Himlen
Forjættelsen om den, dens indbyggere, dens rigdomme
af D L Moody

Det evige Liv.

I Johannesevangeliet (s12, 26l læse vi: "Om nogen tjener mig, han følge mig, og hvor jeg er, der skal og min Tjener være"?

Jeg kan ikke være enig med dem, der mene, at Paulus har ligget og sovet i Graven og endnu befinder sig der efter atten stormfulde Aarhundreders Forløb. Jeg kan ikke tænke mig, at han, der elskede Herren saa højt og viste en brændende Nidkærhed i hans Tjeneste, kan have været skilt fra ham henliggende i en ubevidst Tilstand. "Fader, jeg vil, at de, som du har givet mig, skulle og være hos mig, hvor jeg er, at de maa se den Herlighed, som du har givet mig," saaledes lod Jesu Bøn ifølge Johannesevangeliet (17, 24).

Vor hellige Skrift udsiger, at "hvo, som tror paa Sønnen, har et evigt Liv" (Joh. 3, 36). Mange Mennesker gøre sig netop i denne Sag skyldige i et Fejlsyn. Der staar, at den, som tror paa Sønnen, har - læg Mærke til Ordet "har"! - har det evige Liv. Der siges ikke, at han skal faa det evige Liv, naar han dør; Ordet "har" er Nutid, det evige Liv er mit - saafremt jeg tror. Det er "Guds Gave" (Joh. 3,16), det er nok. Man kan ikke begrave Guds Gave, ikke lægge det "evige Liv i Graven. Alle Gravere tilsammen kunne ikke grave en Grav, der er saa stor og dyb, at den kan indeslutte det evige Liv; Alverdens ligkistefabrikanter kunne ikke tømre en Kiste, der er stor nok til at indmure det evige Liv. Det er mit, det er mit!

Jeg holder for, at Paulus mener, hvad han sagde, naar han skrev til Korinthermenigheden: "vi have mere Lyst til at vandre bort fra Legemet og være hos Herren" 2. Kor. 3,8), saa han ikke tænkte sig, at han skulde være skilt fra ham i attenhundrede Aar. Den Aand, han modtog ved sin Omvendelse, stammede fra et nyt Liv, en ny Natur, og saadant kunde ingen lægge i Graven; det ilede sin Skaber i Mode, selv om han endnu muligvis ikke nyder sin fulde Salighed og Mættelse. Siger ikke Profeten Esajas (53 ,11): "For sin Sjæls Møje skal han have Glæde af sin Mættelse". Og Apostelen Panlus skrev jo til Korintherne (1. Kor. 15, 42-44): "Det saas i Forkrænkelighed, det opstaar i Uforkrænkelighed, det saas i Vanære, det opstaar i Herlighed, det saas i Skrøbelighed, det opstaar i Kraft, der saas et sandseligt Legeme, der opstaar et aandeligt Legeme". Det dødelige skal vorde iført Udødelighed. Det er dog kun et Tidsspørgsmaal. Forklarelsens store Morgen skal en Gang gry over Jorden, og de døde skulle staa frem og høre hans Røst, som er Opstandelsen og Livet.

Paulus siger; "Thi vi vide, at dersom vort jordiske Hus, denne Hytte nedbrydes, have vi en Bygning af Gud, et Hus, som ikke er gjort med Hænder, evigt i Himlene" (2. Kor. 5 ,1). Hans Lerhytte kunde nedbrydes og forlade, men han havde et bedre Hus. Et andet Sted siger han: "Thi jeg staar tvivlraadig imellem tvende Ting, idet jeg har Lyst til at vandre herfra og være med Kristus, thi dette var saare meget bedre, men at forblive i Kødet er mere fornødent for eders Skyld" (Filipp. 1, 23-24). For mig er det ogsaa en liflig Tanke, at Døden ikke kan skille os fra Herren. Mange Mennesker leve som under et Trældomsaag af idel Dødsfrygt; men saafremt jeg har det evige Liv, kan Døden ikke røre dette; den kan angribe det Hus, jeg bor i, den kan forandre mit Udseende og sænke mit Legeme ned i Graven, men den mægter intet overfor det evige Liv.

Det synes mig bedrøveligt, at saa mange, der kalde sig Kristne, betragte Døden paa den Vis, som de gøre. Jeg modtog for nogen Tid siden et Brev fra en Ven i London, og da jeg læste det, tænkte jeg, at det kunde være tjenligt at vise det til andre og forsøge paa, om jeg ikke kunde faa dem til at betragte Døden med min Vens Øjne. Han havde mistet en hvjtelsket Moder. I England er det en almindelig Skik at udsende Kort til Minde om afdøde, og man forsyner da Kortet med bredesorte Kanter, undertiden endog en kvart Tomme brede. Men min Ven havde i Stedet for en sort Kant anbragt en forgyldt, thi han holdt for, at hans Moder var gaaet bort til den gyldne Stad, og derfor valgte han en forgyldt Kant; det var efter hans Mening mere passende end en sort. Der var en, der en Gang sagde til en Mand, der laa for Døden: "Ja, endnu er du da i de levendes Land," men den døende svarede: "Nej, jeg er endnu i de døendes Land, men jeg gaar til de levendes Land, det Land, hvor man lever uden at ds«. Her paa Jorden er Syndens og Dødens og Taarernes Land, men deroppe er ingen Død. Der er evigt Liv og uforkrænkelig Glæde. "Det er herligt at dø,"" sagde Hanna More, da hun laa paa Dødslejet, og dog havde denne Kvinde i sine Jordelivsdage staaet i de lifligste Venskabsforhold, og Alderdommen havde ingenlunde svækket hendes Hukommelse, saa hun ikke mindedes de smaa Landsbyer mellem sit Hjemlands Klipper eller de Missionsskoler, som hun med saa stor Udholdenhed havde grundlagt, og hos hvilke hun vilde efterlade et soleligt Savn.

Det er en liden Tid,
saa har jeg vundet,
saa er den ganske Strid
med eet forsvundet;
saa kan jeg hvile mig
i Fredens Dale
og der evindelig
hos Gud i Himmerig
min Sjæl husvale.

Brorfon