|
Gamle tekster
Hemmeligheden ved forenet bøn
af Andrew Murray
6. IKKE AF DENNE VERDEN
"De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden." (Joh. 17: 16).
Den sidste aften, Jesus var sammen med disciplene før sin lidelse og død, prøvede han på at gøre dem det forståeligt, hvilket uoverstigeligt svælg, der var mellem ham og denne verden og mellem dem og verden (Joh. 17: 14-21). Han havde sagt om Ånden: "Verden kan ikke modtage ham, fordi den ikke ser ham og ikke kender ham." - "Fordi I ikke er af verden, derfor hader verden jer."
Et tydeligt kendetegn på discipelskab skulle være dette, at de lige så lidt skulle være "af verden«, som Jesus Kristus var det. Kristus og disciplene var blevet eet i korset og i opstandelsen. Begge tilhørte de et andet rige, - nemlig Himmerrigets rige. Denne udskillelse fra verden må kendetegne alle dem, der længes efter at blive fyldte med Ånden.
Hvorfor er tro på Helligånden så lidt forkyndt og så lidt praktiseret i kristenheden? Verden har alt for meget herredømme i de kristnes liv. De lever alt for lidt det himmelsindede liv, til hvilket de er kaldede i Kristus Jesus. De elsker verden" (1. Joh. 2: 15-16). De har deres glæde i at spise og drikke - i "kødets lyst", som åbenbarer sig i magelighed og komfort, - og i "øjnenes lyst", det vil sige, de glæder sig i alt, hvad denne verden byder på af skønhed og besiddelser, i dette livs forgængelige herlighed og selvophøjelse. De roser sig af alt, hvad menneskets visdom og kraft har haft held til at frembringe. Alt dette berøver hjertet dets modtagelighed for de åndelige ting og dets ønske om den sande selvfornægtelse, der gør det skikket til at modtage Helligånden.
Må enhver, der vil bede pinsens bøn om Helligåndens kraft, prøve sig selv, om ikke denne verdens ånd er den skjulte årsag til den mangel på bøn, der er absolut nødvendig, for at vi kan modtage Faderens forjættelse.
Må Herren indskrive dette dybt i vore hjerter: Verden kan ikke modtage Helligånden. "I er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden."
|