Himlen
Forjættelsen om den, dens indbyggere, dens rigdomme
af D L Moody

Vore Navne ere skrevne der.

En Morgen, kort for Solopgang begyndte to Mænd at trættes om, hvor paa Himlen Solen først vilde vise sig. De bleve saa hidsige, at de kom i Slagsmaal, og de tilføjede hinanden saa megen Overlast, at ingen af dem saa Solen, da den stod op. Paa lignende Maade gives der Mennesker, der kives saa længe om Helvede, at de disputere sig selv ind i Helvede.

Hebræerne tale i deres Skrifter om tre forskellige Himle. Luften, Atmosfæren, der omgiver Jorden, er den første; Himmelrummet, hvor Stjernerne befinde sig, er den anden; men ovenfor denne er den Himlenes Himmel, hvor Guds Trone og Herrens Bolig er - disse Lysets og Fredens Pauluner, som er de saliges, Igenløserens og de genløstes Hjem.

Dette er den Himmel, hvortil Kristus opfo'r. Om dette Sted læse vi allerede i femte Mosebog: "Se, Himmelen og alle Himles Himmel er Jehovas, din Guds." I det andet Brev til Korinthermenigheden (Kap. 12, 2) siger Paulus, idet han taler om sig selv: "Jeg kender et Menneske i Kristus, som for fjorten Aar siden (hvad enten han var i Legemet eller udenfor Legemet, ved jeg ikke, Gud ved det) blev henrykt indtil den tredje Himmel." Mange have undrende spurgt, hvad der menes med "den tredje Himmel". Det er Guds Bolig, hvor Stormene ikke naa hen. Der troner den ubestikkelige Dommer. Da Paulus henryktes did, hørte og saa han, hvad ingen Tunge her kan udsige. Jo mere fremmelige vi blive i aandelig Forstand, desto nærmere synes vi at være Himlen. Der skulle vore Ønsker omsider opfyldes. Vi maa udraabe med Salmisten: "Een Ting har jeg begæret af Herren, den vil jeg søge efter, at jeg maa bo i Herrens Hus alle mit Livs Dage for at beskue Herrens Livsalighed og grunde i hans Tempel" (Salme 27, 4).

Kristus har selv forsikret os, at naar vi høre ham til, ere vore Navne skrevne i Himlen. Lukas skriver: "Glæder eder ikke derover, at Aanderne ere eder underdanige, men glæder eder mere, at eders Navne ere skrevne i Himlen" (10, 20).

Førend Jesus udtalte disse Ord, havde han sammenkaldt 70 af Disciplene og udsendt dem parvis at forkynde Evangeliet i Galilæas og Judæas Stæder. Der gives i vore Dage mange Mennesker, som ikke sætte Lid til Opvækkelser. Og dog har Verden aldrig været Vidne til større Vækkelser end dem, der fandt Sted i Løbet af de tre eller fire Aar, da Døberen Johannes og Jesu prædikede, og som efterfulgtes af Apostlenes og Disciplenes Forkyndelse, efter at Jesus havde forladt Jorden.

Vi maa vænne os af med at ville bestemme særlige Kanaler for Aandens Naadevirkninger, thi naar Aanden kommer, vil han altid virke paa sin egen Maade, som han selv vil. Disciplene kom tilbage efter fuldendt Værk Aanden havde virket med dem; de havde helbredet mange, og Aanderne havde været dem underdanige; de havde haft Fremgang, og de jublede sagtens over denne Sejr, da Jesus sagde til dem: »Glæder eder ikke over, at Aanderne ere eder underdanige, men glæder eder mere over, at eders Navne ere skrevne i Himle" Vi befinde os her ligesom Ansigt til Ansigt med Læren om Frelsens. Vished. Overalt i Kristenheden har jeg truffet mangfoldige Mennesker, som ikke hylde hin Lære De holde for, at i dette vort Jordeliv er det umuligt for os at " vide, om vi ere frelste eller ikke. Men hvorledes forholder det sig da med de ovennævnte Ord af Jesu Mund? Hvorledes kan jeg glæde mig over, at mit Navn er skrevet i Himlen, naar jeg ikke veed nogetsomhelst derom? Hine Disciple skulde jo glæde sig derover, og om ethvert Guds Barn gælder det, at dets Navn er indført i Livets Bog *)

* Lidet raadeligt vilde det dog være, om Jesu Disciple vilde overse saadanne Tanker, som ere udtrykte i Rom. 8, 24: "Vi ere frelste i Haabet," Philipp. 3, 12: "Ikke at jeg er allerede fuldkommen," og 1. Kor. 9, 27: "at ikke jeg, som prædiker for andre, skal selv blive forskudt." (Oversætterens Anmærkning.)

Et Selskab Amerikanere, som for nogle Aar siden rejste fra London til Liverpool, besluttede at tage ind i Nordvestre Hotel; men da de kom dertil, vare alle Værelser optagne flere Dage i Forvejen. Misfornøjede samlede de deres Rejsetøj for at begive sig andet Sted hen, men lagde Mærke til en Dame blandt Selskabet, som indrettede sig paa at blive. "Skal De ikke tage herfra," spurgte de. "Nej," svarede hun, "jeg har gode Værelser til Rede for mig." "Hvorledes kan det være?" "Aa," svarede hun, "jeg telegraferede hertil for nogle Dage siden." Det er netop, hvad Guds Børn gøre; de sende deres Navne forud. Medens de endnu ere hernede paa Jorden, søge de at sikre sig Pladser i Kristi Boliger histoppe. Ere vi i Sandhed Guds Børn, ere vore Navne gaaede forud, og Pladser skulde være til Rede for os ved Rejsens Slutning. Vi vide, at vi ere rejsende hernede; vi ere langt borte fra Hjemmet. Saa længe Krigen rasede mellem Sydstaterne og Nordstaterne, vare Soldaterne under Felttoget tilfredse med at bo i Telte, men de længtes efter at Krigen maatte blive endt, saa de kunde komme hjem. Paa Valpladsen attraaede de ikke Palladser eller hyggelige Huse. Ogsaa nu er der Krig, ogsaa vi befinde os paa en Valplads; naar Krigen er til Ende, vil Gud kalde os hjem, Telte ere gode nok under Rejsen gennem denne Verden; den varer kun en Nat, og da skal den evige Dag gry.