Fortællinger og smaatræk
af D L Moody

Den unge Prædikant, der prædikede om Guds Kærlighed.

Jeg har Lyst til at fortælle Jer, hvorledes jeg fik mine Øjne aabnede for den Sandhed, at Gud elsker en Synder. Da jeg var ovre i Europa, prædikede jeg engang i Dublin, og en ung Fyr kom hen til mig paa Talerstolen og sagde til mig, at han gerne vilde over til Amerika og prædike. Han gjorde et drengeagtigt Indtryk og var vist heller ikke over sytten Aar. Jeg saa prøvende paa ham, medens han gentog, hvad han før kavde sagt, og tillige spurgte mig, naar jeg rejste tilbage. Jeg sagde ham, at det vidste jeg ikke; rimeligvis havde jeg heller ikke fortalt ham det, selv om jeg havde vidst det; thi jeg syntes, at han var altfor ung og uerfaren til at kunne prædike. Jeg rejste saa senere tilbage til Amerika og havde ikke været her længe, før jeg fik Brev fra ham, afsendt fra New-York, hvori han meddelte mig, at nu var han kommen herover. Jeg sendte ham et Par Ord i den Tro, at jeg ikke vilde høre mere om ham, men snart efter fik jeg atter Brev fra ham, hvori han skrev, at han snart kom til Chicago og gerne vilde prædike dér. Jeg svarede ham paany og sagde til ham, at hvis han kom, skulde han besøge mig, og jeg sluttede med nogle faa almindelige Bemærkninger. Jeg tænkte, at dette vilde slaa koldt Vand i Blodet paa ham, saa at jeg ikke mere vilde høre fra ham.

Men faa Dage efter kom han selv. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde gøre med ham. Jeg skulde lige rejse til Iowa, hvorfor jeg gik hen til en Ven af mig og sagde til ham: "Der er kommen en ung Irlænder her til" - jeg tænkte nemlig, at han var Irlænder, fordi jeg havde truffet ham i Irland - "og han vil gerne have Lov til at prædike. Lad ham tale ved Møderne - prøv ham, og hvis det ikke kan gaa, skal jeg skaffe dig af med ham, naar jeg kommer tilbage."

Det var en Lørdag Morgen, jeg kom hjem igen, og jeg sagde da til min Hustru: "Kom saa den unge Mand til at tale ved Møderne?" - "Det gjorde han." - "Hvordan syntes Folk om ham?" - "Rigtig godt," svarede hun; "han taler noget anderledes, end du gør; thi han prædiker, at Gud elsker Syndere." Jeg havde hidtil prædiket, at Gud hadede Syndere, at han stod bagved dem med et tveægget Sværd, rede til at hugge Hovedet af dem. Jeg sluttede saa, at naar han prædikede anderledes end jeg, kunde jeg ikke lide ham. Jeg var forud indtaget imod ham. Naa, jeg gik midlertid til Mødet den Aften og saa Folk komme ind med deres Bibeler. Det syntes jeg var løjerligt. Det var saa underligt baade at se Folk have deres Bibeler med og høre dem blade i dem. Den unge Mand angav sin Tekst, idet han sagde: "Lad os nu slaa op paa Johannes' Evangelium, tredje Kapitel, sekstende Vers: "Thi saa har Gud elsket Verden, at han har givet sin Søn, den enbaarne, at hver den, som tror paa ham, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv." Han havde ingen Afdelinger i sin Prædiken. Han gik gennem Bibelen fra første Mosebog til Aabenbaringen og viste, hvorledes Gud elsker Syndere, og før han var færdig, havde jeg kasseret to, tre af mine Prædikener. Jeg har aldrig holdt dem senere.

Dagen efter - det var Søndag - var der en vældig Tilstrømning til hans Møde, og han sagde igen: Lad os slaa op paa Johannes' Evangelium, tredje Kapitel, - sekstende Vers: "" Thi saa har Gud elsket Verden, at han har givet sin Søn, den enbaarne, at hver den, som tror paa ham, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv," og han prædikede nu for fjerde Gang ud fra dette Vers. Denne Gang syntes han at tage hele Teksten og ligesom at vælte den ind over dem for at bevise, at Gud elsker Syndere, og at han i seks Tusinde Åar har prøvet paa at overbevise Verden herom. Jeg syntes, at jeg aldrig havde hørt en bedre Prædiken. Det var for mig som en helt ny Aabenbarelse. Jeg ser, at der er flere tilstede her, som var med dengang og kan huske de Aftener. Mig gav de en ny Forestilling om vor velsignede Bibel.

Mandag Aften gik jeg igen til Møde, og den unge Mand sagde paany: "Lad os slaa op paa Johannes Evangelium, tredje Kapitel, sekstende Vers, og han syntes at prædike bedre end nogensinde. Ord paa Ord blev taget frem af Skriften for at vise, hvorledes Gud elsker os. Nu mente jeg, at han var færdig med den Tekst, men om Tirsdagen tog han sin Bibel i Haanden og sagde atter: "Lad os slaa op paa Johannes' Evangelium, tredje Kapitel, sekstende Vers." og han holdt nu den sjette Prædiken over det samme Vers. Han søgte denne Gang paa uforlignelig Maade at vise, at intet paa Jord kan lignes med Kristi Kærlighed, han sagde: "Kunde jeg blot overbevise Mennesker om hans Kærlighed, kunde jeg blot faa dem til at tro dette ene Vers, vilde al Verden blive frelst. Om Torsdagen valgte han samme Tekst, Joh.3,16, og ved Slutningen af sin Prædiken sagde han: "Jeg har nu i syv Aftener prøvet paa at fortælle Jer, hvorledes Kristus elsker os, men jeg magter det ikke. Kunde jeg laane Jakobs Stige og krybe op til Himlen, og kunde jeg der faa Gabriel at se og faa bedt ham om at sige os, hvor højt Gud elsker os, vilde han kun sige: "Saa har Gud elsket Verden, at han har givet sin Søn, den enbaarne, at hver den, som tror paa ham, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv." Hvorledes et Menneske kan gaa ud af denne Bygning efter at have hørt denne Tekst og dog sige: "Nej, Gud elsker mig ikke," det er mig en uløselig Gaade."