Hemmeligheden ved forenet bøn
af Andrew Murray

5. APOSTLENE

"Den Jesus, som I korsfæstede, ham har Gud gjort både til Herre og Kristus." (Ap. G. 2: 36).

"Engang, da han holdt måltid sammen med dem, bød han dem ikke at vige fra Jerusalem, men oppebie det, som Faderen havde forjættet." (Ap. G. 1: 4).

Det andet kendetegn på menigheden var disciplene, som Herren havde forberedt til at modtage hans Ånd og til at blive hans vidner.

Hvis det skal blive rigtig klart for os, at Ånden blev udgydt som svar på disciplenes bøn, må vi først af alt spørge: "Hvad var der ved disse mænd, som gjorde dem skikkede til at bede på en så effektiv måde og til at modtage en så vidunderlig opfyldelse af løftet, som de fik?"

De var almindelige, ulærde mænd med mange fejl, - men Herren havde kaldt dem til at forlade alt og følge ham. Dette havde de gjort, så langt de havde kunnet det i det liv, han levede, og i det arbejde, han udførte. Skønt der endnu var synd i dem, og de var uden virkelig kraft til at fornægte sig selv, klyngede deres hjerter sig dog til ham i dyb oprigtighed. Selv om de snublede, fulgte de ham dog til korset. De var "delagtige" i hans død.

Måske ubevidst, - men på en meget virkelig måde døde de med ham fra synd og blev oprejste med ham til et liv i ny kraft. Det var dette, der gjorde dem skikkede til at have magt i bøn og til at blive iklædt kraften fra det høje.

Lad det være prøven, hvormed vi prøver os selv, - om vi virkelig har overgivet os til delagtigheden i Kristi lidelse og død, - om vi hader vort eget liv og har ladet det korsfæste og har modtaget Kristi livs kraft til at bo i os. Dette vil give os frimodighed til at tro, at Gud vil høre også vore bønner og give os sin hellighed til at virke i os, hvad vi og han ønsker. Lad os bede som disciplene i een ånd, - og vi skal få del i det svar, de fik. Ligesom de må også vi være villige elever i Jesu skole, og frem for alt må vi søge det inderlige samfund og fællesskab med ham. Dette vil danne os, så vi kan bede pinsens bøn og modtage svaret.