Gamle tekster

Guddommelig helbredelse
af Andrew Murray

Kapitel 2

På grund af jeres vantro

Da kom disciplene til Jesus afsides, og spurgte, hvorfor kunne vi ikke kaste ham ud? Og Jesus sagde til dem, på grund af jeres vantro: for sandelig siger jeg jer, hvis i havde tro som et senneps korn, så skulle i sige til dette bjerg, flyt dig derhen; og det skulle flyttes; og intet skulle være umuligt for jer." Matt 17.19.20.

Når Herren Jesus sendte Hans disciple ud i forskellige egne af Palestina, så udstyrede Han dem med dobbelt magt, til at kaste urene ånder ud og helbrede al sygdom og svagheder (Matt 10.1). Han gjorde det samme for de 70 som kom tilbage til Ham med glæde, sigende, "Herre, selv ånderne underordner sig os gennem dit Navn. (Luk 10.17). På dagen ved forklarelsen på bjerget, mens Herren stadig var på bjerget, bragte en fader sin søn, som var besat af en demon, til Hans disciple, bedende dem om at de skulle kaste demonen ud, men de kunne ikke. Da, efter at Jesus havde udfriet barnet, spurgte Hans disciple Ham hvorfor de ikke kunne gøre det selv, som i andre tilfælde, Han svarede dem, "på grund af jeres vantro." Det var, da, deres vantro, og ikke på grund af Guds vilje som havde været årsag til deres nederlag.

I vore dage, er Guddommelig helbredelse meget lidt troet på, fordi det næsten helt er forsvundet fra den kristne kirke. En må spørge om årsagen, og her er to svar som er blevet givet. Det største antal tror at miraklerne, helbredelsens gave inkluderet, skulle begrænses til tiden af den primitive kirke, at deres mål var at etablere det første fundament for kristendommen, men at fra den tid, har omstændighederne ændret sig. Andre troende siger uden tøven, at hvis kirken har mistet disse gaver, så er det hendes egen fejl; det er fordi hun er blevet verdslig, at Ånden ikke virker mægtigt i hende; det er fordi hun ikke er forblevet i direkte og vedblivende relation med den fulde magt af den usynlige verden; men at hvis hun ville se en ny kilde springe ud inden i hende, så ville mænd og kvinder leve troens liv og af Helligånden, fuldt overgivet til deres Gud, hun ville igen se manifestationerne af den samme gave som i forige tider. Hvilke af disse meninger passer mest med Guds Ord? Er det Guds vilje, at "gaver til helbredelse" er undertrykt, eller er det mere mennesker, som er ansvarlige for det? Er det Guds vilje, at mirakler ikke skulle finde sted? Vil Han på grund af dette ikke længere give tro som virker dem? Eller igen, er det kirken som har været skyldig i at mangle tro?

Hvad siger Skriften?

Bibelen stadfæster ikke, enten ved ord af Herren eller Hans apostle, til at tro at helbredelses gaverne kun var givet til kirkens første tider; tværtimod, løftet som Jesus gav apostlene da Han gav dem vejledning angående deres mission, kort før Hans opstigen, forekommer for os brugbare til alle tider (Mark 16.15-18). Paulus placere helbredelses gaven imellem Helligåndens virke. Jakob giver en præcis befaling i denne sag uden nogen restriktioner til tid. Hele Skriften erklærere, at disse nådesbevisninger vil blive givet i henhold til målet af Ånden og af tro.

Det er også angivet, at ved udgangen af hver ny dispensation, virker Gud mirakler, at det er Hans almindelige handlingens gang; men det har intet i sig. Tænk på Guds folk i de tidligere dispensationer, på Abrahams tid, alt igennem til Mose liv, i udvandringen af Egypten, under Joshua, i Dommernes tid og af Samuel, under David regeren og andre gudfrygtige konger op til Daniels tid; igennem mere end et tusind år var der mirakler.

Men, det er sagt, at mirakler var så meget nødvendige i de tidlige dage af kristendommen mere end senere. Men hvad med hedningemagten selv i denne dag, hvor evangeliet søger at bekæmpe den? Det er umuligt at indrømme at mirakler skulle have været mere nødvendige for hedningerne i Efesus (Apg 19.11,12) end for hedningerne i Afrika i dag. Og hvis vi tror at uvidenhed og vantro hersker selv i de kristne nationers midte, er vi så ikke drevet til at konkludere at der er et behov for de manifesterende gerninger af Guds magt til at opretholde de troendes vidnesbyrd, og at bevise at Gud er med dem? Desuden, imellem de troende selv, hvor meget tvivl, hvor meget svaghed er der ikke! Hvor har deres tro brug for at blive opvækket og stimuleret ved et indlysende bevis af Herrens nærvær i deres midte. En del af vores væren indeholder kød og blod; det er derfor i kød og blod at Gud ønsker at manifestere Hans nærvær.

For at bevise, at det er kirkens vantro, som har gjort at den har mistet helbredelsens gave, så lad os se hvad bibelen siger om det. Sætter den os ikke ofte på vagt imod vantroen, imod alt som kan gøre os fremmede for og viser os bort fra Gud? Viser kirkens historie os ikke nødvendigheden af disse advarsler? Fremsætter den ikke for os eksempler af tilbageskridt, af at behage verden, i hvilke troen bliver svag i det samme mål i hvilke verdens ånd får overhånd? For så en tro er det kun muligt for dem som lever i den usynlige verden. Indtil det tredje århundrede, var helbredelse ved tro utallige, men i de følgende århundreder mere sjældne. Ved vi ikke fra bibelen, at det er altid vantro som hindrer Guds mægtige virke?

Oh, at vi kunne lære at tro på Guds løfter! Gud har ikke trådt tilbage fra Hans løfter; Jesus er stadig Ham som læger både sjæl og legeme; frelsen tilbyder os selv nu, lægedom og hellighed, og Helligånden er altid klar til at give os en manifestation af Hans magt. Selv når vi spørger om hvorfor denne Guddommelige magt ikke er set mere, så svarer han: "På grund af jeres vantro". Det mere vi giver af os selv til at erfare personlig helliggørelse ved tro, jo mere skal vi også erfare lægedom ved tro. Disse to doktriner vandrer sammen. Jo mere Guds Ånd lever og virker i troendes sjæle, jo mere vil miraklerne forøges ved det Han virker i legemet. Derved kan verden genkende hvad forsoning betyder.

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media