Helligåndens gerning
af Watchman Nee

Helligåndens gerning i Ny Testamente

Den gerning, Helligånden øvede i Gamle Testamente, vedbliver han også at øve i Ny Testamente. Vi læser, at Helligånden faldt på vor Herre Jesus, men han var jo en særlig person! Vi vil nu se, hvorledes Helligånden arbejdede, når der var tale om almindelige mennesker.

Ap. G. 1:8: "Når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft", og kap. 2:17-18: "Jeg vil udgyde af min Ånd over alt kød" o.s.v. Disse vers fra Joel blev i hvert fald delvis opfyldt Pinsedag. Pinse vil ikke sige, at Helligånden tager bolig i, men at Helligånden kommer over mennesker; således taler Gud derom. Pinsedag blev Helligånden udgydt over alt kød, "over mine trælle og mine trælkvinder". Hvad var resultatet? Helligånden blev udgydt for at give gaver, de profeterede, så syner, drømte drømme.

Disciplene i Samaria troede og blev døbt, men havde endnu ikke modtaget Helligånden (kap. 8:16). Det kunne folk ikke forstå. Peter og Johannes kom fra Jerusalem for at hjælpe dem til at modtage Helligånden. V. 15 viser, at de endnu ikke havde modtaget Ånden, og v. 16 forklarer, hvad det vil sige ikke at have modtaget Helligånden: "Den var endnu ikke faldet på nogen af dem". Dette er Guds ord. Spørgsmålet er ikke, om de havde modtaget Helligånden som pant på, at de var genfødte, for det havde de, men Helligånden var ikke faldet på dem.

Mens Peter talte i Kornelius? hus "faldt Helligånden på alle dem, som hørte ordet" (Ap. G. 10:44). Heller ikke i dette tilfælde er der tale om Helligåndens iboen, Helligånden faldt på dem. Resultatet var, at Åndens gaver kom i virksomhed, de talte i tunger. Jøderne var ikke så glade for det, de mente, at de havde eneret på Helligånden. Da Peter fortalte om det, forklarede han derfor, at det var sket, idet han begyndte at tale (kap. 11:15). Det var altså ikke noget, han havde virket. Var det sket efter hans tale, kunne de have mistænkt ham for at have noget af skylden, men han var kun lige begyndt at tale, da det skete, så det havde slet ikke noget med ham at gøre. "Helligånden faldt på dem, ligesom på os i begyndelsen". Hvilken begyndelse? Pinsen! Der tales ikke om Helligåndens iboen hverken på Pinsedagen eller i Kornelius' hus. Helligånden faldt på dem. Dette er Guds ord, det er Peter beskrivelse af Pinsen, selv om det måske ikke stemmer med bibelfortolkernes forklaringer.

Vi læser i Apostlenes Gerninger om fire store udgydelser af Helligånden: 1) Pinsedag i Jerusalem. 2) I Samaria. 3) I Kornelius' hus. 4) I Efesus. Vi har allerede set, at på hvert af de tre første steder faldt Ånden på mennesker; hvorledes forholdt det sig nu på det fjerde sted: Efesus? "Helligånden kom over dem", står der (kap. 19:6). Det var også her en ydre ting, og resultatet af det var ikke Åndens frugt, et helligt liv, men derimod Åndens gaver: "de talte i tunger og profeterede."

Vi ser altså, at Helligånden kommer over mennesker i Ny Testamente, såvel som i Gamle Testamente. Men der er den forskel, at i Gamle Testamente kom Helligånden kun over de få priviligerede. I løbet af 4000 år finder vi ikke 4000 mennesker, som Helligånden faldt på; det var kun nogle få præster, konger, profeter og dommere, der oplevede dette. Når Helligånden faldt på nogen i Gamle Testamente, var det noget meget usædvanligt; da vidste man, at nu ville der bryde noget helt nyt frem, det ville betyde en ny konge, profet, dommer el. lign. Men da vor Herre Jesus kom, sagde han: "Bed, så skal der gives jer. Når da I, som er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke Faderen fra Himmelen give Helligånden til dem, som beder ham" (Luk. 11:13).

Lad os prøve at tænke os, hvilket indtryk disse ord må have gjort på disciplene. I 4000 år var Helligånden kun faldet på nogle få udvalgte; det var noget, almindelige mennesker ikke ventede at opleve, og nu sagde Herren, at hvis de bad om det, kunne de få det.

I hele Gamle Testamente havde Gud aldrig nævnt, på hvilke betingelser Helligånden kunne fås. De havde kendt Helligåndens gerning, men aldrig nogen betingelse for at modtage Helligånden. En enkel bøn var nu alt, hvad der behøvedes. Det må have forekommet disciplene meget vidunderligt, og efter opstandelsen sagde Herren til dem, at de skulle blive iført kraft fra det høje. Var det udvendig eller indvendig kraft? Vi ifører os vore klæder udvendig, ikke indvendig. Vi er i denne tidsalder blevet løftet op på samme plan som dommere, konger, profeter o.s.v. Vi er blevet Elias' og Elisas brødre. Vi modtager, hvad kun de få priviligerede kunne modtage i Gamle Testamente. I Ny Testamente er det for alle, og det er et af de største privilegier, en kristen kan modtage.

Helligånden blev udgydt i Jerusalem og ligeledes i Kæsarea, og begge steder var det Helligåndens værk. Men i Samaria var der mennesker, der kom til troen og blev døbt uden dog at modtage Helligånden, og i Efesus finder vi ligeledes sande kristne, der ikke havde modtaget Helligånden. Altså: I Jerusalem modtog de Helligånden, men i Samaria havde de ikke modtaget Helligånden; i Kæsarea modtog de Helligånden, men i Efesus havde de ikke modtaget Helligånden. Hvad gjorde nu apostlene? Sagde de: "Nogle kan modtage Helligånden, andre ikke". Det ville være en let vej ud af vanskelighederne. De kunne også have sagt: "Nu er tidsalderen forandret"; det ville have været en anden let vej udenom. Nej, Peter og Johannes drog ned til Samaria for at sørge for, at Helligånden kom til at falde på de troende der. Og da Paulus senere kom til Efesus, havde han omsorg for, at Helligånden kom over de troende der. Apostlene var ikke tilfredse, før Helligånden faldt på alle de troende. Vi ser, at i Ny Testamente er det alle troendes forret, at Helligånden kommer over os. Helligånden kom over mennesker både i Gamle og Ny Testamente.

Men i Ny Testamente finder vi tillige en anden side af Helligåndens gerning. Helligånden er også givet for at ho i vore hjerter. Helligåndens iboen er omtalt i Joh. 14:16-18, hvor Herren siger: "Jeg vil bede Faderen, og han skal give jer en anden Talsmand (Trøster) til at være hos jer til evig tid". V. 17 er meget dyrebart: "Han bliver hos jer". Helligånden var i vor Herre Jesu person hos disciplene på det tidspunkt; fordi vor Herre Jesus var der, var Helligånden der også. Derefter læser vi: "Og skal være i jer". Der er et løfte om det i Gamle Testamente; Ez. 36:26-27: "En ny Ånd giver jeg i jeres indre .. jeg giver min Ånd i jeres indre", men der er aldrig nævnt nogen opfyldelse af dette i Gamle Testamente. Det blev først opfyldt efter Kristi død.

I Gamle Testamente var det kun et løfte, men Herren fortæller disciplene. at nu kommer dagen, da Helligånden skal være i dem. I brevene nævnes det ofte, at Helligånden bor i menneskers hjerter. "I er Guds tempel, og Guds Ånd bor i jer". (1. Kor. 3:16). Gud bor ikke uden for templet, han bor i templet. Jeg er templet, og Gud bor i mig. - "Jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer" (1. Kor. 6:19). Hvem styrer nu dig? Når Helligånden bor i os, renser han vort liv, han styrer os og udtrykker sig igennem os. Dit hus bærer dit præg og vidner om, hvordan du er. Når Helligånden bor i os, kommer vi til at bære Guds præg.

Ef. 3:16 Helligånden styrker det indre menneske, så at vi kan leve et liv, der herliggør Gud. Vi er svage, når vi ikke har indre kraft. 1. Joh. 3:24: Hvorledes kan vi vide, at Gud bor i os? Ved at Helligånden bor i os. Det er altså klart, at i Ny Testamente kommer Helligånden ikke blot over os, men bor i os.

Lad os huske, at ethvert Guds barn har Helligånden, hvad enten hans erfaring er dyb eller ej. Enhver, der er født af Gud, har Helligånden. "Om nogen ikke har Kristi Ånd, da hører han ikke ham til" (Rom. 8:9). "I ham blev også I, da I kom til troen, beseglet med Helligånden, som var forjættet os" (Ef. 1:13). Efesus havde stor handel med tømmer; dette blev hugget i skovene inde i landet. En mand købte et areal med skov, huggede træerne ned og satte sit segl på hver træstamme ved at slå på enden af den med en hammer, der bar hans segl. Andre folk gjorde ligeså med deres træstammer. Alle stammerne blev derpå kastet i floden mellem hverandre og flød ned til Efesus, hvor de blev taget op, og hver mand genkendte sine træstammer ved at sammenligne mærket på stammen med seglet på hammeren. Helligånden er det segl, Gud sætter på sine børn ved genfødelsen. Hvis du har hørt og troet evangeliet, da er du blevet beseglet med Helligånden; dette segl viser, at Herren nu er din ejer. Så bliver spørgsmålet, om Helligånden også er kommet over dig, og om du har Helligånden boende i dig. Beseglingen er Helligåndens almindelige gerning. Helligåndens iboen som Talsmand (Trøsteren) er mere end det, at han blot er nærværende i os. Åndens besegling gør os ikke til hellige mennesker, men når Helligånden bor i os, da frembringer han Kristi liv i os, så vi bliver hellige, Vi må også være klare over, at det gør os ikke hellige, at Helligånden kommer over os; derved får vi kraft og gaver til tjenesten, ikke kraft til at leve livet. Dette ses klart af beretningen om Samson. Helligånden kom mægtig over ham. Var Samson en hellig mand? Langt fra! Han levede et dårligt liv, Helligånden kom endog over ham i en skøges hus (Dom. 16:1—3).

Mat. 7:21—23: Hvorledes kunne en mand profetere? Kun ved, at Helligånden kom over ham. Hvorledes kunne han gøre undergerninger? Også kun ved, at Helligånden kom over ham; dog sagde Herren, at de øvede uret!

Af Ny Testamentes kristne var korintermenigheden den, der havde mest af Helligåndens kraft over sig og af Helligåndens gaver. Hvad det angik, kunne ingen måle sig med den. Var den korintiske menighed en særlig hellig menighed? Den var den dårligste af alle Ny Testamentes menigheder. Dette viser, at kraft og gaver gør ikke mennesker hellige. Hvad sagde Paulus til dem? "Ved I ikke" (1. Kor. 3 og 6). Måske ville de sige, at de vidste alt om Helligånden. Paulus viste dem, at der var en anden side af Helligåndens gerning, som de kendte alt for lidt til; de kendte meget til den ydre side, men kun lidt til den indre. Kap. 12 taler om gaverne og kap. 14 om brugen af disse gaver, og imellem disse to kapitler taler Paulus om kærligheden (kap. 13). Han viste, at den var mere vigtig end gaverne.

Hvad er kærlighed? Det er den anden side af Helligåndens gerning. "Åndens frugter er kærlighed" - ikke gave, men frugt. Hvorledes frembringes frugt? Ved at Ånden falder på? Hvorledes bærer æbletræer frugt? Ved at hænge frugter på? Nej, på kan ikke gøre det. Et æbletræ har æbler i sig. Det bærer frugt indefra. Frugten udspringer af dets natur. Det er den iboende Helligånd, der frembringer Åndens frugt. Når Paulus søger at vise dem, at de ydre gaver ikke kan sammenlignes med kærligheden, siger han i virkeligheden, at Helligånden over er ikke så dyrebar som Helligåndens iboen.

Mange er klare over fejl og fald i deres liv; så søger de Helligåndens kraft og gaver og modtager disse; de er lykkelige en tid, men opdager efterhånden, at de gamle svagheder er der endnu. De ærlige iblandt dem bliver skuffet, de mindre ærlige søger at bedrage sig selv og andre og prøver at opretholde det ydre vidnesbyrd, skønt livet ikke stemmer dermed. Tilskuerne kommer så til det resultat, at Helligånden over er værdiløs, og forkaster så hele den side af Helligåndens gerning. De siger: "Helligåndens iboen er tilstrækkelig"; men hvad gjorde Paulus, da han fandt, at korinterne gik for vidt med at benytte Åndens gaver? Sagde han: "Fra nu af må ingen af jer tale i tunger"? Nej, han søgte at vejlede dem til at benytte tungetalen på en sådan måde, at det blev til opbyggelse, og søgte tillige at vise dem, hvor vigtig og nødvendig det er med Helligåndens iboen, som frembringer Åndens frugt: Kærlighed o.s.v. "I må huske, I er Helligåndens tempel", sagde han til dem. Meget vil være en gåde for os, om vi ikke skelner mellem Helligånden i os og Helligånden over os. Den iboende Helligånd dømmer alt, hvad der hører til det gamle menneske, og anvender Jesu Kristi kors over for det, og resultatet bliver et helligt liv. Vi må have begge sider af Helligåndens gerning med, men lad os endelig lægge vægt på den indre side, ellers hænder det tit, at mennesker ser op til en god taler, når de har ham på afstand, men bor de sammen med ham en tid, kommer de til at synes mindre godt om ham.

Fra Skærtorsdag aften til Pinse er Helligånden nævnt fire gange:

1) Ved nadveren (Joh. 14:16). Herren lovede at sende en Talsmand (Trøster). Trøsterens gerning er i, ikke over. "Han skal være i jer".

2) Påskedag åndede Herren på disciplene og sagde: "Modtag Helligånden" (Joh. 20:22).

3) Ved slutningen af de 40 dage sagde Herren til disciplene: "I skal om ikke mange dage døbes med Helligånden" (Ap. G. 1:5), og vers 8: "Når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft".

4) Pinsedag blev Helligånden udgydt.

Disse kendsgerninger er meget vigtige. Herrens ord Skærtorsdag om at sende Talsmanden var et løfte om Helligåndens iboen, og det opfyldtes Påskedag, da Herren åndede på dem og sagde: "Modtag Helligånden" (Her er Helligånden, tag nu imod)!

Herrens ord ved slutningen af de 40 dage, var et løfte om Helligånden over (Ap. G. 1:5 og 8); det opfyldtes tydeligt Pinsedag, da Helligånden blev udgydt. Løftet om Helligåndens iboen blev ikke opfyldt Pinsedag, men Påskedag, tre-fire dage efter, at det var givet. Skærtorsdag lovede han dem Helligånden, og nogle få dage senere befalede han dem at modtage den nu. Han sagde ikke: "Det var ikke virkelig min mening - I må vente en tid endnu", nej, han mente det og opfyldte det. Senere gav han dem et andet løfte - Faderens forjættelse (Luk. 24:49). Hvad er Faderens forjættelse? Det var det, Joel havde talt om, og Herren sagde til dem, at også dette skulle de få. Dette er forskelligt fra det første løfte. Påskedag opfyldtes ordet: "Han skal være i jer", og Pinsedag opfyldtes ordet: "I skal døbes med Helligånden", og "Når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft".

Hvorfor siges der da på Pinsedag, at de blev alle fyldt med Helligånden? Betyder det da ikke, at Helligånden tog bolig i dem?

Lad os huske:

1) Talsmanden (Trøsteren) er en person,

2) er en kraft (kraft til tjeneste).

I Ap. G. 1:8 er der intet sagt om et helligt liv; det er tjeneste, her er tale om. Men det græske ord "taraklelos" betyder en altid rede hjælper. Han sagde: "Jeg vil ikke forlade jer faderløse". Faderløse må selv bære ansvar, de må sørge for sig selv; så Herren sagde i virkeligheden: "Jeg vil ikke efterlade jer faderløse, Trøsteren vil komme, og han vil gøre alt for jer«. Dette gjaldt det første løfte, i det andet løfte er der slet ikke tale om livet, men om kraft til at vidne. De ydre tegn er også forskellige.

I Joh. 20 åndede han på dem. Hvad er åndedrættet til? Når åndedrættet er borte, er livet borte. Pinsedag var ikke åndedrættet, men vinden, det symbol, der blev brugt. Vind er udvendig; der er kraft i vinden. "Da lød der med eet fra Himmelen en susen som af et vældigt åndepust, og den fyldte hele huset, hvor de sad." De 120 blev alle fyldt med Helligånden Pinsedag, men ikke de 3000. Vi ser, at der senere var knurren og uenighed i menigheden; det ville der ikke have været, hvis de alle havde været fyldt med Ånden. Hvad var betingelsen for at kunne vælges til diakon? "Mænd fulde af Ånd". Nogle iblandt dem var ikke fyldt, derfor skulle de vælge dem, der var fyldt. Helligånden kom over alle de 3000, fordi de opfyldte betingelserne i kap. 2:38-39, men kun de 120 blev tillige fyldt. De 120 havde en forudgående historie med Herren; han havde beredt dem, og der var virket noget i deres hjerter forud. De havde svigtet, men de havde lært betydningen af opstandelsen, og de havde lært betydningen af Helligåndens iboen, så skønt Pinsedags egentlige oplevelse var, at Helligånden kom over dem, blev de tillige fyldt. Andre (de 3000) erfarede, at Helligånden kom over dem den dag, men de blev ikke fyldt, fordi den forberedende gerning ikke var gjort i deres hjerter. Hvis vi f. eks. har en flaske med prop i og et åbent glas ved siden af, og vi hælder vand over begge dele, vil glasset blive fyldt, men flasken ikke, skønt vandet hældes over begge. Det kommer alene an på karrets tilstand. Har Helligånden gjort sin gerning i os forud, så selvlivet er blevet sat til side, da bliver det indre og det ydre liv eet, når Ånden kommer over os. Hvis f. eks. Ånden samtidig falder på en 15 års pige, der lige er blevet frelst, og en ældre kristen, i hvem den iboende Helligånd har gjort en gerning forud, da får den 15 årige kraft og gaver, men bliver ikke fyldt, den anden bliver fyldt tillige, Pinsedag var det Åndens særlige gerning at komme over dem med kraft til tjeneste og gaver; for de 120's vedkommende resulterede det i, at de tillige blev fyldt, men det skete på grund af den tilstand, de var i.

Løftet i Joel, der intet taler om at fylde med Ånden, blev opfyldt Pinsedag. Det første løfte herom i Ny Testamente er givet ved Johannes Døberen, som siger: "Jeg døber jer i vand ("i" græsk) Han skal døbe jer i Helligånden". At blive døbt i Ånden vil sige, at Ånden er uden for dig, og viser at ved Pinsen skulle folk komme ind i Ånden. (Ikke Helligånden ind i dem - ligesom hensigten med dåben er, at mennesker skal i vandet, ikke vandet ind i dem). I Lukas 24:29 lovede Herren heller ikke, at de skulle blive fyldt, men at de skulle blive iført kraft; der var tale om noget ydre. Og da Herren gav løftet i Ap. G. 1:8, sagde Herren ikke, at de skulle blive fyldt, men at Helligånden skulle komme over dem, så hvad Pinsen angik, var der intet lovet om fylde; kun er der nævnt i Ap. G. 2, at alle de 120 blev fyldt. Det var ikke det egentlige ved den lejlighed, men det skete altså for nogles vedkommende.

Vi finder ikke, at nogen blev fyldt i Samaria, Kæsarea og Efesus, men kun i Jerusalem. De andre steder er der kun nævnt, at Helligånden kom over dem; det var, fordi de ikke havde den indre erfaring af Helligånden, som de 120 havde.

Lad os nu anvende alt dette på os selv. Hvis Helligånden kommer over os, da trænger vi til, at korset gør sit værk dybt i vore hjerter. Du kan ikke fylde noget, hvis det ikke først er blevet tømt. Hvordan kan mennesker, der har erfaret Helligåndens udgydelse, være stolte og selvtilfredse? Fordi de aldrig er blevet tømt. Vi må lade Helligånden skille os af med 1) vor synd, 2) vort gamle menneske, 3) vor egenvilje, 4) vort "kødelige" liv 5) vort "naturlige" liv. Korsets værk er at borttage den gamle skabning, vor naturlige energi. Når Helligånden kommer over os, efter at den iboende Helligånd har gjort dette værk, da bliver vi fyldt. Ved samme møde, samme budskab, får nogle kraft og gaver, andre bliver fyldt. Når Helligånden kommer over os, sættes vi i frihed. Den, der har været bundet og frygtagtig, bliver frimodig - og vover hvad som helst. Men lad os være varsomme, thi hvis vort "naturlige" liv ikke er kommet ind under korset, da bliver det også sat fri, alt kommer i bevægelse. Dette er grunden til, at der kan være så meget blandet ved pinsemøder. Når Helligånden sætter os i frihed, bliver alt det "kødelige" og "naturlige" sat i frihed samtidig. Der er stor forskel på de hallelujaråb, man hører, når Jesus er blevet så herlig for mennesker, at de ikke kan tie, og på de hallelujaråb, man hører, når alt det "kødelige" og "naturlige" er sat fri.

Priset være Herren, der er intet i vejen med Helligånden, det er hos os, fejlen ligger. Men hvis vi lader Helligånden bo i os, så vi er renset, da bliver det også en "ren" erfaring, vi får, når Helligånden kommer over os. Det indre liv er det vigtigste. Vi ønsker ikke at vælge mellem de to erfaringer af Helligåndens gerning "i" og "over", thi vi ønsker at have dem begge; men hvis jeg skulle vælge, da valgte jeg Helligåndens iboen.

Priset være Gud, vi behøver ikke at vælge, for Herren har givet os begge dele.