Himlen
Forjættelsen om den, dens indbyggere, dens rigdomme
af D L Moody

Det maa tykkes os ganske naturligt, at Gud ikke har villet lade os forblive fuldstændig uvidende angaaende det tilkommende, thi vi miste jo snart en og snart en anden af vore Venner ved Døden, og den allerførste Tanke, der paatrænger sig, er jo den: "hvor gik de hen?" Grublende over Skilsmissen fra den, vi havde kær, spørge vi uvilkaarligt: "Mon jeg skal se ham eller hende igen, og hvor og naar vil det ske?" Saa fremtage vi vor kære Bibel, thi der gives dog ikke nogen anden Bog, der kan give os den Trøst, hvortil vi saa højlig trænge.

Jeg mødte for nogen Tid siden en gammel Ven, og da jeg rakte ham Haanden og forhørte mig om hans Families Befindende, trillede Taarerne ned ad hans Kinder, idet han sagde: "Jeg har ikke længer nogen Familie."

"Hvorledes," sagde jeg, "er din Hustru død?"

"Ja," svarede han.

"Og alle dine Børn?"

"Ja, jeg har mistet dem alle og er nu ene og forladt."

Skulde nogen kunne nænne at berøve denne Mand det trøsterige Haab om en Gang at gense sine kære? Kunde nogen blive til Sinds at forsøge paa at overbevise ham om, at der ikke findes noget Liv hinsides Døden, noget Gensyn hisset? Visselig ikke; vi maa vedblive at mindes vore hedengangne kære, vi maa holde fast ved det Haab, som er sat til Gud og rører sig i vort Hjertes Dybder, at vi skulle mødes befriede fra Forkrænkelighedens Lænker og nyde Velsignelserne i Lysets evige Boliger, hvor Sjælen drikker af de levende Kærlighedsstrømme, som udvælde fra Guds Trone.

J vort Hjertes Londom bevæge vi alle Spørgsmaal vedrørende det tilkommende

Sig mig, du min Sjæl, mit Hjerte
sig mig, Haab og sig mig Tro:
er der ej fra Synd, fra Smerte
og fra Dødens Gru et fredlyst Bo,
hvor Velsignelserne stille gro,
hvor den trætte finder Hvile,
den, der græd, paany kan smile?
saa jeg sukked - og i Lysets Dragt
Tro og Haab har Svaret bragt:
"Jo i Himlen skal det findes,
Sejer der for evigt vindes!"

Der findes Mennesker, som holde for, at der ikke gives nogen Himmel. Jeg talte en Dag med en Mand, som erklærede, at intet efter hans Mening berettiger os til at tro paa nogen anden Himmel end den, vi finde her paa Jorden. Men er dette en virkelig Himmel, da er det i Sandhed en sælsom Himmel - denne Verden, der rummer Sygdom og Sorg og Synd. Jeg beklager af mit ganske Hjerte hver Mand eller Kvinde, som kan nøjes med en saadan Himmel.

Denne Verden, som nogle betragte som Himlen, er i Virkeligheden Syndens og Forkrænkelighedens Hjem, et Sorgens Sygehus, et Sted, hvor der intet findes, som fuldt ud kan tilfredsstille Sjælen. Menneskene fare igennem den og længes saa efter at slippe ud af den. Jo mere man ser af Verden, des ringere Tanker faar man om den. Af de bedste Fornøielsen den kan yde, bliver man hurtig troet. En eller anden Forfatter - vi mindes ej hvilken - har ytret, at Verden ligner et stormfuldt Hav, hvor hver Bølge er fyldt med Brag af skibbrudne, der omkom i Dybet. Saa ofte som vi trække Veiret, er der en eller anden, der dør. Vi vide alle, at vi ikke have noget blivende Sted. Vort Jordeliv er som en Damp, en forbifarende Skygge.

"Vi mødes, vi hilse paa hinanden, gaa videre - og ere borte" - har man sagt med Rette. Og en anden Skribent har ytret: "Vort Liv er blot en Tomme af Tid, og derefter følger alle Evigheders Evighed". Det tykkes mig saaledes ganske naturligt, at vi gennemforske vor Bibel og se at komme paa det rene med disse Spørgsmaal: Hvor gaa vi hen, og hvorhen gik vore forudgangne Venner? Det længste Jordeliv er, sammenlignet med Evigheden, dog ikke mere end en "Draabe i Forhold til det store Verdenshav.