Forbønnens tjeneste
af Andrew Murray

FJORTENDE KAPITEL
GUD SØGER FORBEDERE

"Jeg sætter Vægtere paa dine Mure, Jerusalem; ingen Sinde Dag eller Nat skal de tie. I, som minder Herren, und jer ej Ro, og lad ham ikke i Ro, før han bygger Jerusalem, før han faar gjort Jerusalem til Pris paa Jorden." Esaj. 62, 6. 7.

"Han saa, at der ingen var, og det undrede ham, af ingen greb ind." Esaj. 59, 16.

"Jeg spejded, men ingen hjalp til, jeg studsede, men ingen stod mig bi." Esaj. 63, 5.

"Ingen paakaldte dit Navn, tog sig sammen og holdt sig til dig." Esaj. 64, 6.

"Jeg søgte iblandt dem efter en, der vilde bygge en Mur og stille sig i Gabet for mit Aasyn til Værn for Landet, at jeg ikke skulde ødelægge det; men jeg fandt ingen." Ezek. 22, 30.

"Jeg har udvalgt eder og sat eder til, at I skal gaa hen og bære Frugt ... for at Faderen skal give eder, hvad som helst I beder ham om i mit Navn." Joh. 15, 16.

Naar vi vil vide noget om Stjernehimlen, beror meget paa den rette Opfattelse af Himmellegemernes Størrelse. Uden noget Begreb om Størrelsen af disse, der synes saa smaa for vort Øje og dog er saa store, uden nogen Forstaaelse af den næsten ubegrænsede Udstrækning af de Egne, hvori de bevæger sig, endskønt disse forekommer os nær ved og ret kendte, kan vi intet sandt Kendskab faa til Stjerneverdenen og dens Forhold til Jorden. Det samme gør sig gældende i den aandelige Verden og det aandelige Liv, vi er kaldede til at leve. Særlig er det Tilfældet i Forbønnens Liv og dets underfulde Forbindelse mellem Himmel og Jord. Alt beror paa den rette Opfattelse af Størrelserne. Tænk blot paa de tre, der kommer først: Der er en Verden, som i sin Nød og Trang er fuldstændig afhængig af og venter paa at blive hjulpet ved Forbøn; der er en Gud i Himlen, som med sin Almagt til at afhjælpe al Nød kun venter paa at blive bedt derom; der er en Menighed, som med sit underfulde Kald og sine sikre Løfter venter paa at blive vakt op til Forstaaelse af sit Ansvar og sin Magt.

Gud søger Forbedere. - Der er en Verden med sine Millioner af vansmægtende Sjæle og med Forbønnen som sit eneste Haab. Hvor megen Kærlighed og Virksomhed er forholdsvis forgæves, fordi der er saa lidt Forbøn. Tusind Millioner lever som om der aldrig havde været en Guds Søn, der var død for dem. Tredive Millioner forsvinder hvert Aar i det yderste Mørke uden noget Haab. Hundreder af Millioner bærer Kristennavn, og den allerstørste Del af dem lever i den yderste Uvidenhed og Ligegyldighed. Der er Millioner af svage sygelige Kristne, Tusinder af udmattede Arbejdere i Guds Rige kunde blive velsignede gennem Forbøn og kunde selv hjælpes frem til at eje Forbønnens Kraft. Menigheder og Missionsvirksomheder ofrer Liv og Arbejde ofte med lidet Resultat paa Grund af manglende Forbøn. Sjæle, der hver for sig er en Verden værd, hvis Pris er betalt med intet mindre end Jesu Blod er indenfor Rækkevidden af den Kraft, der kan vindes ved Forbøn. Vi har sikkert ingen Forestilling om Størrelsen af den Gerning, der kan gøres af Guds Forbedere, ellers vilde vi frem for noget andet raabe til Gud om at give os Forbønnens Aand.

Gud søger Forbederé. - Der er en almægtig Gud, som er i Stand til at møde al denne Elendighed. Det er sagt til os, at han finder Behag i at vise Barmhjertighed, at han venter paa at vise sin Naade, at han længes efter at udgyde sin Velsignelse; at den samme Kærlighed, i hvilken Faderen har givet sin Søn i Døden, idelig omgiver hvert eneste Menneske. Og dog hjælper han ikke. Og de fortabes, i Kina alene 1 Million om Maaneden, og det er som om Gud ikke rører paa sig. Dersom han er Kærlighed og længes efter at velsigne, maa der være en uransagelig Grund for, at han holder sig tilbage. Hvad kan det være? Skriften siger, det er paa Grund af vor Mangel paa Tro. Det er Guds Børns Vantro. Han har gjort dem delagtige med sig selv, ophøjet dem og bundet sig til dem ved at gøre deres Bønner til et af de vigtigste Midler til at opnaa hans Kraft. Mangel paa Forbøn er en af Hovedgrundene til Mangel paa Velsignelse. O, at vi dog maatte se bort fra alt andet og vende Øje og Hjerte imod den Gud, der hører Bøn, indtil hans Herlighed i Forjættelsernes Opfyldelse, hans Kraft og hans Kærligheds Tanker overvældede os! Hvor skulde da hele vort Liv og vort Hjerte fyldes med Forbøn.

Gud søger Forbedere. Der er en tredje Størrelse, som vort Blik maa rettes imod: Forbedernes vidunderlige Forret og Magt. Der er en falsk Ydmyghed, som gør Selvfornedrelse til en stor Dyd, fordi den aldrig har set sin Intethed. Dersom den vidste det, vilde den aldrig gøre Undskyldning for sin Svaghed, men rose sig af sin store Skrøbelighed, som den eneste Betingelse for, at Kristi Kraft kan tage Bolig deri. Den vilde lige saa lidt bedømme sin Kraft efter, hvad den ser og føler, som vi kan bedømme Solens og Stjernernes Størrelse efter vort Øjes Opfattelse deraf. Troen ser Mennesket skabt i Guds Billede og Lighed for at være Guds Talsmand i denne Verden og hersker over den. Troen ser Mennesket retfærdiggjort og løftet op til Samfund med Kristus, levende i ham, gjort til eet med ham og iklædt hans Magt til at øve Forbøn. Troen ser Helligaanden saaledes, som han tager Bolig i Hjertet og der beder og sukker og øver Forbøn efter Guds Sind. Troen ser de helliges Forbøn som en Del af 'Treenighedens Liv — den troende som Guds Barn, der i Kristus beder til Faderen ved Helligaanden. Troen ser noget af den guddommelige Fuldkommenhed og Herlighed i denne Frelsesplan udført gennem Forbøn, vækker Sjælen op til Bevidsthed om dens vidunderlige Lod og omgiver den med Styrke til den velsignede Selvopofrelse, som den tilskynder til.

Gud søger Forbedere. Da han kaldte sit Folk ud af Ægypten, udskilte han Præsternes Stamme, for at den skulde holde sig nær til ham og staa for hans Ansigt og velsigne Folket i hans Navn. Ned gennem Tiderne søgte og fandt han Forbedere, for hvis Skyld han skaanede og velsignede sit Folk. Før sin Død sagde Herren til den snevre Kreds, der var sammen med ham, en snever Kreds med særlig Hengivenhed for hans Gerning, til hvilken der stadig er fri Adgang for enhver Discipel: "Jeg udvalgte eder og satte eder til, at hvad som helst I beder Faderen om i mit Navn, vil han give eder." Vi har allerede lagt Mærke til det seks Gange gentagne "hvad som helst - i mit Navn — det skal gives." Heri stiller Kristus Himlens Kræfter til deres Raadighed - ikke til deres eget Brug, men til hans Riges Fremme. Hvor forunderligt de brugte den, har vi set. Og siden den Tid har disse Mænd ned gennem Tiderne haft deres Efterfølgere i Mennesker, der har godtgjort, hvor sikkert Gud svarer paa Bøn. Og vi kan takke Gud for, at der i vore Dage er et stedse stigende Antal, der begynder at se og i deres Liv at bevise, at baade i Kirkens og Missionens Arbejde, ja, overalt i Guds Rige er Forbøn den store "Hovedsag, den Kraft, der formaar noget hos Gud. De prøver paa at lære og ønsker, at alle maa lære, at Forbønnen indtager Førstepladsen i alt Arbejde paa Sjæles Frelse, og at de, som derigennem ved Helligaandens Kraft faar alt det ovenfra, som de skal meddele til andre, ogsaa vil blive bedst skikkede til at gøre Herrens Gerning.

Gud søger Forbedere. Endskønt Herren havde sine udvalgte i Israel, Tjenere, Vægtere, han selv havde udset sig, til at raabe til ham Nat og Dag uden at give ham Ro, har han ofte undret sig og beklaget,.at der ingen Forbeder var, ingen der kunde tage sig sammen til at gribe efter hans Kraft. Og i vore Dage venter Herren stadig og undrer sig over, at der ikke er flere Forbedere, at ikke alle hans Børn hengiver sig til dette det højeste og helligste Arbejde, og at mange af dem, der gør det, ikke gaar op i det med større Iver og Udholdenhed. Gud undrer sig over at finde Evangeliets Forkyndere, der beklager, at deres Pligter ikke levner dem Tid til dette, som han vilde skulde være deres første og højeste, deres kæreste og mest frugtbare Arbejde. Han undrer sig over at finde Sønner og Døtre,d er har forladt Hjem og Venner for hans Skyld i Evangeliets Tjeneste, men som kun har forstaaet saa lidt af Meningen med, at han vil bo i dem med sin Kraft - saa de Dag for Dag kan modtage alt, hvad de trænger til for at give det til det mørke Hedenskab. Han undrer sig over at finde Skarer af sine Børn, der - næppe nok ved, hvad Forbøn er. Han undrer sig end mere over at finde store Mængder, der har faaet at vide om denne deres Pligt, og som søger at adlyde den, men maa tilstaa, at de kun kender lidet til at trænge ind paa Gud og overtale ham.

Gud søger Forbedere. Han længes efter at uddele endnu større Velsignelser. Han længes efter langt rigere at aabenbare sin Guddomsherlighed og sin frelsende Kærlighed. Han søger Forbedere i langt større Tal og med langt større Magt for at berede Herrens Vej. Han søger dem. Hvor skulde han lede efter dem om ikke i sin Menighed? Og hvorledes venter han at finde dem? Han betroede den Gerning til sin Menighed at fortælle, hvad Herren har behov, den Gerning at opmuntre, indøve og forberede dem til hans hellige Tjeneste. Og han vender stadig tilbage for at søge Frugt, for at søge Forbedere. I sit Ord taler Herren om Enker, der »har sat deres Haab til Gud og bliver ved med Bønner Nat og Dag« (1. Tim. 5, 5). Han ser, om Menigheden opøver en Hær af de aldrende Mænd og Kvinder, der ikke mere kan deltage i praktisk Arbejde, men som kunde styrke Hæren af de »udvalgte, som raaber til ham Dag og Nat.« Han ser paa den store Skare i Ungdomsarbejdet for praktisk Kristendom, de 3-4 Millioner unge, der har viet ham deres Liv med det Løfte: »Jeg lover Herren Jesus Kristus, at jeg vil stræbe at gøre, hvad som helst han forlanger af mig« og undrer sig over, hvor mange der er blevet opøvet saaledes, at de har kunnet gaa over fra det ugentlige Bedemødes Troskabsløfte til at være med i den lønlige Skare af Forbedere, der kæmper for Sjælefrelse. Han ser paa de Tusinder af unge Mænd og Kvinder, der er under Uddannelse til Præst eller Missionsarbejder, og stirrer længselsfuldt efter, om Menigheden oplyser dem om, at Forbøn hos Gud maa være deres første Attraa, og om den søger at opøve dem og hjælpe dem ind deri. Han ser efter, om Præster og Missionærer udnytter de Muligheder, de har til at arbejde med de troende i deres eget Samfund for at føre dem ind i den Flok, der arbejder med ved deres Bøn, og som kan »stride for dem i deres Bønner.« Gud søger Forbedere lige som Kristus søgte det vildfarne Faar, indtil han fandt det.

Gud søger Forbedere. Han hverken vil eller kan fritage Menigheden for Arbejde. Og derfor kommer han og kalder og drager paa mange forskellige Maader. Snart ved et Menneske, hvem han vækker op til at leve Troens Liv i sin Tjeneste og dermed beviser, hvor aabenbart og rigt han svarer paa Bøn. Snart ved Beretning om en Menighed, der gør Bønnen om Sjæles Frelse til sit Udgangspunkt og bærer Vidnesbyrd om Guds Trofasthed. Til andre Tider kalder Gud gennem en Mission, der giver Bevis for, hvor særlig Bøn kan afhjælpe særlig Nød og hente Aandens Kraft ned. Og undertiden gennem en Vækkelsesbølge, der kommer som Svar paa endrægtig indtrængende Bøn. Paa disse og mange andre Maader viser Gud os, hvad Forbøn kan udrette, og han formaner os til at vaagne op og berede hans store Hær til alle som een at blive en Skare af Forbedere.

Gud søger Forbedere. Han sender sine Tjenere ud for at kalde ad dem. Maatte Præster tage dette op som en Del af deres Pligt. Maatte de indrette deres Menighedssamfund til at være en Forbønnens Skole. Giv Mennesker særlige Opgaver i Bøn. Prøv at opmuntre dem til at dem til at tage en ganske bestemt Tid til Bøn, om det saa kun er 10 Minutter hver Dag. Hjælp dem til at forstaa den Frimodighed, hvormed de maa komme frem for Gud. Lær dem at forvente og spejde efter Svarene paa deres Bønner. Vis dem, hvad det vil sige først at bede og faa Svar i Løndom og derefter frembære Svaret og meddele Velsignelsen. Sig til enhver, der har Tiden til sin Raadighed, at han er stillet ligesom Englene, der frit kan dvæle ved Naadens Trone og derefter udsendes til Hjælp for deres Skyld, der skal arve Frelse (Hebr. 1, 14). Forkynd højlydt dette velsignede Budskab, at denne Ære tilkommer alle Guds Børn. Der er ingen Forskel. Alle er kaldede, alle er der Brug for, Tjenestepigen saavel som Daglejeren, den værkbrudne saavel som Datteren i Hjemmet og alle de gamle og unge Mænd ude i Forretningslivet. Gud søger Forbedere.

Gud søger Forbedere. Alt efter som Præster tager den Gerning op at finde og opøve dem, vil det fremkalde endnu mere Bøn hos dem selv. Kristus udvalgte først Paulus til at være et Forbillede paa hans Naade, førend han gjorde ham til en Forkynder af den. Det er ganske rigtigt, naar der siges, at en Præsts første Pligt bestaar i ydmygt at bede Gud om, at alt, hvad han vil have udrettet i sit Folk, først med fuld Sandhed maa ske i ham selv. Bestræbelsen for at bringe dette Budskab fra Gud kan foraarsage megen Selvprøvelse og Ydmygelse. Saa meget desto bedre.

Den bedste Øvelse i at udføre et Arbejde faar man ved at hjælpe andre med at gøre det. O, I Kristi Tjenere, der er sat som Vægtere for at raabe til Gud Dag og Nat, lad os være vaagne over for vort hellige Kald. Lad os tro paa Forbønnens Magt. Lad os bruge den. Lad os søge at faa den Aand og det Liv i Eje, vi forkynder, at det kan komme vort Folk til Gode. Naar vi overgiver vor Aand og vort Liv til Gud i Forbøn, saa maa den Aand og det Liv, Gud giver dem gennem os, ufejlbarlig ogsaa blive Forbønnens Liv.