Himlen
Forjættelsen om den, dens indbyggere, dens rigdomme
af D L Moody

Hinsides Floden.

Der er Glæde i Himlen over de Omvendelser, der finde Sted paa Jorden. Vi læse jo i Lukasevangeliet (15, 7): "Jeg siger eder, at der skal være Glæde i Himlen over een Synder, som omvender sig fremfor over ni og halvfemsindstyve retfærdige, som ikke have Omvendelse behov."

Naar et Præsidentvalg forestaar i den nordamerikanske Fristat, er der en vældig Uro, en voldsom Ophidselse.

Der udkommer næppe nogen eneste Avis paa hele Strækningen fra Maine til Californien, uden at den paa næsten hver Side siger noget om dem, der attraa at blive valgte. Hele Landet er i Bevægelse, men jeg tvivler paa, at man skænker det nogen Opmærksomhed i Himlen. Dersom Dronning Victoria frasagde sig sin Trone, vilde det komme paa Tale rundt omkring paa Jorden, Alverden vilde lægge Mærke til en saadan Tildragelse; Telegrafen vilde meddele Begivenheden til alle Verdenshjørner, men i Himlen vilde det sandsynligvis blive upaaagtet. Men saafremt en eneste lille Dreng eller Pige, en eller anden Mand eller Kvinde angrede sin Synd i Dag og i denne Stund, saadant vilde vække Interesse i Himlen. Deroppe se de ganske anderledes paa, hvad der sker, end vi hernede. Meget, der tykkes os storartet, regnes for noget saare lidet i Himlen, og omvendt vil meget, der tykkes os ubetydeligt, regnes som noget stort deroppe. Lader os ikke glemme dette! Vi kunne frembringe Glæde i Himlen ved vore Handlinger. Det er en saa viduuderlig Tanke, at vi næppe formaa at rumme den. Kan du tænke dig dette, at den fattigste Synder paa Jorden ved en af sine Handlinger kan sende en luftning af Glæde gennem Himlens Hærskarer!

Vor hellige Skrift siger (Lukas 15, 10): "Der skal blive Glæde hos Guds Engle." Der staar ikke, at Englene skulle glædes, men at der skal være Glæde "hos Englene". Jeg har grundet en del over dette og er dog ikke kommet videre end til en blot Gisning. Maaske kan Stedet opfattes saaledes, at vore forudgangne Venner, de, som ere gaaede over Floden ind i de evige Boliger, se ned paa os, og naar de da se en, som de have indesluttet i deres Bønner, omvende sig og hensly til Gud, saa gennemstrømmer en Følelse as Glæde deres Hjerte. En eller anden hedengangen Moder ser maaske netop i denne Stund ned paa en Søn eller Datter, og dersom dette Barn nu siger: "Jeg vil mødes med min Moder, jeg forsager Synden, jeg vil søge hen til dig, min kære Moder!" da turde det vel ske, at dette Udraab naar Himlen med en Solstraales Hurtighed, og hin Moder vil da fryde sig "hos Guds Engle". Efter et gndeligt Møde i Dublin gik en Mand ind i Samtaleværelset med sin Datter, hvis Moder var død kort Tid forinden, og Manden knælede og bad: "O Gud, lad hine hellige Sandheder trænge sig dybt ind i min Datters Hjerte, giv dertil din Naade, at hendes Moders Bønner maa blive opfyldte i Dag til hendes Frelse!" Da de rejste sig op, slog Pigen sine Arme om Faderens Hals, kyssede ham og udraabte: "Jeg vil møde min Moder, jeg vil blive en Kristen." Hun blev den Dag en Jesu Discipel. Faderen er nu Præst i Texas, Datteren døde der for nylig og er nu hos sin Moder i Himlen. Hvilket velsignet og frydefuldt Møde maa dette have været!

Jeg har hørt en Fortælling om en Fader, der sent en Aften gik ud med sin Datter. Det var mørk Nat; og de vare vandrede gennem en tæt Skov til Bredden af en Flod. Langt borte paa den modsatte Strandbred skinnede Lys hist og her i de faa omspredte Huse, og længere borte øjnede man de klare Lamper i den store Stad, til hvilken de vare paa Vej. Den lille Pige var træt og søvnig, og Faderen holdt hende i sine Arme, medens han ventede paa Færgemanden, der befandt sig paa den anden Side. Omsider saa de et lidet Lys, Lyden af Aareslagene kom nærmere og nærmere, og snart vare de velforvarede i Baaden.

"Fader!" sagde den lille Pige.

"Hvad vil du, mit Barn?"

"Det er saa mørkt, og jeg kan ikke se Stranden. Hvor fare vi hen?"

"Færgemanden kender Vejen, mit Barn, og snart ere vi ovre."

"Ja, gid vi snart vare der!"

Snart vare de hjemme, og den lille Pige blev modtaget af kærlighedsfulde Arme, saa al ængstelse og Bekymring var forbi.

Nogle Maaneder derefter genfinde vi den lille Pige ved Bredden af en Flod, men Floden er mørkere, dybere, mere ængstende. Det er Dødens Flod. Hendes kærlighedsfulde Fader stod atter ved hendes Side, bedrøvet over, at hans Barn nu skulde føres over denne Flod, uden at han formaaede at følge hende. I mange Dage og Nætter havde han og hendes Moder vaaget hos hende og kun forladt hendes Seng, naar de holdt Maaltid, eller de bøjede Knæ i Forbøn for dette for dem saa dyrebare Liv. I flere Timer havde hun sovet, og det saa ud, som om hun vilde gaa bort uden at vaagne igen, men kort før det blev Morgen, vaagnede hun pludselig, og hendes Øjne straalede; hun var ved sin fulde Bevidsthed, og alle Sjælsevner vare i livlig Virksomhed. Et sødt Smil kom til Syne i hendes Ansigt. "Fader," sagde hun, "nu er jeg igen paa Strandbredden og venter atter paa, at Færgemanden skal komme og sætte mig over."

"Synes du, kære Barn, at det er lige saa mørkt og koldt, som da du skulde føres over den anden Flod?"

"Nej, her er intet Mørke; Floden er bedækket med flydende Sølv. Baaden, der nærmer sig, synes gjort af idel Lys, og jeg er ikke bange for Færgemanden."

"Kan du se over Floden, du kære lille?"

"Ja vist, der ligger en stor og skøn Stad derovre aldeles fyldt med Lys, og jeg hører Englene synge."

"Ser du nogen histovre?"

"Ja, jeg ser den herligste Skikkelse, og han vinker ad mig, at jeg nu skal komme. O skynd dig, Færgemand.

Jeg ved, hvem det er; det er Jesus, min egen velsignede Jesus. Han vil modtage mig i sine Arme og jeg skal hvile ved hans Bryst. Jeg kommer, jeg kommer."

Og saaledes førtes hun over Dødens Flod, der ved den højlovede Forløsers Nærværelse forvandledes til en Sølvflod.