Hemmeligheden ved forenet bøn
af Andrew Murray

21. ÅNDENS FORBØN FOR DE HELLIGE

"Og han, som ransager hjerterne, ved, hvad Åndens attrå er, thi efter Guds vilje går Ånden i forbøn for hellige." (Rom. 8: 27).

Hvilket lys kaster disse ord ikke over de helliges bønsliv! Vi ved ikke, hvad vi rettelig bør bede om, og hvor ofte hindrer dette os ikke i at bede den troens bøn, der er så virkningsfuld. Men her får vi til opmuntring at vide, at Ånden går i forbøn for os med uudsigelige sukke. "Efter Guds vilje går Ånden i forbøn for hellige." Hvilken udsigt åbner der sig ikke her for os! Hvor og hvorledes går Ånden i forbøn for de hellige? På den måde, at han i det hjerte, som ikke ved, hvad det skal bede om, selv hemmeligt og effektivt beder om det, der er Guds vilje. Naturligvis er det underforstået, at vi stoler på, at han virker i os, og at vi bier for Guds ansigt, selv når vi ikke ved, hvad vi skal bede om, i den forvisning, at Ånden beder i os. Det indebærer endvidere, at vi i fuld afhængighed af Helligånden, som er blevet givet os, og i hvilken vi råber: "Abba, Fader", tager tid til at dvæle i Guds nærværelse, selv om vi ikke kan frembære andet end uudsigelige sukke.

Hvilken forskel ville det ikke gøre i mange af de helliges liv, hvis de virkelig praktiserede dette. De har ikke alene Jesus, Guds Søn, den store ypperstepræst, der altid lever, til at gå i forbøn for dem! De har ikke alene frihed til at bede i tro om, hvad som helst de begærer, og løfte om, at det skal blive dem givet, men de har virkeligt og i enhver gerning Helligånden - "nådens og bønnens Ånd" - til i dybet af deres væsen at gøre sit arbejde for dem, idet Ånden går i forbøn for dem efter Guds vilje.

Hvilket kald til os om at udskille os fra verden og til at hengive os helhjertet til Ånden, der vil lede os i bøn langt ud over, hvad vi kan tænke eller forvente. Hvilket kald til i stilhed at hvile i Herren og bie tålmodigt på ham, mens Ånden efter Guds vilje beder i os, - ikke blot for os selv, men især for alle de hellige!