Fortællinger og smaatræk
af D L Moody

Den blinde Mand

Da jeg var i London, var jeg tilstede ved et Møde, hvor jeg hørte en Mand tale med vidunderlig Kraft og Alvor. Min Nysgerrighed blev vakt, og jeg spurgte derfor, hvem den Mand var. "Kender De ikke ham. Det er Doktor N. N. Han er blind."" Jeg fik interesse for denne Mand, og ved Mødets Slutning opsøgte jeg ham, og han fortalte mig nu, at han var bleven blind som ganske ung. Hans Moder bragte ham da til en Læge for at spørge, om der ikke var Mulighed for, at han kunde komme til at se igen. "Nej," svarede Lægen, "De maa opgive alt Haab derom. Deres Søn er blind og faar aldrig Synet igen." "Tror De virkelig, at min Søn aldrig mere kommer til at se?" "Nej, aldrig mere," Da trykkede Moderen sin Dreng ind til sig og raabte: "Aa, mit Barn, hvem skal dog tage sig af dig, naar jeg engang er borte. Hvem skal saa passe dig?" Hun glemte rent den trofaste Herre, hun dog havde lært ham at elske.

Han blev siden en Herrens Tjener, og Gud gav ham Naade til at faa Bibelen trykt paa tolv forskellige Sprog med ophøjede Bogstaver, saa at alle Blinde selv kan læse den hellige Skrift. Hans Menighed kom saaledes til at bestaa af tre Millioner Mennesker, spredte om i alle Lande, og jeg tror, at den blinde Mand var et af de lykkeligste Mennesker i hele London. Han var legemlig blind, men hans Sjæls Øjne var klare nok til at skue ind i den lyse Evighed. Han havde fæstet Bo hos den levende Gud, som blev hans Glædes Kilde, og aldrig udtørredes.

Vi ynker de Mennesker, som har mistet Synet paa Øjnene; hvor meget mere skulde du ikke ynke dig selv, hvis du er aandelig blind?