Hemmeligheden ved forenet bøn
af Andrew Murray

14. DET FØRSTE BEDEMØDE

"Disse deltog alle enigt og udholdende i bønnen sammen med nogle kvinder og Maria, Jesu moder, og hans brødre." (Ap. G. 1: 14).

Det sjette træk, som kendetegnede den første menighed, var, at de i forenet bøn ventede på opfyldelsen af Faderens forjættelse.

Det er vanskeligt at gøre sig ide om den store betydning, dette første bedemøde havde i Guds riges historie, - et bedemøde, som var den enkle opfyldelse af Kristi befaling. Det blev for alle tider en tilkendegivelse af den betingelse, der er, for at hans nærværelse kan blive kendt i Ånd og kraft. Her har vi den hemmelige nøgle, der lukker op for Himmelens forrådskammer med alle dets velsignelser.

Kristus havde bedt om, at disciplene måtte være eet, ligesom han og Faderen var eet, - fuldkommen eet, - for at verden kunne se, at Gud elskede dem, ligesom han elskede Kristus.

Hvor langt disciplene var fra at være i denne tilstand, ser vi af den strid, der var imellem dem ved nadverbordet om, hvem der var den største. Det var først efter opstandelsen og himmelfarten, at de blev bragt ind i denne inderlige forening - under ti dages bøn. Da kom de ind i den kærlighedens enhed, der gjorde dem til eet i Kristus og beredte dem til som hans legeme at modtage Åndens kraft.

Hvilket bedemøde! Det var frugten af den undervisning, Kristus havde givet dem i de tre år, han havde været sammen med dem på jorden.

Adams legeme blev først skabt, før Gud kunne blæse sin livsånd i ham. Og således måtte Kristi legeme først dannes, førend Ånden kunne tage det i besiddelse.

Dette bedemøde giver os Himmeriges riges lov for alle tider. Hvor Kristi disciple er bundet til hinanden i kærlighed og har indviet sig individuelt til ham, vil Ånden fra Himmelen blive givet som tegn på Guds anerkendelse, og Kristus vil vise sin vældige magt.

Et af de store kendetegn på den »ny husholdning er den forenede, vedholdende bøn, som formår meget og som krones med Helligåndens kraft. Hvis vore bønner stort set er begrænsede til vor egen menighed og vore egne interesser, har vi mon så heri grunden til, at svar på vore bønner ikke kan komme med den styrke, vi havde forventet?