Fortællinger og smaatræk
af D L Moody

Moody og den døende Soldat.

Da jeg under Krigen opholdt mig paa et af Militærhospitalerne, blev der engang noget efter Midnat kaldt paa mig, fordi en Saaret paa en af Sygestuerne ønskede at tale med mig. Jeg gik da til ham - han kaldte mig "Hr. Pastor", hvad jeg jo slet ikke var - og han sagde til mig, at han gerne vilde have mig til at hjælpe sig med at dø. Jeg sagde, at jeg hjærtensgerne vilde løfte ham op paa mine Arme og bære ham lige ind i Himlen, om jeg blot kunde, "men," tilføjede jeg, "jeg kan jo ikke gøre det, jeg kan jo ikke hjælpe dig med at dø." Han spurgte saa: "Hvem kan da gøre det?" hvortil jeg svarede: "Det kan den Herre Jesus Kristus - derfor var det, at han kom her til Jord." Han rystede paa Hovedet og sagde: "Nej, mig kan han ikke frelse; jeg har syndet og syndet hele mit Liv." Jeg sagde da: "Men han kom jo for at frelse Syndere."

Han havde talt til mig om, at han i sit Hjem nordpaa havde en troende Moder. Hende tænkte jeg nu paa; jeg vidste jo, at hun var bekymret for, at han maatte blive frelst, og jeg besluttede da at blive hos ham. Jeg bad to eller tre Gange med ham og gentog alle de Løfter fra Herren, jeg kunde finde; jeg vidste jo, at om faa Timer var hans Tid her omme.

Jeg sagde endvidere til ham, at jeg vilde læse en Samtale for ham, som Jesus havde med en Mand, der var bekymret for sin Sjæl. Jeg slog op paa Johannes' Evangelium, det tredje Kapitel, og medens hans Øjne var stift fæstede paa mig, læste jeg for ham, og da jeg kom til det fjortende og femtende Vers, fik han fat paa de Ord: "Ligesom Moses ophøjede Slangen i Ørken, saa bør det Menneskenes Søn at ophøjes, paa det at hver den, som tror, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv i ham." Han afbrød her og sagde: "Staar det dér?" Jeg sagde: "Ja, hvorpaa han bad mig om at læse det igen, hvilket jeg ogsaa gjorde. Han lænede sig om paa den ene Albu, slog Hænderne sammen og sagde: "Aa, det er godt; vil De ikke læse det en Gang endnu?"

Jeg læste det da tredje Gang og fortsatte saa med Resten af Kapitlet. Da jeg var færdig, laa han med lukkede Øjne: og foldede Hænder, men med et Smil paa sit Ansigt. Hvor lyste det dog op, det Smil! Og hvor var Ansigtet blevet forandret! Jeg saa hans Læber skælve, og da jeg bøjede mig ned over ham, hørte jeg ham sagte hviske: "Ligesom Moses ophøjede Slangen i Ørkenen, saa bør det Menneskenes Søn at ophøjes, paa det at hver den, som tror, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv i ham.” Han aabnede derpaa Øjnene og sagde: "Nu er det nok; nu behøver De ikke al læse det mere for mig." Endnu nogle faa Timer dvælede han her, saa lagde han sit Hoved til Hvile paa de to Vers og blev baaret op i en af Guds Vogne for at finde sin Plads i Himlen.

Du kan foragte Guds Lægedom og gaa fortabt, men det vil jeg sige dig, at Gud vil ikke, at du skal fortabes. Han har jo sagt: "Mon jeg vel skulde have Behag i den ugudeliges Død?" "Vender om, vender om, hvorfor vil I dø?"