Fortællinger og smaatræk
af D L Moody

Den store Læge.

Sæt, at jeg var ved at dø af Tæring, som jeg havde arvet fra min Fader eller Moder. Jeg havde altsaa ikke paadraget mig den ved nogen Fejl fra min Side eller ved at forsømme mit Helbred, men jeg havde arvet den, lad os antage det. Naa, jeg gaar saa til min Læge og søger endda siden de bedste Læger, jeg kan opdrive, og de opgiver mig allesammen. De fortæller mig, at jeg er uhelbredelig og skal dø; jeg har ikke en Maaned tilbage at leve i.

Saa hænder det, at en Ven kommer forbi, ser ind til mig og siger: "Ja, men Moody, du har jo Tæring." "Ja, det ved jeg nok, det er der ingen, der behøver at fortælle mig." "Men, siger han saa, "der er Hjælp for det, det er der virkelig. Hør nu godt efter, hvad jeg vil sige dig, thi der er virkelig Hjælp." "Nej, det tror jeg nu ikke. Jeg har jo været hos de bedste Læger, og de har allesammen sagt til mig, at der ikke er noget Haab." "Men du kender mig dog, Moody; du har jo nu kendt mig i mange Aar." "Ja, det er sandt." "Tror du saa, at jeg vilde lyve for dig?" "Nej, det tror jeg ikke," "Ja, hør saa: for ti Aar siden havde Lægerne opgivet mig. Men saa tog jeg en Medicin, man anbefalede mig, og den hjalp mig. Jeg er nu fuldstændig rask - det kan du da se paa mig." Jeg svarer ham, at det er meget sjeldent, at det gaar saaledes. "Sjeldent eller ikke,” siger han, "det er nu alligevel sket. Den Medicin hjalp mig, og hvis du tager den, vil den ogsaa hjælpe dig. Mig har den kostet meget, men dig skal det ikke koste noget."

Skønt Frelsen i Jesus nu er at faa lige saa frit som den friske Luft, kostede den dog Gud Himlens rigeste Juvel. Han maatte hengive sin eenbaarne Søn; han havde kun den ene, og ham hengav han. Foragt det dog ikke, det beder jeg dig.

"Jeg vilde virkelig gerne tro dig," svarede jeg Manden, "men det er jo lige stik imod min Fornuft." Da min Ven hørte dette, gik han bort og kom tilbage med en anden Ven, som sagde det selv samme. Han gik ogsaa bort, da jeg ikke vilde tro ham, og bragte en tredje Ven med, denne igen en fjerde og saa fremdeles, og alle bekræftede de det samme. De fortalte mig, at de havde været lige saa slemt angrebne som jeg, men da de saa tog den Medicin, der var bleven mig tilbudt, kom de sig. Den ene af dem rækker mig saa Medicinen, men i Stedet for at tage imod den, kaster jeg den i Gulvet. Jeg vil ikke tro paa dens lægende Kraft, og jeg dør. Men Aarsagen dertil er, at jeg foragtede Lægemidlet.

Saaledes kan det ogsaa gaa dig, om du foragter det Lægemiddel, der bydes dig til Frelse. Du elsker Mørket mere end Lyset. Der er slet intet Haab for dig, hvis du foragter Lægemidlet.