|
Gamle tekster
Himlen
Forjættelsen om den, dens indbyggere, dens rigdomme
af D L Moody
Oldtidens Stæder.
Betragt en Gang Oldtidens Stæder. Der er for Eksempel Babylon Efter Sigende blev den grundlagt af en Dronning ved Navn Semiramis der i en lang Aarrække svsselsatte to Millioner Arbejdere med at bygge den. Nu er den kun en Grushob. For henved tusind Aar siden skrev en Historieskriver, at Ruinerne af Nebukadnezars Palads endnu fandtes, men at ingen dristede sig til at nærme sig dem, da de vare fulde af Skorpioner og Hugorme. Noget lignende er ofte Storhedens Lod i vore Dage. Ninive er forsvunden, dens Taarne og Volde ere faldne. Vil en rejsende besøge Karthago, kan han ikke finde ret meget af Staden. Korinth, der fordum var et Sæde for Luksus og Kunst, er nu kun en uformelig Masse. Ephesus, der fordum var Lilleasiens Hovedstad og sin Tids Paris, havde den Gang mange Bygninger, der vare lige saa omfangsrige som Kapitolium i Washington; nu omstunder ligner den efter Sigende nærmest en vanrøgtet Kirkegaard. Det fordum saa pragtfulde Granada med dets tolv Porte og Taarne og Alhambra, de muhamedanske Kalifers Palads - henligger nu i Forfald. Smaa Levninger af de fordums saa store og skønne Stæder Herkulanum og Pompeji sælges nu i Butikerne som Kuriositeter. "Jerusalem," en Gang hele Jordens Glæde, er nu kun en Skygge as sin fordums Herlighed. Af Theben, af det gamle Athen og af mange andre af Oldtidens stolte Steeder findes nu kun nogle Rester, der kunne fortælle den bedrøvelige Historie om deres Fald. Gud lader sit Plovjærn gaa igennem Steederne og de blive væltede om som Muldet paa Marken. "Se," siger Profeten Esajas (40, 15), "Folkefærd ere som en Draabe af et Øsekar og agtes som Støv i Vægtskaalen; se, Øer løfter han til Vejrs som et Sandskorn."
Se, hvorledes det gik Antiochia! Da Paulus forkyndte Evangeliet, var Autiochia en Stad af første Rang. En bred Gade, der tre Fjerdingvej lang strakte sig gennem hele Staden, var prydet med Rækker af Søjler og lukkede Buegange, og ved hvert Gadehjørne stod Billedstøtter af deres store Mænd, hvis Navne vi ikke en Gang kende. De ere nu glemte, men den fattige Teltmager, som prædikede i den skønne Stad, mindes endnu som den mest storslagne Karakter, Historien kan opvise. De skønneste Frembringelser af græsk Kunst smykkede Templerne, og Badenes og Vandledningernes Pragt overgik alt, hvad Nutiden kan fremvise. Menneskene higede i hine Dage ligesom nu efter Ære, Rigdom og Berømmelse og søgte at gøre deres Navne og Gerninger udødelige i forgængeligt Marmor, Den prægtige Stads store Befolkning, der forenede Grækenlands Kunst og Dannelse med Asiens Nydelsessyge og Overtro, var lige saa begærlig efter Forlystelser som Befolkningen i vore Dages store Stæder. Der fandtes Skuespil, Kamplege, Væddeløb, Gøglere, Taskenspillere, Troldkarle og Mirakelmagere, og omtrent paa samme Vis som i vor Tids store Stæder søgte man uafladelig at imødekomme den menneskelige Naturs usleste Tilbøjeligheder. Antiochia var endog værre end Athen, thi den saakaldte Gudsdyrkelse, der øvedes, var ikke blot Afgudsdyrkelse, men tilstedede endog Tilfredsstillelsen af de laveste Lidenskaber. Det var Athen, at Paulus kom for at forkynde Evangeliet; det var her, at Disciplene første Gang kaldtes Kristne, medens de tidligere kaldtes "de hellige" eller "Brødrene". Fra denne Kilde i Antiochia er en mægtig Flod strømmet ud for at overrisle Verden. Astarte, som her dyrkedes som Himmeldronning, Diana og Apollo findes nu lige saa lidt som Pharisaeerne og Sadduccæerne, men de foragtede Kristne ere endnu i Live. Staden gik til Grunde, da den ikke vilde give Kristi Evangelium Indgang i Hjertet og bevare det. Stæder, ders ikke give Kristendommens rensende, opdragende og forædlende Indflydelse Raaderum, ville i Længden befindes at staa paa en svag Fod. I næsten tusind Aar lykkedes det Antiochia at holde sig oppe - saa gik den til Grunde.
|