Fortællinger og smaatræk
af D L Moody

Moderens Trøst.

Jeg kom idag til at tænke paa den store Forskel, der i Modgangstider er paa dem, der kender Herren, og dem, som ikke kender ham. Jeg kender adskillige Mennesker, som er gaaet i deres Grav af Sorg. Jeg kender ogsaa to Enker i Chicago, som græder og sørger over deres Ægtemænds Død, og det ser ud til, at den Sorg vil tage Livet af dem. I Stedet for at gaa til Jesus med deres Byrder sørge de Dag og Nat, og Følgen vil blive, at deres Sorg maaske inden Uger, men i alt Fald inden faa Aar vil bringe dem i Graven, medens de burde gaa til den store Læge med alt, hvad der tynger dem.

For nogle Aar siden gik en Moder med sine Børn ombord paa en fransk Damper. De skulde til Evropa, men da de var ude paa det store Atlanterhav, løb et andet Skib paa Damperen, og den sank.

Denne Moder havde plejet, naar jeg prædikede i Chicago, at bringe sine to Børn med til Møde hver Aften. Det var et yndigt Syn at se disse to Børn sidde og høre efter og at se, hvordan Taarerne lød ned over deres Kinder, naar der blev talt om Jesus. Det saa ud, som om ingen ved Mødet var saadan med som disse Børn.

En Aften, da der var bleven rettet en Opfordring til hvem der vilde, om at gaa ind i Samtaleværelset efter Mødet, sagde et af Børnene: "Mor, hvorfor kan vi ikke ogsaa gaa derind?" Moderen gav dem Lov dertil, og da en af Vennerne talte til dem, syntes de at forstaa, hvad Herren vilde dem, lige saa godt som nogen af de ældre.

Da Skibet hin Nat sank, blev Moderen reddet fra at drukne, men hendes to Børn omkom. Da jeg læste dette i Avisen, sagde jeg til mig selv: "Det overlever hun ikke," og jeg forlod Edinburg, hvor jeg ellers var optaget af Møder - det er den eneste Gang, jeg saaledes har rejst bort fra et Sted, hvor jeg var i Herrens Arbejde - og tog til Liverpool for at søge at bringe hende Trøst.

Men da jeg kom derhen, erfarede jeg, at Guds Søn havde været der før mig, og i Stedet for at jeg kom til at trøste hende, var det mig, som hun bragte Trøst. Hun fortalte mig, at hun slet ikke kunde tænke sig Børnene liggende i Havets Dyb; det stod for hende, som om Jesus havde ladet hende faa Børnene med paa det Skib, alene for at Bølgerne sagte kunde bære dem til ham, og at hendes Liv var blevet frelst, alene for at hun skulde komme tilbage og arbejde en lille Tid endnu for ham. Da hun ved et Kvindemøde, vi holdt en Tid efter, rejste sig og fortalte sin Historie, fik jeg den Indskydelse, at jeg skulde fortælle den igen til andre Mødre ved første Lejlighed.

Hvis nogen af Jer har haft en stor Sorg, hvis nogen af Jer har mistet en kær Fader, Moder, Broder, Mand eller Hustru, saa kom til Jesus, thi ham har Gud sendt for at være eders Læge.