Fortællinger og smaatræk
af D L Moody

Kærlighedens Sejr

John Wannamaker, som var Forstander for vel nok en af de største Søndagsskoler i Verden, havde truffet den Aftale med sig selv, at han aldrig vilde vise nogen Dreng bort fra sin Søndagsskole for slet Opførsel. Han tænkte nemlig som saa, at hvis der var noget i Vejen med en Dreng, kom det af, at han hjemme havde faaet en daarlig Opdragelse, og at hvis han viste ham bort fra Skolen, vilde ingen tage sig af ham, og han vilde faa Lov at gaa for Lud og koldt Vand. Han blev imidlertid en Dag sat paa en haard Prøve i saa Henseende.

En af Lærerne kom til ham og sagde: "Jeg har faaet saadan en slem Dreng i min Afdeling; ham maa vi vise bort. Han gør bestandig, hvad der er forbudt. Han bander og bruger de væmmeligste Ord, og jeg kan ikke stille noget op med ham. Men Wannamaker vilde ikke vise Drengen bort, og Læreren maatte gaa med uforrettet Sag. Men han kom senere igen og sagde, at hvis Drengen ikke kom bort fra hans Afdeling, maatte han selv forlade Søndagsskolen. Han forlod den da ogsaa, og der kom en ny Lærer. Ogsaa denne kom med den samme Historie og fik samme Svar fra Wannamaker. Saa gik ogsaa han sin Vej. Med en tredje Lærer gik det akkurat paa samme Maade. Saa tænkte Wannamaker, at han dog vist tilsidst blev nødt til at vise Drengen bort. En Dag, da nogle af Lærerne og Lærerinderne ved Søndagsskolen var samlede, sagde Wannamaker: "Jeg vil have fat paa den Fyr og i hele Skolens Paahør med Navns Nævnelse vise ham bort." Men saa kom en ung Pige, der arbejdede med i Søndagsskolen, hen til ham og sagde: "Lad mig faa Drengen ind i min Afdeling, jeg gør altfor lidt for Jesus; saa vil jeg prøve, om jeg kan føre ham til Herren." Men Wannamaker sagde: "Naar disse unge Mænd ikke har kunnet, hvor tror De saa, at De kan gøre det?" Men hun blev ved at bede om at maatte faa ham, og Wannamaker samtykkede omsider.

Hun var en velstillet ung Dame, der var omgivet af alle Livets Goder. Drengen kom nu til hendes Afdeling, opførte sig flere Søndage helt godt og overtraadte ikke, hvad der var forbudt. Men saa skete det, at han en Søndag bar sig forkert ad, og som Svar paa, hvad hun i den Anledning sagde til ham, spyttede han hende lige i Ansigtet. Hun tog sit Lommetørklæde frem og tørrede sit Ansigt, men sagde foreløbig intet. Hun udtænkte imidlertid en Plan og sagde saa til ham: "Hans" - lad os kalde ham Hans - "Hans, følg hjem med mig." - "Nej," sagde han, "det vil jeg ikke; Folk skal ikke se mig paa Gaden sammen med Dem." Hun var bange for helt at miste ham, hvis han gik saaledes bort fra Skolen den Dag, og hun sagde derfor til ham: "Maa jeg da følges hjem med dig?" - "Nej, De maa ikke," sagde han, "jeg vil ikke have, at man skal se mig gaa sammen med Dem." Saa fik hun en anden Tanke. Hun kom til at tænke paa Marskandiserbutikken og sagde til ham: "Hør, jeg er ikke hjemme imorgen eller paa Tirsdag, men hvis du paa Onsdag vil komme til vor Gadedør, skal der være en lille Pakke til dig." - "Jeg bryder mig ikke om Deres Pakke; den kan De selv beholde." Hun gik imidlertid hjem og fik lavet Pakken i Stand til om Onsdagen. Hun tænkte, at Nysgerrigheden nok vilde faa ham til at komme.

Da Onsdag Morgen kom, havde han overstaaet sit Raseri og syntes, at han kunde da gerne se, hvad der var i den Pakke. Den lille Fyr bankede da paa Døren, og da der blev lukket op, fortalte han, hvorfor han var kommen. Den unge Pige, som selv havde aabnet Døren for ham, sagde da til ham: "Ja, her er saa Pakken, værsgo." Han tog den og gik, men da han fik den undersøgt, fandt han deri baade Vest og Trøje og andre Klædningsstykker og desuden en lille Seddel, hvorpaa den unge Pige havde skrevet omtrent saaledes:

"Xære Hans! Lige siden du kom i min Afdeling, har jeg bedet for dig hver Morgen og hver Aften, at du maatte blive en god Dreng, og jeg vil saa gerne beholde dig i min Afdeling. Lad mig nu se, at du ogsaa bliver der."

Næste Morgen, før hun var staaet op, kom Pigen ind til hende og sagde, at der var en Dreng, som gerne vilde tale med hende. Hun klædte sig hurtig paa, kom ned ad trapperne og traf Hans grædende paa en Sofa. Hun lagde Armen om hans Hals, og han sagde til hende: "Kære Frøken! Jeg har ikke været rolig, siden jeg fik den Seddel fra Dem. Vil De ikke nok tilgive mig?" - "Ja," svarede hun, "det vil jeg gerne, men lad mig saa ogsaa faa Lov at bede for dig, at du maa komme til Jesus." Og hun knælede ned og bad for ham. Og nu siger Wannamaker, at den Dreng er den rareste i hele hans Søndagsskole.

Det var Kærligheden, som fik bøjet Hjærtet hos den Dreng.