Fortællinger og smaatræk
af D L Moody

Kast Sorgen paa Herren.

Jeg kan huske, at en Moder engang kom hen til mig og sagde: "Det er let nok for Dem at tale paa den Maade, men hvis De havde den Byrde hvilende paa Dem, som jeg har, saa kunde De heller ikke kaste den over paa Herren." - "Er Deres Byrde da saa stor, at Jesus ikke kan bære den?" spurgte jeg. — "Nej, den er ikke for stor til ham, men jeg kan blot ikke faa den lagt over paa ham." - "Ja, saa er Fejlen Deres," svarede jeg. Og jeg har truffet en Mængde Mennesker, som var betyngede nok, men som i Stedet for at gaa til Jesus med deres Byrde bandt den fastere til deres egen Ryg og gik saa videre, stønnende under Vægten af deres Byrde.

Jeg spurgte hende nu, hvad der var i Vejen med hende, og hun fortalte mig det.

"Jeg har en eneste Søn," sagde hun, "han flakker om i den vide Verden, uden at jeg aner, hvor han er. Vidste jeg blot det, kunde jeg gaa til Verdens Ende for at finde ham. De begriber ikke, hvor jeg elsker den Dreng. Jeg dør af Sorg, hvis jeg ikke faar ham igen." - "Hvorfor kan De ikke bringe ham til Jesus; det kan De da gøre, om han saa er nok saa langt borte. Fortæl Herren om alt, hvad der trykker Deres Hjærte; Herren kan borttage hans Synd og ikke blot det, men selv om De aldrig faar ham mere at se her paa Jord, kan Gud give Dem Troen paa, at De skal mødes med Deres Søn i Himlen."

Jeg fortalte hende saa om en Moder, der boede Syd paa i Indiana. En Søn af hende kom for nogle Aar siden her til Byen. Jesus kendte han ikke, men han var et pænt og ordentligt ungt Menneske, dog, et Menneske maa have mere at bygge paa i denne store By end at have levet et pænt og ordentligt Liv. Han havde ikke været her ret længe, før han kom paa Afveje, og en Nabo, der tilfældig kom herind fra hans Hjemstavn, traf ham saa en Aften beruset paa Gaden.

Da den Nabo kom hjem, syntes han først, at det ikke var værd at sige noget om det til den unge Mands fader, men ved nærmere Eftertanke saa han, at det var hans Pligt at fortælle ham det. Han benyttede da en Dag Lejligheden til at lade Faderen vide, hvad han havde set i Chicago. Det var et frygteligt Slag for ham. Da Børnene den Aften var komne i Seng, sagde han til sin Kone: "Jeg har faaet slemme Efterretninger fra Chicago idag." Moderen slap straks, hvad hun havde mellem sine Hænder, og sagde: "Fortæl mig, hvad det er?" - "Vor Søn er bleven set beruset paa Gaden." - Ingen af dem sov den Nat, men de gik til Jesus med deres Byrde, og da det blev Dag, sagde Moderen: "Jeg kan ikke forklare, hvordan det er, men Gud har givet mig Troen paa, at vort Barn vil blive frelst og ikke komme til at dø som en Drukkenboldt."

En Uge efter forlod Sønnen Chicago. Hvorledes det gik til, kunde han ikke sige, men en usynlig Magt syntes at drive ham til hans Hjem, og det første, han sagde, da han kom over Dørtærskelen, var disse Ord: "Mo'er, jeg er kommen hjem for at faa dig til at bede for mig, og kort efter vendte han tilbage til Chicago som et klart og skinnende Lys.

I Fædre og Mødre, har I en Byrde at bære paa som denne, læg den frem for Herren, vælt den over paa ham, og han, den store Læge, skal helbrede Jeres knuste Hjærter.