Forbønnens tjeneste
af Andrew Murray

FEMTENDE KAPITEL
DEN KOMMENDE VÆKKELSE

"Vil du ikke skænke os Liv paa ny, saa dit Folk kan glæde sig i dig." Salme 85, 7.

"Fuldbyrd det i Aarenes Løb." Hab. 3, 2.

"I Højhed og Hellighed bor jeg, hos den knuste, i Aanden bøjede for at kalde de bøjedes Aand og de knustes Hjerte til Live." Esaj. 57, 15.

"Kom, vi vil tilbage til Herren! Han sønderrev, han vil og læge, han slog os, vil ogsaa forbinde." Hos. 6, 1. 2.

Man hører ofte Tale om den kommende Vækkelse. Der er ikke faa Ledere, som ser Tegnene paa, at den nærmer sig, og med Overbevisning melder dens snarlige Frembrud. Med sikker Forvisning imødeser de en Tid fuld af en hidtil ukendt Kraft og Velsignelse, og Tegnene dertil ser de i den voksende Missionsinteresse, Melding om Vækkelser paa Steder, hvor 'alt var Død og Kulde; i Ungdomsskaren, som samles i Studenternes og andre kristne Foreninger; i alle de aabne Døre, der oplades overalt i Kristenheden og Hedningeverdenen og i de Sejre, der allerede er sikrede paa Markerne, der gulnes til Høst overalt, hvor troende Arbejdere med Haab trænger frem. En ny Tid er ved at oprinde for Menigheden, en Tid med dybere og videre rækkende aandeligt Liv.

Der er andre, som alt imens de indrømmer Sandheden af disse Kendsgerninger, dog frygter for, at de dragne Slutninger er for ensidige og overilede. De ser godt, at Missionsinteressen er vokset, men fremhæver, at den er begrænset til snevre Kredse og saa langt fra at være som den burde. For den allerstørste Del af Kirkens Medlemmer, for store Dele af Menigheden er denne ikke desto mindre alt andet end et Livsspørgsmaal. De minder os om den Magt, som Verdslighed og Formvæsen har, om Pengestræb og Forlystelsessyge blandt bekendende Kristne, om Manglen paa Aand i saa mangfoldige af vore Menigheder, de slutter endvidere fra Massernes stadig stigende Forsømmelse af Herrens Dag og Ord, at den store Vækkelse visselig ikke er begyndt og næppe nok anet af de fleste. De siger, at de ikke ser den dybe Ydmyghed, det stærke Begær og den brændende Bøn, som altid opstaar som sikre Forløbere for enhver sand Vækkelse.

Det kan være lige saa forkert at se for mørkt paa det som for lyst. Vi maa saa vidt muligt undgaa overdreven Optimisme, som aldrig evner at vurdere det ondes Magt, ligesaavel som haabløs Pessimisme, der hverken kan prise Gud for, hvad han har gjort eller tro ham til, hvad han vil gøre.

Det lyse Syn vil fortabe sig i glad Selvtillid hver Gang, det kan fryde sig ved egen Iver og Flid og tilsyneladende Fremgang og vil aldrig indse Nødvendigheden af Syndsbekendelse og Kamp i Bøn for at blive beredte til at møde og til at sejre over Mørkets Hærskarer. Det mørke Syn betragter næsten Verden som overgivet til Satan, og er nærved baade at bede om og fryde sig ved, at alt maa blive endnu værre for at fremskynde Herrens Komme, der skal bringe alt paa Fode. Maatte Gud bevare os fra den ene saavel som den anden af disse fejle Betragtninger og opfylde det Løfte: "Dine Øren skal høre det Ord bag ved dig. Her er Vejen, I skal gaa." (Es.30, 21).

Lad os lytte efter, hvad de foranstaaende Skriftsteder lærer os, det vil hjælpe os til paa rette Maade at kunne bede den Bøn: "Herre, kald din Gerning til Live."

1. "Herre, kald din Gerning til Live." Læs atter disse Skriftsteder igennem og læg Mærke til, hvorledes de alle rummer den ene Tanke: Vækkelse er Guds Gerning; han alene kan give den, ovenfra maa den komme. Vi staar ofte i Fare for at se hen til, hvad Gud har gjort og nu gør og regne med det som et Pant paa, at han straks vil gøre mere. Og alt imens kan det være Sandhed, at han velsigner os saa vidt, som vor Tro og Selvovergivelse gør det muligt, idet Gud ikke kan give os mere, før der har været en ny Syndserkendelse og Bekendelse af, hvad der hindrer ham. Eller vi kan være optaget af at betragte de mange gode Livstegn omkring os og fryde os over alle de mange Foreninger og Foretagender, der gror frem, medens Trangen til Guds mægtige og direkte Indgriben ikke er levende, og den fuldkomne Afhængighed af ham føles ikke. Vi anerkender alle, at Genfødelsen, det guddommelige Liv, som skænkes os, er Guds Gerning, et Under, der sker ved hans Kraft. Genoprettelsen eller Genopvækkelsen af dette guddommelige Liv i en Sjæl eller i Menigheden, er i samme Grad en overnaturlig Gerning. For at vi aandeligt skal kunne orientere os og forstaa de aandelige Kendetegn, saa vi kan forudsige den kommende Vækkelse, maa vi trænge dybere ind i Fortroligheden med Gud og hans Vilje med Hensyn til Betingelserne for den og Udrustningen af dem, som beder om den, eller som skal være Redskaber til at bære den frem. "Den Herre Herren gør intet uden at have aabenbaret sin Hemmelighed for sine Tjenere" (Amos 3, 7). Gud er det, som skal give Vækkelsen, Herren vil selv aabenbare sine Hemmeligheder, og Forberedelsen sker alene gennem den Aand, der i fuldkommen Afhængighed af Gud giver ham Æren og Prisen.

2. "Herre, kald din Gerning til Live." Det næste, der siges os, er, at den Vækkelse, Herren vil sende, kommer som Svar paa Bøn. De, der kender lidt til Vækkelsernes Historie, vil erindre, hvor ofte det har vist sig — at baade større og mindre Vækkelser kan føres tilbage til direkte Bøn derom. I vor egen Tid er der mangfoldige Møder og Missionsvirksomheder, hvor særlige eller stadige Vækkelser - Gud alene har Æren — staar i Forbindelse med systematisk Bøn i Tro. Den kommende Vækkelse vil ikke danne en Undtagelse herfra. En særlig Udgydelse af Bønnens Aand, der opildner de troende baade til Lønkammerbøn og til Fællesbøn, og som nøder dem til at arbejde med Iver i deres Bønner, vil være et af de sikreste Tegn paa, at Regnen fra det høje med Strømme af Velsignelse er nær.

Maatte dog alle, som er betyngede under Savnet af Guds Aand, og som føler Svagheden i de troendes Liv, høre det Kald, som lyder til alle. Dersom der skal komme en Vækkelse — en mægtig, guddommelig Vækkelse - behøves der paa vor Side en tilsvarende helhjertet Hengivelse i Bøn og Tro. Lad ikke en eneste troende mene sig for svag til at hjælpe med eller tænke, at han ikke vil savnes. Dersom han først begynder, vil den Gave, der er nedlagt i ham, udvikle sig saaledes, at han i sin Kreds og blandt sine Fæller bliver Guds udvalgte Forbeder. Lad os tænke paa de mange Sjæle i Nød, paa alle Gud Børns Synder og Mangler, paa den liden Kraft, der er i megen Forkyndelse, og lad os hver Dag raabe til Gud: "Vil du gøre os levende igen, at dit Folk maa glæde sig i dig."

Og lad den Sandhed staa skrevet dybt i vore Hjerter: enhver Vækkelse kommer, ligesom Pinsefesten, som en Frugt af endrægtig vedholdende Bøn. Den kommende Vækkelse maa begynde med den store Opvækkelse til Bøn. Lyden som af mange Vande bliver hørt først i Lønkammeret bag den lukkede Dør. En stadig voksende Lønkammertjeneste baade af Præster og Lægfolk vil være den sikre Forbøn for Velsignelsen.

3. "Herre, kald dig Gerning til Live." - Det tredje Ord, der er anført, lærer os, at Vækkelsen er givet som Løfte til de ydmyge og sønderknuste. Vi ønsker, at Vækkelsen maa komme til de stolte og selvretfærdige, saa de maa knækkes og vinde Frelse. Gud vil ogsaa dette, men kun paa Betingelse af, at de, som ser og føler andres Synd, tager deres Byrde paa sig i Bekendelsen af Synden og bærer den, og at alle, der beder om og i Tro begærer Guds opvækkende Kraft i Menigheden, ydmyger sig og tager Del i Bekendelsen af Menighedens Synder. Nødvendigheden af en Vækkelse peger altid hen paa forudgaaende Forfald; og Forfald foraarsages altid af Synd. Ydmygelse og Sønderknuselse har altid været Betingelserne for en Vækkelse. I al Forbøn er Bekendelsen af Menneskets Synd og Guds retfærdige Dom et væsentligt Led.

Overalt i Israels Historie ser vi dette. Det kommer frem hos de fromme Konger i Juda Rige. Vi hører det i Bønnen hos Mænd som Esra og Nehemias og Daniel. Hos Esajas og Jeremias og Ezekiel, saa vel som hos de smaa Profeter er det Grundtonen i Formaningen saa vel som i Forjættelserne. Dersom der ikke findes Ydmygelse og Forsagelse af Synd, kan der heller ikke skabes Genoplivelse eller Befrielse: »Disse Mænd har givet deres Afguder Plads i deres Hjerte ... Skulde jeg vel lade mig adspørge for dem" (Ez. 14,3). Midt i de rigeste Naadens Løfter om, at Gud vil besøge sit Folk, lyder altid denne Tone: "Skam jer og blues over eders Veje, Israels Hus" (Ez 36, 32).

Det samme møder vi i den ny Pagt. Bjergprædikenen lover Guds Rige til de fattige og dem, der sørger. I Brevene til Korinth og Ga laterne bliver menneskelig Gudsdyrkelse, Verdens Klogskab og Kødets Lyst forkastet, og uden Syndsbekendelse og Forsagelse heraf er alle Forjættelser om Naadens Aand forgæves. Blandt Brevene til de syv Menigheder finder vi fem, i hvilke han, af hvis Mund der udgaar et tveægget Sværd, siger, at han har noget imod dem. I hvert eneste af dem er Grundtonen i hans Budskab dette: Omvender eder! og dette er ikke sagt til uomvendte, men til Menigheden. Alle de herlige Forjættelser, som hver af disse Breve indeholder, lige fra det første og til det sidste med sit: "om nogen lukker Qp, til ham vil jeg gaa ind" (Aab. 3,20). "Den som sejrer, ham vil jeg give at tage Sæde hos mig paa min Trone" (Aab. 3, 21) - de afhænger alle af det ene Ord: Omvend eder!

Og skal der ske en Vækkelse ikke blandt de ufrelste, men indenfor vore Menigheder, en Vækkelse til Fremme af et helligt aandeligt Samfund, mon det da ikke er nødvendigt, at der stødes i Basunen, saa det lyder: Omvend eder! var det kun i Israel paa Kongers og Profeters Tid, at saa megen Synd trængte til at fordrives fra Guds Børn? Var det mon alene til det første Aarhundredes Menigheder, at Paulus og Jakob og Herren fandt det fornødent at tale saadanne skarpe Ord? Eller er der ikke i vore Dages Menighed en Tilbedelse baade af Mammon og Kulturen og Verdens Aand, som skaber Utroskab imod Menighedens eneste Herre og Mester, en Tillid til Kødet. som bedrøver og staar Guds Aand imod? Høres der ikke næsten overalt en Bekendelse af Mangel paa Aand og Aandens Kraft? Lad alle, som længes efter den kommende Vækkelse og som søger at fremskynde den ved deres Bønner, frem for noget andet bede Herren om at udruste Redskaber til med Profetiens Gave at berede Vej for ham og forkynde hans Befaling: "Løft din Røst som Basunen, forkynd mit Folk dets Brøde" (Es. 58, 1). Enhver dybtgaaende Vækkelse blandt Guds Folk maa have sin Rod i en dyb Syndsfølelse og Syndsbekendelse. Førend de, der vil føre Menigheden ind paa Vejen til Vækkelse, lærer i Troskab at bekende Menighedens Synder, maa det befrygtes, at denne ikke er beredt dertil. Det vil være forgæves, om vi vénter en Vækkelse ud af vore Foretagender og Fremstød — Guds Vej er lige den modsatte: Ud af Død, hvori man føler sig som i Syndens Ørken og maa bekende sin fuldkomne Hjælpeløshed virker Herren Opvækkelse. Han bor hos den sønderknuste i Aanden.

4. "Herre, kald din Gerning til Live." Der er endnu en sidste Tanke, som er nævnt i Teksten fra Hoseas. Vækkelsen vil komme eftersom vi vender om til Herren; thi dersom vi ikke havde fjernet os fra ham, saa vilde hans Liv leve med Kraft iblandt os. Kom, lad os vende om til Herren - han har sønderrevet og vil læge os; har han slaget, vil han forbinde os. Han skal gøre os levende ... at vi maa leve for hans Ansigt."

Som før nævnt kan der ikke ske nogen Omvendelse uden Bevidstheden om og Bekendelsen af, at vi er faret vild. Lad os vende om til Herren maa være Løsenet for Vækkelsen. Lad os vende om, idet vi erkender og forsager, hvad der kan have været i Menigheden, som ikke er fuldt overensstemmende med hans Vilje og Aand. Lad os vende om, idet vi bortkaster alt, hvad der i vort Sjæleliv har været af de to store Fjenders Magt, kødelig Selvtillid og denne Verdens Aand. Lad os vende om, med Bevidstheden om, hvor helt Gud maa eje os, for at han kan fylde os med sin Aand og bruge os i sin Søns Rige. O, lad os vende om i fuld Overgivelse til en Afhængighed og en Hengivenhed, der ikke sætter sin Grænse lavere end Herrens ubetingede Krav! Lad os med hele vort Hjerte vende om til Herren, at han maa danne os og bevare os til helt at være hans. Han vil genopvække os, og vi skal leve for hans Aasyn. Lad os vende os til Pinsens Gud, ligesom Kristus lærte sine Disciple at vende sig til ham, og Pinsens Gud vil vende sig til os.

Til denne Omvendelse til Herren er det, at vi behøver Forbønnens store Gerning. Det er her den kommende Vækkelse skal finde sin Styrke. Lad os hver især i det stille begynde at bønfalde Gud, og lad os bekende den Synd, vi ser som Hindring hos os selv og hos andre. Om der saa ikke var nogen anden Synd, saa er der i Forsømmelsen af Bøn Stof nok til Anger og Bekendelse og Omvendelse til Herren. Lad os i dem, der er omkring os, søge at fremkalde Guds Aand til Syndsbekendelse, Bøn og Forbøn. Lad os hjælpe med at opmuntre og opøve dem, der føler sig for svage til at være med. Lad os med høj Røst forkynde Herrens Sandheder. Vækkelsen maa komme ovenfra, Vækkelsen maa i Tro modtages ovenfra og hentes ned ved Bøn; Vækkelsen kommer til de ydmyge og sønderknuste, for at de skal bringe den til andre; dersom vi med hele vort Hjerte vender om til Herren, vil han genopvække os. Men paa dem, der ser disse Sandheder, hviler det højtidelige Ansvar for at bære Vid-nesbyrdet ud derom og leve paa dem.

Og ligesom enhver af os beder om en Vækkelse i hele Kristi Kirke, maa vi samtidig særlig raabe til Gud i Forbøn for vore egne Omgivelser og vort eget Arbejde. Maatte hver eneste Præst og Lægmand prøve sig selv alvorlig overfor dette, om de er villige til at give saa megen Tid og Kraft til Bøn, som Gud vil. Maatte de i samme Grad, som de i det aabenlyse er Ledere af større og mindre Kredse, ogsaa i det skjulte indtage deres Plads i de forreste Rækker af den store Forbederskare, som kan formaa noget hos Gud, førend den store Vækkelse kan komme med Strømme af Velsignelse. Maatte dog ikke en eneste af alle dem, der taler om og tænker paa eller længes efter Vækkelse, holde sig tilbage i dette store Arbejde i ærlig, alvorlig og maalbevidst Bøn: Herre, kald din Gerning til Live! Vil du ikke gøre os levende igen?"" »Saa lad os da kende, jage efter at kende Herren! Som Morgenrøden er hans Opgang vis. Da kommer han til os som Regn, som Vaarregn, der væder Jorden« (Hos. 6, 3). Amen, det ske.