Fortællinger og smaatræk
af D L Moody

Et Barns Tro.

Jeg husker et Barn, som boede hos sine Forældre i en lille Landsby. Faderen gik imidlertid til Hæren — det var i Begyndelsen af Krigen - og faa Dage efter kom Værten og krævede Huslejen. Moderen fortalte, at hun ikke havde Pengene, og at hendes Mand var bleven Soldat. Men Værten var en haardhjærtet Mand, der forlangte, at de i saa Fald skulde flytte, thi han vilde ikke have Folk i Huset, som ikke betalte deres Husleje.

Da han var gaaet, kastede Moderen sig grædende ned paa en Stol. Hendes lille Pige, hvem hun havde lært at bede i Tro (men det er sværere at gøre det selv end at lære andre det), hun kom nu hen til hende og sagde: "Hvad græder du dog for, Mo'r? Jeg skal nok bede Gud om at give os et lille Hus, og saa faar vi det jo, ikke sandt, Mo'r?"

Hvad skulde Moderen svare dertil?

Saa gik Barnet da ind i Stuen ved Siden af og begyndte at bede. Døren stod aaben, saa at Moderen kunde høre hvert Ord.

"O, Gud," bad den lille Pige, "du er kommen og har taget Fa'r bort fra os, og nu har Mo'r ingen Penge, og Værten vil kaste os ud, fordi vi ikke kan betale ham, og saa maa vi sidde ude paa Trappestenen, og saa bliver Mo'r forkølet. Vil du dog ikke give os et lille Hjem, hvor vi kan være?"

Hun ventede lidt, ligesom paa Svar, og tilføjede saa: "Vil du ikke nok gøre det?" hvorpaa hun rejste sig og kom ud af Stuen, lykkelig og glad, i sikker Forventning om, at de vilde faa et Hus at bo i.

Moderen følte sig beskæmmet ved sit Barns Tro. Og jeg kan fortælle Jer, at siden den Tid har hun aldrig betalt nogen Husleje, thi Gud hørte den lilles Bøn og rørte den haarde Værts Hjærte.

Gud give os Tro som det lille Barns, at vi ogsaa Kan vente Svar paa vore Bønner uden at tvivle.