Himlen
Forjættelsen om den, dens indbyggere, dens rigdomme
af D L Moody

Spcjder efter et bedre Land.

Hebr. 13, 14. "Vi have her ikke et blivende Sted, men s?ge efter det tilkomtnende".

En af de almindeligste og st?keste F?lelser, der har r?rt sig og ligeledes i vore Dage r?rer sig i et Menneskehjerte er Attraa efter at finde et bedre og lifligere Sted end det, hvorpaa vi i ?eblikket befinde os. Efter et saadant s?ge Menneskene overalt. Og de kunne finde det, saafremt de ville finde det, kun at de maa vende Blikket opad i Stedet for nedad. Alt medens "Menneskene gaa fremad i Kultur og Udvikling, kappes de mere og mere om at g?re deres Hjem tiltr?kende; men det herligste Hjem paa Jorden er kun en tom Lade i Sammenligning med de himmelske Boliger. Hvad er det, vi se os om efter, naar det lider mod Slutningen af vort Jordeliv? Er det ikke efter et Alderdomsly, en stille Plads, hvor vi om ikke just kunne nyde en varig Ro, saa i alt Fald have en liden Forsmag paa den tilkommende Hvile? Var det ikke Haabet om at finde et bedre Land, der tilskyndede Kolumbus til at gaa en ukendt Sk?ne i M?de og sejle over Vestens ubesejlede Hav? Det var et lignende Haab, der opretholdt M?der hos Pilgrimsf?rene (*), da de efter at v?e forjagede fra deres F?reland stege i Land paa en vild Kyst med et ukendt Omraade foran sig. De oplivedes og fik Mod ved Haabet om at komme til et frit og frugtbart Land, hvor de kunde finde Ro og uforstyrret dyrke Gud.

(*) Saaledes kaldte man de saakaldte Puritanere, der i det syttende Aarhundrede udvandrede til Amerika for at undfly de i England dengang rasende Religionsforfølgelser.

Paa en noget lignende Maade forholder det sig med et Kristenmenneskes Haab. Men Landet er ikke et uopdaget Land, og dets Herlighed kan ikke sammenlignes med nogetsomhelst paa Jorden. Det er muligvis kun vor Synskredses Mangel paa Rækkevidde, der forhindrer os fra at se de himmelske Porte aabne, og det er maaske "kun paa Grund as vore Ørens Mangel paa Lydhørhed, at vi ikke kunne høre de himmelske Klokkers frydefulde Kimen. Vi ere omgivne af mangehaande Toner, som ikke naa til vort Øre, og det uendelige Rum er oversaaet med lysende Verdener, som vi aldrig have set. Men hvor lidet vi end kende til det lyse og straalende Land, kunne dog nogle Glimt af dets Skønhed stundum naa til os."

Vi vide ej, hvor Himlens Luft er frisk og sund,
hvor lifligt hisset dufter Blomstervrimlen,
hvor skøn er Klangen, naar fra tusind Engles Mund
en Lovsangs Toner bølge gennem Himlen.
Men stundum dog, naar Solen daler ned i Kvæld
paa Klem og indad aabnes Himlens Døre,
et lidet Glimt vi se fra Lysets rige Væld,
og Genlyd af et Englekvad vi høre.

Rejsende fortælle, at naar man bestiger Alperne, kan man undertiden se husene i langt bortliggende Byer med stor Tydelighed, saa at man endog kan tælle Ruderne i et Kirkevindue. Afstanden tykkes saa kort, at det Sted, hvortil den rejsende agter sig, synes at være ganske nær; men efter flere Timers Klatren synes det ikke at være nærmere. Det er en Følge af Luftens Renhed og Gennemsigtighed. Ved Udholdenhed naas alligevel omsider Maalet, og den trætte Vandringsmand finder Hvile. Saaledes befinde ogsaa vi os undertiden i Naadens højere Regioner, og Himlen synes os meget nær. Til andre Tider hæmmes vor Synskreds af Taage og Skyer, der foraarsages ved Lidelse og Synd. Vi ere dog Himlen lige nær i det ene Tilfælde som i det andet, og vi ere forvissede om at naa vort Maal, saafremt vi trolig følge Jer Fodfpor.

Jeg har læst, at ved Kysten af det adriatiske Hav pleje Fiskerkonerne, naar deres Mænd ere ude paa Dybet, at gaa ned til Strandbredden ved Nattetid og afsynge da det første Vers af en eller anden skøn Sang. Saa lytte de, indtil de høre det andet Vers af Sangen, sungen af deres kække, med Bølgerne kæmpende Mænd og baaren til dem paa Vindens Vinger - og da frydes baade Kvinderne og Mændene. Saafremt vi lyttede, vilde maaske ogsaa vi paa denne Verdens stormfulde Hav stundum opfange nogen Lyd, nogen Hvisken fra det fjerne med Budskab om en Himmel, der er vort Hjem; og naar vi synge vore Sange paa denne vor Jords Kyster, kunne vi maaske høre deres liflige Svar genlyde paa Timelighedens Strandbred til Opmuntring for de Pilgrimme og fremmede, der ere under Vejs. Ja, vi maa se opad, ud over denne lave Jord og give vore Tanker og Handlinger et højere Sving, allerede her!

Naar en Mand vil stige til Vejrs i en Luftballon, medtager han som bekendt altid Sand som Ballast, og naar han vil lidt højere op, udkaster han noget af Ballasten, og straks hæver Ballonen sig, og saafremt han vil højere til Veer, udkaster han mere. Jo mere Sand han udkaster, desto højere kommer han. Paa lignende Maade forholder det sig med os, jo mere vi attraa at naa hen til Herren, des mere maa vi kaste ud af denne Verdens forkrænkelige Ting. Lad dem fare! Lader os ikke binde vore Hjerter og Attraaer til det, som er underlagt Forkrænkelighed, men ihukomme Jesu Ord: "Samler eder Skatte i Himlen, thi hvor eders Skatte ere, vil ogsaa eders Hjerte være!" (Matth. (6, 20. 21.

I England hørte jeg om en Kvinde, der havde været syg og sengeliggende i mange Aar. Hun var en af disse hellige, som Gud tildanner for sit Rige; det er nemlig min Overbevisning, at der i denne Verden findes mangfoldige hellige, som vi aldrig faa noget at høre om; de blive aldrig omtalte i Aviserne, de staa i nært Samfund med deres Herre og Mester, ere Himlen nær. Jeg holder for, at der udkræves meget mere Naade til at bøje sig under Guds Vilje fremfor til at være virksom og gøre hans Vilje. Ligger et Menneske paa Sygelejet og lider med et gudhengivent Sind, tækkes et saadant Menneske visselig Gud lige saa fuldt, som om det gik hen og arbejdede i Herrens Vingaard.

Hin Kvinde var som sagt en af disse Herrens hellige. Hun fortalte, at en Tid havde det voldt hende megen Fornojelse at gioe Agt paa en Fugl, der hvert Aar byggede siu Rede i Nærheden af hendes Vindue. Men et Aar begyndte den at bygge saa lavt, at hun blev bange for, at der skulde vederfares Ungerne noget ondt, og alt medens huu saa, hvor travlt Fuglen havde med sin Rede, sagde hun atter og atter: "Kære lille Fugl byg dog højere op!" Hun forudsaa, at der vilde komme Sorg og Skuffelse Da Reden omsider var færdig, lagde Fuglen sine Æg og udrugede sin Yngel. Hver Morgen tittede Kvinden ud gennem Vinduet for at se, om Reden var i god Behold. Hun havde megen Fornøjelse af at se den gamle Fugl bringe Føde til Ungerne. Men en Morgen da hun vaagnede og saa ud, kunde hun ikke faa Øje paa andet end spredte Fjer, og bedrøvet udraabte hun: "Saa har da Katten faaet fat i Moderen og alle ugerne".

Det vilde have været en Barmhjertighedsgerniug at nedrive hin Rede. Saaledes handler Gud ofte med os Mennesker og tager et eller andet bort, før det bliver for sent. Det være sagt til alle Kristne: Bygger du for det, som er forkrænkeligt og af denne Verden, vil du blive skuffet; Gud tilraaber dig: byg højere op! At have Liv med Kristus i Gud er uden Sammenligning bedre end nogetsomhelst andet. Jeg vil hellere have mit Liv skjult med Kristus i Gud end være med Adam i Paradiset. Adam kunde maaske være forbleven i Paradiset seksten tusind Aar og saa dog tilsidst være faldet; hvor langt mere trygt, naar vort Liv er skjult i Kristus!

Til Naadens store Aandefest mig kalder Herrens Stemme; far hen, hvad her mig glæded mest, har det hos Gud ej hjemme, far hen, hvad ej mig følge kan! Ej Guld, ej Gods, ej Agerland skal Herrens Gæst nedtvinge.

Vrist, brist, hvert Baand, mig holder fast og fra min Gud bortdrager! Om Hjertet med de Baand end brast, om saaret Sjæl end klager, o Herre, giv mig Kraft og Mod, hvis ej for dig jeg alt forlod, med dig mit alt jeg tabte.

Ingemann.