Hemmeligheden ved forenet bøn
af Andrew Murray

23. DISCIPLENES BØN

"Disse deltog alle enigt og udholdende i bønnen." (Ap.G. 1: 14).
"De holdt fast ved fællesskabet og bønnerne." (Ap. G. 2: 42).

Hvilken lektie for os i bønnens skole at få lært, hvad denne vedvarende, eendrægtige bøn betød for disciplene!

Tænk blot på genstanden for deres ønsker! Imidlertid havde deres tanker om den velsignede Helligånd været meget mangelfulde, skønt de af Jesu ord om, at det var gavnligt for dem, at han gik bort, skulle have forstået, at Ånden ville herliggøre Kristus for dem på en måde, de aldrig før havde kendt. Og det ville blive ham selv i den mægtige Ånds kraft, der ville være deres styrke i den gerning, han havde kaldt dem til.

I tillid afventede de løftets opfyldelse. Havde ikke Mesteren, der havde elsket dem så højt, givet dem forsikringen om, at han ville sende Ånden til dem?

Med hvilken iver og ihærdighed de dog bad, og midt i den lovprisning og tak, der fyldte deres hjerter, medens de tilbad deres Herre i Himmelen, huskede de på, hvad han havde lært dem om udholdenhed i bøn, fuldt forvissede om, at hvor længe det end kunne trække ud med svaret, ville han dog ganske afgjort holde sit løfte og opfylde deres begæring.

Nå en sådan tankegang fylde vore hjerter, indtil vi er overbeviste om, at den samme forjættelse, som blev givet til disciplene, også er givet til os, og selv om vi må råbe til Gud dag og nat, kan vi regne med, at Faderen vil besvare vore bønner.

Og så, og dette er ikke det mindst vigtige, lad os tro, at ligesom de fortsatte med at bede eendrægtigt i Ånden, således kan også vi være forenede i bøn, selv om vi ikke kan være sammen på eet sted. I den kærlighed, som forener os, og i bevidstheden om Herrens nærværelse hos hver enkelt af os, som er eet i at påkalde Jesu velsig nede navn, kan også vi gøre fordring på løftet om at blive fyldt med Helligånden.