for at lære det ret.