|
Gamle tekster
Fortællinger og smaatræk
af D L Moody
Sand kærlighed
En Dag, da jeg var i Brooklyn, saa jeg paa Gaden en ung Mand uden Arme. En Ven, som fulgtes med mig, viste mig ham og fortalte mig hans Historie. Da Krigen brød ud i sin Tid, ansaa han det for sin Pligt at melde sig til Tjeneste ved Hæren. Han var forlovet, og medens han var Soldat, gik der hyppig Brev mellem ham og hans Kæreste. Efter et af Slagene ventede hun imidlertid længe forgæves paa det sædvanlige Brev fra ham. Omsider kom der et Brev med en fremmed Haandskrift. Med skælvende Hænder aabnede hun det og læste da følgende Ord: "Vi har været i et forfærdeligt Slag, hvor jeg er bleven saa ilde tilredt, at jeg aldrig bliver i Stand til at forsørge dig. Jeg har faaet en Ven til at skrive dette for mig. Jeg elsker dig højere end nogensinde, men jeg løser dig fra dit Løfte. Jeg vil ikke bede dig om at knytte din Skæbne til min, nu da jeg er bleven en Krøbling."
Der blev ikke afsendt noget Svar paa dette Brev, men med først afgaaende Tog kom den unge Pige selv. Hun gik lige til Hospitalet, hvor hun fik at vide Nummeret paa den Stue, paa hvilken han laa, og gik saa ned ad den Gang, der var mellem de lange Rækker af saarede Mænd. Da hun omsider fik Øje paa hans Nummer, skyndte hun sig hen til ham, lagde Armene om hans Hals og sagde: "Jeg slipper dig ikke. Jeg vil sørge for dig."
En saadan Kærlighed kunde han ikke modstaa.
De blev gifte, og de blev saa lykkelige som nogen.
Jesus siger: "Jeg vil sørge for dig. Jeg vil tage dig ind til mit Hjerte." Hin unge Mand kunde have vraget sin Kærestes Kærlighed; han kunde have gjort det, men han gjorde det ikke. Hvis du vil tage imod din Frelsers Kærlighed, kan du visselig blive frelst. Guds Kærlighed staar altid aaben for os.
|