Himlen
Forjættelsen om den, dens indbyggere, dens rigdomme
af D L Moody

Noget mere.

Der findes næppe noget eneste Menneske, hvor højt stillet eller rig han end maatte være, som ikke, naar du vinder hans Fortrolighed, vil sige dig, at han ikke er fuldkommen lykkelig. Der er noget, han savner, men ikke kan saa, eller der er noget, han har, som han ikke kan blive kvit. Skønt Zaren af Rusland noget nær har alt, hvad han kan attraa, maa det dog meget betvivles, at han er en lykkelig Mand. Dronning Victoria har Slotte og Tusinder, der staa til hendes Tjeneste, ja tilmed hvad mange Herskere savne, nemlig sine Undersaatters Kærlighed; dog er det Tvivl underkastet, om hun har megen Glæde af sin høje Stilling. Kun saafremt Konger og Dronninger fatte Kærlighed til den Herre Jesus Kristus og blive frelste, kunne de blive lykkelige. Dersom de kende ham, ville de komme i Himlen ligesom deres ringeste Undersaatter og finde Fred og Hvile. Den ringe Teltmager Paulus vil sikkerlig indtage en højere Stilling i Himlen end den bedste og mægtigste Fyrste, der nogensinde udstrakte sit Scepter over Jorderig. Dersom Zaren af Rusland maatte møde John Bunyan i Himlen, vilde han uden Tvivl føle, at den fattige Kedelflikker er en større Mand end han selv.

Det kristelige Liv er det eneste lykkelige Liv. Uden dette fattes altid noget. Naar vi ere unge, indlade vi os gerne paa flere Foretagender, men spolere dem ved at være altfor raske paa det. Vi mangle Erfaring. Naar vi blive gamle, have vi indhøstet Erfaringer, men da have vi ikke Kræfter til at gennemføre vore Planer. "Lykkeligt det Folk, hvis Gud er Herren!" Den eneste Vej til Lykke er at være god. Naar nogen er nødlidende og derved lader sig friste til at stjæle, da forsynder han sig, fordi han er bange for at blive ulykkelig, men han glemmer til samme Tid, hvor langt mere ulykkelig Synden vil gøre ham. Hvor ringe et Menneske end er, er han dog det bedste og ædleste, der findes her paa Jorden, og det er derfor let at forstaa, hvilken Skuffelse det maa blive, naar han tænker at finde sand Lykke i noget, der er ringere end han selv. Det eneste, der er bedre end os selv, er Gud, og han indbefatter i sig alt, hvad der nogensinde kan tilfredsstille os. Guld er kun værdiløst af Jordensopgravet Støv: det kan ikke raade Bod paa et Menneskes Savn; ligesaalidt kan Ære og andres Ros stille os tilfreds. Menneskesjælen har noget mere behov. Himlen er det eneste Sted, hvor vi kunne erholde det. Intet Under, at Englene, der altid see Gud, ere lykkelige.

Tolderne gik ud i Ørken at opsøge Døberen Johannes, for at faa at vide, hvad de skulde gøre; ja ogsaa nogle af de fornemste i Landet gik til Eneboeren, for at raadføre sig med ham om, hvorledes de skulde naa den sande Lykke. "Lykkelig er den, som forlader sig paa Herren". Efterdi ingen virkelig Lykke findes her paa Jorden, derfor er Jorden ikke værd at leve for. Det er, fordi al Salighed findes hist oppe, at Himlen er værd at dø for. I Himlen er idel Liv og ingen Død. I Helvede er idel Død og intet Liv. Her paa Jorden er baade Liv og Død, saa at sige, en Mellemtilstand. Saafremt vi afdø fra Synd her, skulle vi leve i Himlen, men dersom vi leve i Synd her, kunne vi kun forvente evig Død derefter.

Vide I, at det bør sig, at en Synder dør to Gange? Først maa han i aandelig Forstand afdø fra Synden og blive en genfødt Sjæl, og da begynder han at føle Himlens Glæde Himlens Glæder naa lige saa rigeligt og lige faa sikkert ned til Jorden som Solens Straaler. Derefter kommer den legemlige Død, der baner Vej for den legemlige Himmel. Det gamle syndefulde Legeme maa selvfølgelig forvandles. Vi kunne ikke tage det med os til Himlen. Det maa vorde et herliggjort Legeme, ikke et syndefuldt, der gives os i Opstandelsen. Vore Legemer skulle vorde forklarede som Kristi Legeme.

I Himlen bliver der ingen Fristelse. Dersom der ikke fandtes nogen Fristelse i denne Verden, kunde Gud ikke prøve os. Han vil se, om vi ere ham underdanige. Derfor satte han det forbudne Træ i Paradiset, og derfor lod han Kananiterne blive tilbage i Israels Land.

Naar vi udsaa et Frø, forsvinder det efter nogen Tids Forløb, men fremavler saa et nyt Frø, der har megen Lighed med det første, men dog er anderledes. Saaledes skulle ogsaa vore og vore kæres Legemer opvækkes og se ud som før uden dog at være aldeles som før. Det samme Legeme, som blev korsfæstet, tog Kristus med sig til Himlen, undtagen for saa vidt som han blev forvandlet under Himmelfarten, efterat Disciplene havde tabt ham af Syne. Der maa være foregaaet nogen Forandring i Kristi Udseende efter hans Opstandelse; thi Maria Magdalene, der var den første, som saa ham, kunde jo ikke genkende ham. Heller ikke de Disciple, der vandrede med ham og talte med ham om ham selv, genkendte ham; de kendte ham først, da han velsignede Brødet ved Aftensmaaltidet. Heller ikke Petrus kendte ham, da han viste sig paa Strandbredden. Thomas vilde ikke tro, at det var Kristus, førend han saa Naglegabene i hans Hænder og Saaret i hans Side. Men vi skulle alle genkende ham i Himlen.

Der er to Ting, som Biblen gør lige saa visse og indlysende for os som Evigheden. Det ene er, at vi skulle se Kristus; den anden Ting er, at vi skulle blive ham lige. Gud vil aldrig skjule sit Ansigt for os der, og Satan skal aldrig vise sit.

Der er, alt vel overvejet, ikke nogen stor Forskel mellem Naadens og Herlighedens Tilstand. Naaden er Herligheden som i Knop, Herligheden er Naaden som udfoldet Blomst. Naaden er Herlighedens Begyndelse, Herligheden Naadens Fuldendelse. Saafremt vi tjene Gud hernede, vil det ikke falde os vanskeligt hisset. Stedet vil blive et andet, men Sysselsættelsen den samme.