|
Gamle tekster
Hemmeligheden ved forenet bøn
af Andrew Murray
19. BØNNENS MAGT
"En retfærdigs bøn formår meget, når den er alvorlig." (Jak. 5,16, gl. o.).
Bøn betyder meget. Den betyder meget hos Gud, og den har betydet meget i hans menigheds og hans folks historie. Bøn er den store magt, som menigheden kan udøve og derved sikre, at Guds almagt virker i verden.
En retfærdig mands bøn formår meget, og med en retfærdig menes der ikke blot den, der har Kristi retfærdighed som et dække over sig, men som har retfærdigheden i sig, som er blevet et nyt menneske, - skabt til at leve i retfærdighed og hellighed (Ef. 4: 24) - en, der lever som retfærdighedens tjener (Rom. 6: 16 og 19).
Dette er den retfærdige, som Herren elsker, og hvis bøn har magt (Salme 66: 18-19, 1. Joh. 3:22).
Da Kristus den sidste nat her på jorden gav sit store løfte om at svare på bøn, gav han det til dem, der holdt hans befalinger. "Hvis I elsker mig, så hold mine befalinger! Og jeg vil bede Faderen, og han skal give jer en anden talsmand" (Joh. 14: 15-16).
"Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad som helst I vil, og I skal få det"(Joh. 15: 7).
"En retfærdig mands bøn formår meget, når den er alvorlig." Det er, når den retfærdige beslutter sig til med hele sit væsen at "hænge ved Gud", at hans bøn formår meget. Som Jakob sagde: "Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig," - og som enken, der trængte på hos den uretfærdige dommer, - således vil den retfærdiges udholdende, alvorlige bøn formå meget.
Så er der den virkningsfulde, alvorlige bøn fra mange retfærdige. Når to eller tre bliver enige om at bede om en bestemt ting, er der en forjættelse om svar, - og hvor meget mere, når hundreder og tusinder forener sig i at råbe til Gud om at vise sin magt til bedste for sit folk!
Lad os slutte os til dem, der har forenet sig i at påkalde Gud om Helligåndens mægtige kraft i menigheden. Hvilket stort og velsignet arbejde, og hvilken vished vi kan have om et rigeligt svar i Guds time.
Lad os hver for sig og sammen bede Gud om nåde til at bede denne virkningsfulde og alvorlige bøn, der formår meget!
|