Gamle tekster

Hemmeligheden ved forenet bøn
af Andrew Murray

3. KRISTUS SOM KONGE

Og han sagde til dem: "Sandelig siger jeg jer: der er nogle af dem, der står her, der ikke skal smage døden, førend de ser, at Guds rige er kommet med kraft!" (Mark. 9: 1).

Det, der først kendetegner menigheden, er, at Kristus er Konge.

Både Kristus og Johannes Døberen havde begge forkyndt, at Guds rige var kommet nær. I vor tekst her siger Jesus, at Guds rige ville komme med kraft i nogle af dem, som hørte ham tale. Det kunne ikke betyde andet end, at når han som Konge havde indtaget sin plads på Guds trone, ville Guds rige blive åbenbaret ved Helligåndens kraft i disciplenes hjerter. I det himmelske rige var Guds vilje altid sket, - og nu ville Guds vilje ske ved Åndens kraft i disciplenes hjerter, således som den sker i Himmelen.

Det, der kendetegner et kongerige, ses i kongen. Kristus regerer nu som Gud og menneske på Faderens trone. På jorden er der ingen synlig åbenbarelse af riget, - men dets kraft ses i deres liv, i hvem Kristus regerer. Det er kun i menigheden, Kristi legeme, at riget i sin helhed kan blive set og kendt. Kristus lever, forbliver og regerer i de enkelte kristnes hjerter. Vor Herre Jesus lærte selv sine disciple, at der var en meget nøje samhørighed mellem ham og dem, da han sagde: "På den dag skal I erkende, at jeg er i min Fader, og I er i mig og jeg i jer." Næst efter troen på hans enhed med Gud og på hans almagt, skulle de have kundskaben om, at de levede i ham og han i dem.

Hvis vi vil følge i disciplenes spor og have del i den velsignelse, de fik i eje, må vor første lektion være den, at Kristus som Konge bor og regerer i vore hjerter. Vi må vide, at vi lever i ham, og at vi i hans kraft er i stand til at udføre, hvad han vil have os til at gøre. Hele vort liv må være helliget vor Konge og indviet til tjeneste i hans kongerige.

Denne velsignede enhed med Kristus vil først og fremmest betyde et dagligt fællesskab med ham i bøn. Bønslivet må være et stadigt og ubrudt samfund. På den måde kan hans folk fryde sig i deres Konge og være mere end sejrende ved ham.

Denne hjemmeside aomin.dk Copyright 2025