Himlen
Forjættelsen om den, dens indbyggere, dens rigdomme
af D L Moody

Himlens indbyggere.

"Og ingen Indbngger skal siger jeg er syg, thi Folket, som vor derudi, har faaet syndsforladelse" Esajas 33, 24.

Selskabet i Himlen vil blive udsøgt. Ingen, der kender den hellige Skrift, kan tvivle derom. Der findes mange Slags Aristokrati i denne Verden; Himlens Aristokratisme maa blive Hellighedens Aristokrati. Den ringeste troende paa Jorden bliver en Adelsmand der. Vi læse hos Esajas (57,15): "Saa siger den Høje og Ophøjede, som bor i Evigheden, og hvis Navn er hellig, jeg bor i det høje og hellige, men ogsaa hos den sønderknuste og i Aanden nedbøjede." Hvad kan være tydeligere? Kun den, der har en angerfuld og ydmyg Aand, skal bo hos Gud i hans høje Helligdom.

Hvad der fremfor alt maa gøre Himlen kær for os Kristne, er Forvisningen om, at Gud og alle vore kære ere der. Hvad er det, som gjør Hjemmet saa tiltrækkende? Er det, fordi Hjemmet er saa smukt? Er det, fordi vi have grønne Græsplæner og skønne Træer i vor Have? Er det, fordi vi have kostbare Malerier paa Væggene og fine Møbler i Stuerne? Er det fremfor alt saadant der gjør Hjemmet saa tiltrækkende og skønt? "Nej, det er de kære, som ere der til Huse."

Jeg mindes, hvorledes jeg efter nogen Tids Fraværelse vendte tilbage for at besøge min kære Moder. Det var min Hensigt at overraske hende og at komme uventet bag paa hende, men da jeg erfarede, at hun var borte, forekom det gamle Sted mig ikke længere at være noget Hjem. Jeg gennemsøgte det ene Værelse efter det andet; ja det hele Hus, men jeg kunde ikke finde min elskede Moder, og da jeg forhørte mig hos nogle af Familiens Medlemmer, fik jeg at vide, at hun var død. Hjemmet havde med hende tabt sin Tillokkelse. Det var netop min Moder, der havde gjort Hjemmet saa lyst for mig, og det er netop de elskede, der gjøre Hjemmet saa kært for enhver. Paa lignende Maade er det de elskedes Nærværelse, der vil gjøre Himlen saa glæderig for os. Kristus er der, den himmelske Fader er der, og mange, som hørte til vore kære her paa Jorden, er der, og vi skulle ogsaa en Gang samles med dem der.

Matth. (Cap. 18,10) siger udtrykkeligt, at Englene ere der: "Ser til at I ikke foragte en af disse smaa; thi jeg siger eder: deres Engle i Himlen se altid min himmelske Faders Ansigt".

"Deres Engle se altid Faderens Ansigt"! Vi skulle komme i godt Selskab deroppe - ikke blot samles med dem, som ere blevne igenløste, men ogsaa med dem, som aldrig vare fortabte, dem, som aldrig havde kendt til det at være ulydige, dem, som have været ham underdanige fra Skabelsens Morgen.

Vi læse i det første Kapitel af Lukasevangeliet, at Englen Gabriel kom til Præsten Zacharias for at bebude denne, at han skulde vorde Fader til Jesu Kristi Forgænger, men at Zacharias drog Forjættelsen i Tvivl. Det var aldrig vederfaret Gabriel, at nogen drog hans Ord i Tvivl, og han bortvejrede enhver Tvivl med den bestemte Forsikring: "Jeg er Gabriel, som staar for Guds Aasyn" (Lukas 1, 19). Hvilken Ære og Herlighed at kunne sige dette!

En Prædikant har en Gang ytret, at der er de Ting, som ville overraske og forundre os, naar vi komme i Himlen, først at finde mange der, som vi ikke havde ventet at træffe, dernæst at savne andre, som vi havde ventet at se der, og sluttelig - hvad der turde være det mest vidunderlige - at finde os selv der.

En fattig Kone ytrede en Gang, at Vejen til Himlen var kort og let at finde, idet der kun var tre Skridt: ud af os selv, ind i Kristus og dermed ind i Herligheden. Lige saa umuligt som en død Mand kan arve et Gods, lige saa lidt kan en død Sjæl arve Guds Rige. Sjælen maa opvækkes i Kristus. Vor hellige Skrift siger os, at blandt de hellige, vi gøre os Haab om at møde i Himlen, vil der være en rig Mangfoldighed i Henseende til Smag, Natur og Karakter. Der er ikke een Bolig, men mange (Joh. 14,2). Der er ikke een Port til Himmelen, men mange; der er ikke alene tre Porte mod Nord, men ydermere tre mod Østen, tre mod Vesten og tre mod Sønden (Joh. Aab. 21, 12-13). Fra forskellige Streger paa det theologiske Kompas, fra den religiøse Verdens forskellige Egne, fra det menneskelige Livs og den menneskelige Karakters forskellige Strøg, til Trods for forskellige Udtryk for alles fælles Tro og Haab, til Trods for uligeartede Omvendelsesmaader og bortset fra ulige Forkærlighed for dette eller hint Stykke af den hellige Skrift, ville de trætte Venner indtræde i den himmelske Stad og "ikke uden Overraskelse" møde hverandre paa Bredden af Livets Flod. Og paa disse Kyster skulle de finde et Træ, der ikke til alle Tider bærer samme Slags Frugt, men tolv Slags Frugt for hver forskellig Sindstilstand - for den taalmodigt lidende, for den nidkære Tjener, for den hellige og ydmyge Filosof, for de retfærdiges nu omsider fuldkommede Aander, og Bladene af Træet skulde tjene til Lægedom (Joh. Aab. 22, 2) ikke for et enkelt Kirkesamfund eller et enkelt Folk, ikke udelukkende for Skotter og Englændere - men "til Folkenes Lægedom", det franske, det tyske, det italienste, det russiske Folks, ja sagtens ogsaa for saadanne, som i denne Verden have været længst borte fra hint Trees Frugter, men som desuagtet have "hungret og tørstet efter Retfærdighed" og derfor "skulle mættes" (Matth. 5, 6).

En fremragende nulevende Præst sagde en Gang: Da jeg var en Dreng, tænkte jeg mig Himlen som en stor og straalende Stad med vældige Mure og Bygninger og Taarne, men uden andre Indvaanere end hvidklædte Engle, som vare aldeles fremmede for mig. Siden døde min lille Broder, og fra nu af tænkte jeg mig Himlen som en stor Stad med Mure og Taarne, med en Mængde fornemme og ukendte Engle og en lille rar Dreng, som jeg kendte. Han var den eneste, jeg kendte der i hine Dage. Siden mistede jeg atter en Broder, og nu var der to, som jeg kendte. Senere døde flere og flere af mine bekendte, og Flokken voksede. Men det var først, efter at jeg havde sendt et af mine egne smaa Børn til den himmelske Fader, at jeg begyndte at tænke, at jeg selv var kommet lidt ind i Himlen. Et andet Barn døde og et tredje og et fjerde, og nu havde jeg saa mange kære i Himlen, at jeg slet ikke tænkte mere paa Mure og Taarne, men alene paa Stadens Indvaanere. Og nu ere saa mange af mine bekendte vandrede didhen, at det stundum tykkes mig, at jeg kender flere i Himlen end paa Jorden.