Himlen
Forjættelsen om den, dens indbyggere, dens rigdomme
af D L Moody

Jeg kan umuligt tro, at det skulde være ufornuftigt at tænke paa Himlen og at tale om den. Jeg attraar at blive orienteret i Himlen og at faa det mest mulige at vide om den. Jeg venter at komme til at tilbringe Evigheden der. Saafremt det var min Hensigt at bosætte mig paa et vist Sted i et fremmed Land, saa vilde jeg se at indhente Underretning om Stedet, om dets Klima, om de Naboer, jeg vilde faa, og hvadsomhelst ellers det maatte være ønskeligt at komme paa det rene med. Dersom nogen af eder tænkte paa at flytte andet Steds hen, vilde I være til Sinds at gøre det samme.

Nu vel, vi skulle alle om en liden Stund udvandre til et Land, der er meget langt borte. Vi skulle tilbringe Evigheden i en anden Verden, en stor og herlig Verden, hvor Gud fører Scepteret. Er det da ikke ganske naturligt, at vi ville lytte og søge at faa at vide, hvem der allerede er der, og hvilken Vej vi bor slaa ind paa for at komme derhen?

Kort Tid efter min Omvendelse spurgte et vantro Menneske mig en Gang, hvorfor jeg saa opad, naar jeg bad. Han sagde, at Himlen var ikke mere over vore Hoveder end under vore Fødder, at Himlen var overalt. Jeg blev forvirret, og den næste Gang jeg bad, forekom det mig næsten, som jeg bad ud i det tomme Rum.

Siden den Tid er jeg bleven mere fortrolig med min Bibel, og jeg er kommen til den Overbevisning, at Himlen er over os, at den maa søges opad, ikke nedad. Himlen er over os, hvorsomhelst paa Jordkloden vi befinde os.

I Johannesevangeliet læse vi (Kap. 3), at Menneskens Søn fo'r ned af Himlen og i Apostlenes Gerninger (Kap. 1), at Kristus fo'r op til Himlen. Og i 5te Mosebog, Kap. 30, 11-12. "Thi dette Bud, som jeg byder dig i Dag, er ej langt borte, det er ikke i Himlen, at dn maatte sige: "hvo vil fare op til Himlen og hente os det?" Rom. 10, 6.

I vor hellige Skrift bliver saaledes Himlens Beliggenhed altid fremstillet som værende over os og hinsides Firmamentet. Allerede dette Firmament med dets utallige omspredte og funklende Verdener er saa uendeligt, at Himlen maa have et uendeligt Omfang, og det sømmer sig ikke, at vi kortsynede Mennesker studse og spørge, hvorfor Gud har gjort Himlen saa udstrakt, at Stjernerne kunne ses fra et hvilket som helst Sted paa denne lille Jord. I Jeremias, Kap. 51, 15, læse vi: "Han er den, som skabte Jorden ved sin Kraft, beredede Jorderig ved sin Visdom og udbredte Himlen ved sin Forstand" - og hvor lidet er dog vort Kendskab til denne Magt, denne Visdom, denne Forstand! Som vi læse i Jobs Bog (Kap. 26, 14): "Se, disse ere de yderste Grænser af hans Veje, og svag er Lyden af det Ord, som vi have hørt deraf? og hans Vældes Torden hvo forstaar den?"

Tegnene paa Guds Magt, Himlens Budskab kommer ikke altid som med Vælde. Vi læse i første Kongernes Bog (Kap. 19, 11-12): "Og se, Herren gik frem, og et vældigt og stærkt Vejr sønderrev Bjærgene og sønderbrød Klipperne for Herrens Ansigt, men Herren var ikke i Vejret; og der kom et Jordskælv efter Vejret, men Herren var ikke i Jordskælvet, og efter Jordskælvet kom en Ild, men Herren var ikke i Ilden. Men efter Ilden kom der en sagte Lyd." Det er i den stille sagte Lyd, at Gud taler til sine Børn.

Hvor langt borte er Himlen? Dette vide vi, at den ikke er saa langt borte, at jo Gud kan høre os, naar vi bede. Der er visselig ikke bleven udgydt en seneste Taare for Syndens Skyld siden Adams Fald til denne Dag, uden at Gud har set den. Han er ikke saa langt fra denne Jord, at vi ikke kunne henfly til ham; og dersom der den Dag i Dag opstiger et Suk fra et besværet Hjerte, vil Gud høre det, og lyder der et Angstraab fra et Hjerte, der sørget over sin Synd, vil Gud høre et saadant Raab. Han er ikke saa langt borte - Himlen er ikke saa fjern - at jo det mindste Barn kan naa didhen· Vi læse i anden Krønikernes Bog Kap. 7, 14: "Naar mit Folk, som er kaldet efter mit Navn, ydmyger sig, og de bede og søge mit Ansigt og omvende sig fra deres onde Veje, saa vil jeg høre fra Himmelen af og forlade dem deres Synder."

Da jeg var i Dublin, fortalte man mig om en Fader, der havde mistet sin lille Dreng. Denne Fader havde ikke tænkt ret meget paa det tilkommende, han havde været altfor meget optaget af denne Verdens og dens Anliggender. Men da den lille Dreng, hans eneste Barn, døde, blev Faderens Hjerte knust, og hver Aften, naar han var kommen hjem fra sit Arbejde, saa man ham sidde i sit Værelse med tændt Lys forskende i Biblen efter alt, hvad han kunde finde der vedrørende Himlen, Spurgte nogen ham, hvad han tog sig for, svarede han, at han søgte at udfinde, hvor hans Barn var gaaet hen. Og det tykkes mig, at han var en fornuftig Mand. Jeg tvivler paa, at der findes nogen Mand eller kvinde, hvem det aldrig er vederfaret, at en af deres kære kaldtes bort. Skulle vi da lukke vor Bibel, eller skulle vi ikke hellere se efter i den for om muligt at udfinde, hvor de hedengangne kære vel maatte være? Jeg læste for nogen Tid siden om en Fader, en Præst, der havde mistet et Barn. Han havde selvfolgelig været til Stede ved mangfoldige Begravelser og havde søgt at trøste mange andre, der vare betyngede af Sorg; men nu var Smertens Braad trængt ind i hans egen Sjæl, og en Embedsbroder var kommen for at holde Tale ved Graven og besørge Jordpaakastelsen. Da den fremmede Præst havde endt sin Tale, traadte Faderen frem ved Kisten og ytrede: "Da jeg for nogle Aar siden kom til dette Sogn, stod jeg ofte og saa ud over den Flod, ved hvilken jeg boede, men jeg følte ingen særlig Interesse for dem, der boede paa den anden Side, thi de vare fremmede for mig, og ingen af dem hørte til mine Sognefolk. Men nogle Aar derefter kom en ung Mand til mit Hjem og blev gift med min Datter, og Ægteparret flyttede over paa den anden Side af Floden, og nu fik jeg pludselig stor Interesse for Beboerne hinsides Floden, og hver Morgen gik jeg hen til Vinduet og saa over til min Datters Hjem. Og nu tilføjede Faderen, "er atter et Barn kaldt bort fra mig og er gaaet over en anden Flod, - og Himlen er nu bleven mig kærere og er kommen mig nærmere end nogensinde tilforn."

Mine Venner, lader os sætte vor Lid til den gode gamle Bog! Lader os holde fast ved den Overbevisning, at Himlen er ikke et Sagn eller en Mythe, og lader os gøre os rede til at følge de kære, der gik forud. Da og ikkun da kunne vi finde den Fred, vort Hjerte søger.