Forbønnens tjeneste
af Andrew Murray

TRETTENDE KAPITEL
PAULUS SOM FORBILLEDE PAA BØN

"Gaa hen ... og spørg ... efter en ved Navn Saulus fra Tarsus; thi se, han beder." Ap. Gern. 9, 11.

"Derfor blev der vist mig Barmhjertighed, for at Jesus Kristus kunde paa mig, som den første, vise hele sin Langmodighed, til et Forbillede paa dem, som skal tro - paa ham til evigt Liv." 1. Tim. 1, 16.

Gud gav sin egen Søn hen og gjorde ham til et Forbillede for os. Det kan til Tider synes, som om Kristi Eksempel taber i Kraft ved Tanken om, at han, der var uden Synd, ikke var Menneske som en af os. Vor Frelser gjorde Paulus, en Mand med samme Egenskaber som vi, til et Forbillede paa, hvad kan kunde gøre for en, der var den største af alle Syndere. Og Paulus, der mere end nogen anden har sat sit Præg paa den kristne Kirke, er altid blevet fremhævet som Forbillede for hvert Menneske. I hans Tilegnelse af guddommelig Sandhed og hans Undervisning i den, i hans Hengivenhed for Herren og hans selvforglemmende Iver i Tjenesten, i hans dybe Erfaring fra den Frelser, der levede i hans Hjerte, og Delagtigheden i hans Kors, i hans oprigtige Ydmyghed, i hans enfoldige og frimodige Tro, i hans Begejstring og Udholdenhed for Missionens Sag, - i alt dette og meget mere "viste Herrens Naade sig overvættes rig i ham" (1. Tim. 1, 14). Kristus gav ham, og Menigheden modtog ham som et Forbillede paa, hvad Herren vilde have, og hvad Herren vilde udrette. Syv Gange taler Paulus om, at de troende skal følge ham efter. 1. Kor. 4,16: "Jeg formaner eder altsaa: vorder mine Efterfølgere;" 11,1: "Vorder mine Efterfølgere, ligesom ogsaa jeg er Kristi" (Filip. 3,17; 4,9; 1. Tess. 1,6; 2. Tess. 3, 7-9).

Dersom Paulus ikke bliver studeret og set hen til som Forbillede paa Bøn i samme Grad som i andre Henseender, er det ikke, fordi han i det Stykke ikke ogsaa er et særligt Bevis paa, hvad Naaden formaar, eller fordi vi ikke her trænger saa meget til Hjælp af ham som Forbillede. Et Studium af Paulus som Forbillede paa Bøn vil indbringe rig Oplysning og Opmuntring. De Ord, Herren brugte om ham ved hans Omvendelse, "thi se, han beder," kan godt bruges som Motto over hele hans Liv. Det himmelske Syn, som kastede ham til Jorden, blev altid siden Magten i hans Liv. Kristus ved Guds højre Haand, i hvem vi velsignes med al aandelig Velsignelse, blev alt for ham. At bede om og forvente aandelig Kraft til sit Arbejde og over sit Arbejde som noget, der hentedes fra Himlen ved Bøn, var den ligefremme Frugt af hans Tro paa den herliggjorte Frelser. Ogsaa heri vilde Herren, at han skulde være os et Forbillede, for at vi kunde lære, at just i samme Grad, som Herligheden ved Kristus og hans Gaver, det guddommelige ved Frelsens Kræfter, kendes og gribes i Tro, vil Bønnen blive Udtryk for Hjertets uvilkaarlige Tilflugt til dets eneste Livskilde. Lad os se, hvad vi ved om Paulus.

Disse aabenbares næsten ubevidst. Han skriver i Rom. 1,9-11: "Gud er mit Vidne... hvor uafladeligt jeg kommer eder i Hu, idet jeg bestandig i mine Bønner beder om, at jeg dog endelig en Gang maatte faa Lykke til ved Guds Vilje at komme til eder. Thi jeg længes efter at se eder, for at jeg kan meddele eder nogen aandelig Naadegave, for at I maatte styrkes" Rom. 10, 1: "Brødre, mit Hjertes. Ønske og Bøn til Gud for dem er om deres Frelse." Rom. 9, 2-3: "jeg har en stor Sorg og en uafladelig Kummer i mit Hjerte. Thi jeg kunde ønske selv at være bandlyst fra Kristus til Bedste for "mine Brødre." 1. Kor. 1,4: "Jeg takker min Gud altid for eder, for den Guds Naade, som blev given eder i Kristus Jesus." 2. Kor. 6, 4: "Men i al Ting anbefale vi som Guds Tjenere os selv ved stor Udholdenhed...i Trængsler...i Nattevaagen og Faste." Gal. 4, 19: "Mine Børn, som jeg atter føder med Smerte, indtil Kristus har vundet Skikkelse i eder." Ef. 1,16: "Derfor har jeg... ikke ophørt at takke for eder, idet jeg ihukommer eder i mine Bønner." Ef. 3, 14 f.: "For denne Sags Skyld bøjer jeg mine Knæ for Faderen - at han vilde give eder efter sin Herligheds Rigdom mægtigt at styrkes ved hans Aand i det indvortes Menneske." Fil. 1,3. 4.8.9: "Jeg takker min Gud, saa ofte jeg kommer eder i Hu, idet jeg altid, i hver min Bøn, beder for eder alle med Glæde... thi Gud er mit Vidne, hvorledes jeg længes efter eder alle med Kristi Jesu inderlige Kærlighed. Og derom beder jeg." Kol. 1,3.9: "Vi takker Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader altid, naar vi beder for eder... Derfor have ogsaa vi fra den Dag, vi hørte det, ikke ophørt at bede for eder og begære." Kol. 2,1: "Jeg vil, at I skal vide, hvor stor en Kamp jeg har for eder og for alle... som ikke har set mit Aasyn i Kødet." 1. Tess. 1,2: "Vi takker Gud altid for eder alle, naar vi kommer eder i Hu i vore Bønner." 3,9 f.: "Vi glæder os over eder for vor Guds Aasyn, idet vi Nat og Dag inderligt beder om at maatte faa eder selv at se og raade Bod paa eders Tros Mangler." 2. Tess. 1,3: »Vi er skyldige altid at takke Gud for eder.« 2. Tim.1,3: "Jeg takker Gud... ligesom jeg uafladelig har dig i Erindring i mine Bønner Nat og Dag. Filem. 4: "Jeg takker min Gud altid, naar jeg kommer dig i Hu i mine Bønner."

Alle disse Udtalelser giver os et Billede af en Mand, hvis daglige Liv var udtrykt i de Ord: "Uafladelig Bøn." Han havde en dyb Forstaaelse af, at Omvendelsen alene ikke var nok, og at Naaden og Kraften maatte hentes ned til de nyomvendte gennem Bøn. Han forstod, at dette maatte ske ved megen og uafladelig Bøn Nat og Dag; Visheden om, at Bøn vilde bibringe dem den - derfor bestod hele hans Liv af fortsat maalbevidst Bøn. Han havde en saadan Forstaalese af, at alt maatte komme ned ovenfra, og en saadan Tro paa, at det vilde komme som Svar paa Bøn, at Bøn hverken blev ham en Pligt eller en Byrde, men hans Hjertes naturlige Tilflugt til det eneste Sted, hvor det kunde opnaa, hvad det søgte for andres Skyld.

Det er af lige saa stor Betydning at vide, hvad Paulus bad om, som at vide, hvor ofte og alvorligt han bad. Forbøn er et aandeligt Arbejde. Vor Frimodighed dertil vil meget bero paa vor Bevidsthed om at bede efter Guds Vilje. Jo mere maalbevidst vi beder om aandelige Ting, som vi straks føler, at Gud alene kan skænke, og som vi er sikre paa, at han vil skænke, des mere indtrængende vil vor Henvendelse være til Gud alene. Jo mere umuligt det er for os at opnaa, hvad vi beder om, des mere vil vi vende os fra menneskelig: Hjælp og bede Gud alene derom.

I Brevene finder vi i Forbindelse med Paulus' Udtalelser om. Bøn en Mængde bestemte Bønner, hvori Paulus ytrer sit Hjertes. Ønsker for dem, han skriver til. I disse ser vi, at hans første Bøn altid gaar ud paa, at de maa blive befæstede i deres Trosliv. Hvor meget han end priste og takkede Gud, naar han hørte om deres. Omvendelse, saa vidste han dog, hvor svage de nyomvendte var, og at intet kunde befæste deres Tro uden Naadens Aand nedbedt over dem. Betragter vi nogle af de vigtigste af disse Bønner, ser vi, hvad han bad om og, hvad han opnaaede.

Tag de to Bønner i Efeserbrevet - den ene om Lys, den anden om Kraft. I den første (1, 15) beder han om Visdoms Aand til at. oplyse dem om, hvori deres Kald bestod, deres Arv og den vældige Guds Kraft, der virkede i dem. Aandelig Oplysning og Kundskab. var, hvad de allermest trængte til, at der skulde bedes om for dem. I den sidste (3, 15) beder han om, at den Kraft, de har set i Kristus, maa faa Lov at virke i dem, og de maa blive saaledes styrkede ved Guds Magt, at Kristus maa bo i dem med den Kærlighed, der overgaar al Forstand, for at de kunde fyldes til al Guds Fylde. Dette var altsammen noget, som kun kunde gives dem ovenfra, og det var, hvad han bad om og forventede skulde gives dem. Dersom vi vil lære Forbønnens Kunst af Paulus, maa vi ikke bede om noget. ringere for vore Dages Troende.

Betragt Bønnen til Filippi (1, 9-11). Der er det ligeledes først aandelig Oplysning, det gælder, dernæst et ulasteligt Liv og saa det. frugtbare Liv til Guds Ære. Saaledes ogsaa i den skønne Bøn i Kol.1, 9-11. Først aandelig Kundskab og Forstaaelse af Guds Vilje og derefter Bestyrkelse med hans Kraft til al Udholdenhed og Glæde.

Eller tag de to Bønner 1. Thess. (3, 12. 13; 2, 23). Den første: "Eder lade Herren vokse og blive overvættes rige i Kærligheden. til hverandre .... saa at han styrker eders Hjerter og gør dem udadlelige i Hellighed." Den anden: "Men han selv, Fredens Gud, helliggøre eder ganske og aldeles, og gid eders Sjæl og Legeme maa bevares helt og holdent, uden Dadel." Disse Ord ligger saa højt for: os, at vi næppe forstaar, endnu mindre tror eller erfarer, hvad de betyder. I den Grad levede Paulus i Aandens Verden, og saa fortrolig var han med Guds Hellighed, Almagt og Kærlighed, at saadan Bøn var det naturlige Udtryk for, hvad han vidste, Gud kunde og vilde gøre for ham. "Gud styrke eders Hjerter til at være ulastelige i Hellighed,"" "Gud helliggøre eder ganske og aldeles" - det Menneske, som tror, at dette er muligt og begærer det, vil ogsaa bede derom for andre. Alle disse Bønner bærer Vidnesbyrd om, at han ønsker, Mennesker skal leve Aandens Liv paa Jorden. Intet Under, at han ikke fristes til at fæste Lid til menneskelig Hjælp, men kun regner med den fraoven. Atter maa jeg sige, at jo mere vi tager Paulus' Bøn som Forbillede for vor og gør hans Ønsker til vore for de troende, vi beder for, des mere vil Bøn til Gud blive som vort daglige Brød.

Disse vejleder os lige saa fuldt som hans Bøn for de hellige. De vidner om, at han ikke betragter Bøn som noget, der særlig tilkommer en Apostel; han tilskynder det ringeste og enfoldigste Guds Barn til at gøre denne sit Ret gældende. De vidner tillige om, at han ikke mener, at blot de nyomvendte og svage i Troen behøver Forbøn; selv var han som et Lem paa Legemet afhængig af Brødrenes og Menighedens Bønner. Efter i 20 Aar at have forkyndt Evangeliet beder han stadig om Forbøn, for at han maa føre Ordet ret. Naaden maa søges og hentes ned fra Himlen over hans Gerning, ikke een Gang for alle, ikke blot for en Tid, men uophørligt Dag for Dag. Kirkens eneste Haab er efter Paulus' Opfattelse endrægtig og vedholdende Bien efter 'Herren. Med Helligaanden kom et aandeligt Liv, ind i Verden; intet uden et ubrudt Samliv med Gud kan bevare det.

Hør, hvorledes og med hvilken Alvor han opfordrer til Bøn (Rom. 15, 30): "Jeg formaner eder, Brødre, ved vor Herre Jesus Kristus og ved Aandens Kærlighed til med mig at stride i eders Bønner for mig til Gud, for at jeg maa udfries fra de genstridige i Judæa ...for at jeg kan komme til eder med Glæde." Hvor forunderligt blev ikke disse Bønner besvaret (Rom. 15,5,6,13). Den mærkelige Kendsgerning, at det romerske Verdensherredømme, som i Pilatus overfor Jesus, i Herodes overfor Peter og i Filippi havde vist sit Fjendskab imod Guds Rige, bliver Paulus' Beskytter og fører ham sikkert til Rom, kan kun forklares ud fra disse Bønner.

2. Kor. 1, 10.11: "Til hvem vi har sat vort Haab, at han ogsaa fremdeles vil fri os, idet ogsaa I kommer os til Hjælp med Bøn for os." (Ef. 6, 18. 19 f.: "Idet I under al Paakaldelse og Bøn beder til enhver Tid i Aanden ... for alle de hellige; ogsaa for mig, om at der maa gives mig Ord, naar jeg oplader min Mund ... at jeg maa have Frimodighed deri til at tale, som jeg bør." Fil. 1, 19: "Thi jeg ved, at dette (Trængslen) skal blive mig til Frelse ved eders Bøn og Jesu Kristi Aands Hjælp." Kol. 4, 2—4: "Værer vedholdende i Bønnen ... idet I tillige beder ogsaa for os, at Gud vil oplade os en Ordets Dør til at tale Kristi Hemmelighed ... for at jeg kan aabenbare den saaledes, som jeg bør tale." 1. Thess 5,25: "Brødre, bed for os!"" Filemon 22: "Thi jeg haaber, at jeg ved eders Bønner skal skænkes eder."

Vi saa, hvorledes Kristus bad. og lærte sine Disciple at bede. Vi ser nu, hvorledes Paulus bad og lærte Menighederne at bede. Ligesom Mesteren saaledes tilskynder hans Tjener os til at tro paa og til at vise, at Bøn er en Kraft, der i samme Grad tiltrænges i Kirken som i Menigheden. Hans Tros Beskaffenhed har vi i een Sum udtrykt i de mærkelige Ord om noget, der volder ham Sorg: "Thi jeg ved, at dette skal falde ud til Frelse for mig ved eders Bøn og Jesu Kristi Aands Hjælp." I samme Grad som han saa hen til sin himmelske Frelser for at faa Aandens Hjælp, regnede han med, at hans Brødre paa Jorden skulde sikre ham den ved Bøn. Guds Aand fra Himlen og Bøn paa Jorden var for ham saa vel som for de tolv efter Pinsefesten uadskillelig knyttet til hinanden. Vi taler ofte om apostolisk Iver, Nidkærhed og Kraft — maatte Gud give os en Opvækkelse af apostolisk Bøn.

"Lad mig endnu engang stille det Spørgsmaal: Indtager Forbønnens Tjeneste den Plads i Menigheden, som den bør have? Er der i Arbejdet for Herren en almindelig Forstaaelse af, at alt beror paa, at vi for os og i os modtager Jesu Kristi Aands Hjælp fra Gud, som kan give vort Arbejde virkelig Kraft til at velsigne? Dette er Jesu Kristi guddommelige Plan for alt Arbejde - for hans eget og for hans Tjeneres - og denne Plan fulgte Paulus: hver Dag først at komme til Gud som den, der ingen Ting har, og af ham modtage Aandens Hjælp til Forbøn - og derefter at gaa ud og meddele andre, hvad der er givet fra Himlen: I alle sine Formaninger talte Jesus hyppigere til sine Disciple om deres Bøn end om deres Prædiken. I sine Afskedsord nævnede han lidt om Prædiken, men meget om Helligaanden og om, at de maatte bede om, hvad som helst i hans Navn. Dersom det skal lykkes os at vende tilbage til at leve som Paulus og de første Apostle, og virkelig tilegne os den Sandhed hver Dag - min første Pligt, min eneste Styrke er Forbøn for at sikre Guds Kraft til de Sjæle, der er betroet mig og til mig selv - maa vi have Mod til at bekende tidligere Synd og tro paa, at der er Befrielse derfra. Det vil i Begyndelsen ikke være let at bryde med gamle Vaner eller modstaa Pligternes Tryk og underordne alt dette ene. Men enhver, der er tro heri, vil ikke alene selv faa sin Løn, men vil blive en Velsignelse for andre. »Du skal kaldes det revnedes Tilmurer, Vejenes Forbedrer, saa at man kan have Bolig« (Es. 58, 12).

Men er dette virkelig muligt? Kan det virkelig lykkes, at Mennesker, der aldrig nogensinde har kunnet møde Vanskeligheder, endsige overvinde dem, enddog kan blive mægtige i Bøn? Sig mig, var det virkelig muligt for Jakob at blive til en Israel - en, der overvandt Gud? Ja, det var. Hvad der er umuligt for Mennesker, er muligt for Gud. Har du ikke som den store Frugt af Jesu Forsoning modtaget Bønnens og Forbønnens Aand fra Faderen? Stands og tænk over, hvad dette betyder. Vil du endnu tvivle om, at Gud kan gøre dig til »en, der kæmper med Gud« og som overvinder ham? O, lad os bandlyse al Frygt og i Tro gøre den Naade gældende, der ligger til Grund for, at Helligaanden med Bønnens og Forbønnens Naade har taget Bolig i os. Lad os holde det fast i Tro, at han lever i os for at gøre os skikkede til vort Arbejde. Lad os i Troen ikke frygte for at tilegne os og give os ind under den store Sandhed, at Forbøn, ligesom den er vor himmelske Konges Gerning for Naadens Trone, er det vigtigste Arbejde for hans Tjenere paa Jorden.

Vi har Helligaanden, som bringer Jesu Liv ind i vore Hjerter for at gøre os skikkede til dette Arbejde. Lad os da straks begynde og opflamme Gaven i vort Indre. Naar vi hver Dag afser Tid til Forbøn og regner med Aandens Kræfter, vil den Tillid vokse i os, at vi er Paulus' Efterfølgere efter det os beskikkede Maal, ligesom han var Kristi.