Himlen
Forjættelsen om den, dens indbyggere, dens rigdomme
af D L Moody

Vi skulle vorde Kristus lige

Man spurgte en Gang en Kristen, hvad han vilde tage sig for, naar han kom i Himlen. Han svarede, at han tænkte at tilbringe de første Aar med at beskue Jesus Kristus, og efter den Tid vilde han se sig om efter Petrus og dernæst efter Jakob og saa efter Johannes, og al den Tid, hans Tanke kunde rumme, vilde saaledes blive fornøjeligt tilbragt med at betragte disse store Personligheder. Men det forekommer mig, at et eneste Blik paa Jesus Kristus vil være rig Belønning for alt, hvad vi maatte have gjort for ham her i Jordelivet. Men vi skulle ikke blot se ham, men tillige blive ham lige, efterdi vi skulle have hans Aand. Jesus Kristus Verdens Frelser skal være der, og vi skulle se ham Ansigt til Ansigt.

Det skal ikke være Perleportene eller Jaspismurene, heller ikke de med Guld beklædte Gader, der skulle udgøre vor Himmel, alt dette vilde ikke tilfredsstille os; dersom dette var alt, kunde vi ikke ønske at blive der til evig Tid. Man har fortalt mig om et Barn, hvis Moder var meget syg. En Nabo tog Barnet til sig, indtil Moderen blev rask; men i Stedet for at genvinde Helbreden, døde Moderen. Naboerne mente nu, at de ikke burde bringe Barnet hjem, før Begravelsen var overstaaet, og de fortalte ikke den lille Pige, at Moderen var død. Først nogen Tid efter bragte de Barnet hjem. Først gik Barnet ind i Dagligstuen og søgte efter Moderen; derefter gik hun ind i et andet Værelse, og saaledes gennemsøgte hun hele Huset, og da hun ikke kunde finde hende noget Sted, spurgte hun tilsidst: hvor er min Mo'er? Og da man fortalte hende, at Moderen var død, vilde den lille Pige ikke blive, men begærede at komme tilbage til Naboens Hus. Hjemmet havde ikke længer noget tiltrækkende for hende, da Moderen ikke var der. Saaledes er det da heller ikke Jaspismurene og Perleportene, der gøre Himlen saa tiltrækkende. Det er Haabet om at være hos Gud, forjættelsen om at være Igenløseren nær og være for evigt med Herren.

Der var en Tid, da jeg tænkte mere paa Jesus Kristus end paa Faderen. Kristus syntes mig meget nærmere, efterdi han var bleven Voldgiftsmanden, Midleren mellem mig og Gud. Jeg forestillede mig Gud siddende langt borte paa sin Trone som en streng Dommer; Kristus derimod var kommen som Midler og syntes mig langt nærmere end Gud Fader.

For en Del Aar siden ændredes hin Forestilling, idet Gud skænkede mig en Søn. Denne Søn var i en Tid af ti Aar min eneste Søn, og idet jeg betragtede ham, alt som han voksede til, gik den Tanke op for mig at det maatte kræve større og mere selvfornægtende Kærlighed, naar Faderen skulde ofre sin Søn, end den, der maatte findes hos Sønnen, idet han gik i Døden. Det vilde være meget lettere for mig selv at gaa Døden i Møde fremfor at være Vidne til, at man bortførte min elskede og eneste Søn for at nagle ham til Korset. Hvor højt maa Gud ikke have elsket Verden, da han hengav sin enbaarne Søn.

Naar vi efterse det syvende Kapitel (7, 55) i Apostlenes Gerninger, læse vi, at da Stefanus blev stenet, saa han op, og det var, som om Gud drog Tidens Forhæng til Side og lod Stefanus kaste et Blik ind i de evige Boliger og se Kristus staa ved Faderens højre Haand. Da Jesus Kristus opfor til Himlen, modtog han sin Trone, thi hans Værk var fuldbragt. Da Stesanus saa ham, havde han rejst sig op, og jeg kan tænke mig, at han med inderlig Medfølelse betragtede sit Vidne, der kæmpede ene og uden Hjælp, dette Menneske, der blev det første kristne Blodvidne, medens mange senere skulde følge ham efter. Vi kunne ligesom høre Lyden af de manges Fodtrin, der skulde lide Martyrdøden for Guds enbaarne Søn, men Stefanus gik i Spidsen for Fortroppen og blev den første af disse Martyrer. Han saa op, og Kristus havde rejst sig for at hilse ham velkommen, og Helligaanden kom ned for at give Vidnesbyrd om, at Kristus var der. Hvorledes kunne vi da tvivle?

En Tigger har ikke nogen stor Fornøjelse af at beskue et Pallads. Dets arkitektoniske Skønhed gør ikke synderligt Indtryk paa ham. Synet af et kongeligt Taffel kan ikke raade Bod paa en nødlidende Stakkels Hunger. Men at se Himlen aaben er tillige at have Del i den. Vi vilde ikke have nogen Glæde af Synet, saafremt vi ikke følte, at noget derinde tilhører os: Gud forener Sjælen med sig selv. "I skulle blive delagtige i den guddommelige Natur," skriver Apostelen Peter (2. Peter 1,4). Lægge vi et Stykke Jern i Ilden, taber det meget snart sin mørke Farve og bliver rødt og glødende som Ilden, men det mister ikke sin Jernnatur. Paa lignende Maade bliver Sjælen straalende ved Guds Glans, skøn ved Guds Skønhed, ren ved Guds Renhed og varm ved hans guddommelige Kærligheds Glød, men vedbliver dog at være en Menneskesjæl. Vi skulle vorde ham lige, men uden at ophøre at være os selv.

Et Sagn fortæller, at en godhjertet Konge, en Dag da han var paa Jagt i Skoven, fandt en blind, forældreløs Dreng, der levede næsten som de vilde Dyr. Kongen blev rørt af Medlidenhed. Han antog sig Drengen som sin egen Søn og lod ham lære alt, hvad en blind kan lære. Da ynglingen fyldte sit en og tyvende Aar, gengav Kongen, der ogsaa var en duelig Læge, ham Synet og tog ham med sig til sit Pallads, hvor han, omgiven af den fornemste Adel og hele Hoffets Glans og Herlighed, erklærede ham for sin Søn og befalede alle at yde ham den skyldige Ære og Hengivenhed. Det engang forældreløse og venneløse Barn blev saaledes en Prins og delagtig i kongelig Værdighed og al den Lykke og Herlighed, der kan findes i en Konges Slot. Hvem kan skildre den Glæde, der fyldte hin unge Mands Hjerte, da han første Gang saa den Konge, om hvis Skønhed, Godhed og Magt han havde hørt saa meget! Hvem kan udsige, hvor lykkelig han maa have følt sig, da han betragtede sin egen fyrstelige Dragt og fandt sig selv indlemmet i den kongelige Familie, æret og elsket af alle!

Kristus er en saadan stor og mægtig Konge, som finder vore Sjæle i denne syndige Verdens Ørken. Han finder os saaledes, som der siges i Johannes Aabenbaring (3, 17): "elendige, jammerlige, fattige, blinde og nøgne." Men os er vederfaret, hvad som nævnes i det første Kapitel af den samme Bog (1, 5): "Han elskede os og aftvættede os fra vore Synder med sit Blod," eller som Esaias siger (61, 10: "Han iførte mig Frelsens Klædebon, han klædte mig med Retfærdigheds Kappe som en Brudgom, der sætter Hovedpynten paa og som en Brud, der pryder sig med sit Smykke."

Den Herre Jesus betegner selv (i Apostlenes Gerninger 26, 18) Hensigten med Evangeliets Forkyndelse for Syndere paa saadan Vis: "at oplade deres Øjne, at de omvende sig fra Mørket til Lyset og fra Satans Magt til Gud, paa det de kunne annamme Syndernes Forladelse og faa Lod iblandt dem, som ere helligede ved Troen." Dette har Kristus ladet enhver Discipel vederfares. Han har smykket dig med Naadens Gaver og gjort dig til et Guds Barn (Joh. 1, 12). Siger ikke Apostelen Paulus (1. Kor. 3, 22-23): "Alle Ting ere eders, være sig Paulus eller Apollos eller Kephas eller Verden eller Liv eller Død eller det nærværende eller det tilkommende, alle Ting ere eders, men I ere Kristi og Kristus er Guds".

Han har givet dig sit eget Ord for at opfostre dig for Himlen; han har aabnet dine Øjne, saa du kan se. Ved hans Naade og dit eget Medarbejde udvikles din Sjæl efterhaanden til mere fuldkommen Lighed med ham.

Tilsidst kalder den himmelske Fader dig hjem, hvor du skal se Engle og hellige, iførte selve Kristi Herlighed, staaende omkring Tronen og høre disse Ord, der ville give dig Adgang til deres Samfund: "Vel, du gode og tro Tjener, gaa ind til din Herres Glæde!" Sagde Kristus ikke: "Alt hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde eder." i Jsoh 16, 15). Alt skal blive dit! hvor ringe og usle maa ikke alle jordiske Glæder tykkes i Sammenligning med dette.

Jesus, kom dog nær til mig!
lad mig aldrig slippe dig!
gem dig i mit Hjertes Bo,
gor det glad, og gor det tro!

Altid staar til dig min Hu,
al min Glæde ejer du,
aldrig faar jeg Fred i Sind,
uden du den bringer ind.

Verden ejer ingen Lyst,
som kan fylde dette Bryst,
men naar du mig bliver nær,
Himlen alt jeg ejer her!