Himlen
Forjættelsen om den, dens indbyggere, dens rigdomme
af D L Moody

"Arvinger efter Haabet" Titus 3, 7.

"Vi takke Gud og vor Herre Jesu Christi Fader for det Haab, som er henlagt til Eder i Himlene. (Coloss. 1, 3-5).

Mange Mennesker mene, at naar der tales om Himlen, er det idel Fantasifoster. De betragte al Tale om Himlen, noget nær som om der var Tale om Luften. Men vor hellige Skrift vilde visselig ikke have indeholdt saa meget om Himlen, hvis det havde været Guds Vilje, at Menneskeslægten skulde være uvidende om den og vandre i Mørke "Den ganske Skrift er indblæst af Gud og nyttig til Lærdom" (2.Tim. 3, 17).

Hvad den hellige Skrift siger os om Himlen, er ikke mindre paalideligt, end hvad der meddeles os om alt andet. Hvad vi vide om Himlen, kunde ikke komme til vor Kundskab paa anden Maade end ved gudbeaandet Meddelelse. En saadan er os givet i vor hellige Skrift. Ligesom Jesus godtgjorde sin Guddomsherlighed ved sine Ord og Gerninger, ved sit Hjertelag og Levned, saaledes godtgør Biblen sig netop som Guds Ord ved det, den meddeler.

Ligesom alt andet underfuldt, som vi erkende som Guds Værk, bærer sin Ophavsmands tydelige Præg, saaledes er dette ogsaa Tilfældet med Biblen. Den afspejler ham. Menneskene udsaa Frøet, men det er Gud, som skaber Blomsten, der er fuldkommen og skøn som han selv. Det er Mennesker, der skrev, hvad der meddeles os i Biblen, men den hellige Skrift er alligevel Guds Værk. Jo mere Skønhedssans man har, des mere holder man i Reglen af Blomster, og jo mere aandelig Sans man har, des mere har man i Reglen Biblen kær. Sansen for Blomster forædler Menneskene, og Forkærlighed for Biblen forbedrer dem. Alt hvad Biblen meddeler os om Gud, om Mennesket, om Forløsningen og om, en tilkommende Verden, er i god Samklang med vore egne Forestillinger om, hvad der er Ret, med vor berettigede Frygt og vore personlige Erfaringer. Alle historiske Tildragelser ere beskrevne paa den Maade, som vi vide, at man betragtede dem, da de bleve optegnede. Hvad Biblen fortæller os om Himlen, er ikke nær saa sælsomt, som hvad Astronomerne fortælle os om de Stjernehære, der ere uden for den skarpeste Kikkerts Rækkevidde, og dog tro Menneskene meget ofte, at Videnskabens Udsagn ere idel Virkelighed og Religionens derimod lutter Indbildning. Mangfoldige Mennesker tænke, at Jupiter og adskillige af de andre Stjerner ere beboede, men kunne ikke faa sig til at tro, at der hinsides den synlige Verden findes en Bolig for udødelige Sjæle. Et virkeligt Kristenmenneske giver Troen Fortrinet for Forstanden og holder for, at Forstanden altid farer vild, naar den ringeagter Troen. Vilde Menneskene læse noget flittigere i den hellige Skrift og give Agt paa, hvad den meddeler os om Himlen, vilde de ikke besindes saa verdsligsindede, som de ere. De skulde da ikke have saa jordbundne Hjerter, men vilde hige efter det, som ikke er nnderlagt Forkrænkelighed.