|
Gamle tekster
Himlen
Forjættelsen om den, dens indbyggere, dens rigdomme
af D L Moody
Højere op.
Fra det Øjeblik af, da et Menneske bliver himmelsk sindet, idet hans Hjerte og Begæringer ere henvendte til det, som er oventil, bliver hans Liv skønt. Himlens Lys straaler ud over hans Vej, og han behøver ikke uafladelig at irettesætte og tugte sig selv, fordi han ikke er Kristus mere lig. Man spurgte en Gang en Skotte, om han var paa Vej til Himlen. Han svarede: "Jeg er ikke paa Vejen dertil, kære Ven, jeg lever der". Han levede der? Netop dette have vi behov, at leve i Himlen. Det er vort Fortrin, medens vi vandre i denne Verden, at vore Hjerters Begæringer og Følelser "ere" i Himlen. Jeg hørte en Gang en Missionær fortælle om en Kvinde i London, som under sine Sygebesøg først traf en fattig sengeliggende Kristen, der var lykkelig og glad i Gud, samt derefter en Dame, der uafladelig knurrede og klagede over sin Lod. Det tykkes mig undertiden, at de Mennesker, som Gud har gjort mest for i Henseende til de jordiske Ting, tænke mindst paa ham og udrette mindst i hans Tjeneste. Saa ofte som hin Kvinde trængte til at opmuntres og oplives, plejede hun at besøge det fattige, sengeliggende Kristenmenneske og følte sig da mere glad til Mode. En Ven af mig ytrede en Gang, at han holdt for, at Gud i de fleste store Stæder havde saadanne kære Guds Børn for dermed at glæde Englene, naar de gæstede Staden i deres naadefulde Ærinder, thi saadanne Guds Børn synes ofte at faa Besøg af himmelske Hærskarer. Nu vel, hin missionerende Kvinde ønskede at bringe den rige Dame i Berøring med det nævnte Guds Barn. Hun foreslog gentagne Gange. Damen, at de skulde aflægge et Besøg, og tilsidst samtykkede hun. Da de kom hen til Stedet, gik de op ad den første Trappe, og den var mørk og ikke meget ren. ("Hvilket sælt Sted," sagde den rige Dame, "hvorfor har De ført mig hid"? - "Det er bedre højere oppe," sagde Kvinden smilende. Saa gik de da op ad en ny Trappe, men der var ikke lysere, og Damen klagede paany, men Kvinden sagde atter: "Det bliver bedre højere oppe"! Og de gik op ad en tredje Trappe, uden at det blev lysere, og atter sagde Kvinden: "det bliver bedre højere oppe"! Da de kom til femte Etage, aabnede de Døren og kom ind i et pænt Værelse, hvis Gulv var belagt med Tæppe. Der var Blomster i Vinduet, og en lille Fugl sang i sit Bur. Den sengeliggende Stakkel modtog dem med et venligt Smil. Det første, den fine Dame sagde, var: "Det maa være tungt for Dem at bo her og at lide!" men hun fik til Svar: "Aa, det er ikke saa meget slemt; det er bedre højere oppe!"
"Ja, ikke-sandt, naar alt ikke gaar saa lige, som vi maatte ønske, saa kunne vi dog i hvert Fald sige: "Det er bedre højere oppe, det vil en Gang blive bedre." Paa saadan Vis kunne vi opløfte vore Hjerter og frydes, medens vi vandre mod Hjemmet. -
"O fagre Hjem!
Hinsides stakket Smil og· bitre Taarer,
hinsides skuffet Haab og hvad der saaret,
hinsides Saatid og Indhøstnings Stund,
hinsides rastløs Vaagen, Trætheds Blund.
skal hist jeg bo!
o fagre Hjem,
til dig min Sjæls Forlængsel higer frem."
|