Himlen
Forjættelsen om den, dens indbyggere, dens rigdomme
af D L Moody

Bøgernes Oplukkelse.

Mange ville vistnok smile, naar der tales om Bøger i Himlen, men hos Profeten Daniel (12, 1) finde vi følgende Udsagn: "Paa den Tid skal Michael, den store Fyrste, der staar Som Værn for dit Folks Børn, staa frem og der skal være en Trængsels Tid, som aldrig har været, siden Folk blev til og indtil den Tid; og paa samme Tid skal dit Folk undkomme, hver den, som findes skrevet i Bogen". Og vi læse i Brevet til Philippenserne (4, 3): "Ja jeg beder dig, min retfærdige Medbroder, antag dig dem, thi de have stridt med mig i Evangeliet tilligemed Clemens og mine øvrige Medarbejdere, hvis Navne ere opskrevne i Livsens Bog". En Lære om Frelsens Vished træffe vi her hos Paulus i Kristendommens første Tider, og hvorfor skulde vi da ikke have Lov til at tale derom og at tro derpaa?

Folk, der have besøgt China, fortæller, at Chineserne ved deres Domstole have to store Bøger. Naar en Mand er bleven forhørt og befunden uskyldig, skriver man hans Navn i Livets Bog, er han derimod befunden skyldig, skriver man hans Navn i Dødens Bog. Dit Navn kan ikke til samme Tid findes i begge Bøger; du kan ikke paa een Gang være i Livet og i Døden.

I Johannes'’'s Aabenbaring (13, 8) læse vi: "Og de skulle tilbede det (nemlig Dyret), alle, som bo paa Jorden, hvis Navne ikke fra Verdens Begyndelse ere skrevne i det slagtede Lams Bog, i Livets Bog". Der siges fremdeles (20, 12): "Og jeg saa’ de døde, smaa og store, staaende for Gud, og Bøgerne bleve oplukkede; og en anden Bog blev opladt, som er Livsens Bog; og de døde bleve dømte efter det, som er skrevet i Bøgerne, efter deres Gerninger." Og atter siges (21, 27): "Og intet urent skal komme ind i den (Staden), ej heller nogen, som øver Vederstyggelighed og Løgn, kun de, som ere skrevne i Lammets Livsens Bog."

Et Menneske kan have sit Navn opskrevet i de ypperste Krøniker, men de kunne blive tilintetgjorte. Man kan have sit Navn indhugget i Marmor, og dog kan det vorde udslettet; en eller anden Stiftelse kan bære ens Navn, og alligevel kan han snart blive glemt; men i de Bøger, der findes histoppe, vil hans Navn ingensinde blive udslettet. At søge at gøre sit Navn udødeligt paa Jorden er som at skrive det i Sandet paa Havets Kyst; skal det blive udødeligt, maa det indridses i den evige Klippe. Ingen vil betragte Pontius Pilatus som en Helgen, fordi hans Navn forekommer i Trosbekendelfen. Det er med god Grund blevet sagt, at den rette Maade, hvorpaa vi kunne se vore Navne skrevne i Livets Bog, er den at efterspore Helliggørelsens Værk i vore egne Hjerter. Der behøves ingen underfuld Røst fra Himlen, intet overordenligt Tegn, ingen ualmindelig Følelse. Kun dette kræves, at vi mærke, at vore Hjerter hendrages mod Kristus, at vi hade Synden og ville inderligt gerne fuldkomme de guddommelige Bud.

Vi kunne være forvissede om, at ingen bliver frelst, fordi han tilhører et eller andet bestemt Kirkesamfund, ihvorvel ethvert frelst Menneske maa staa i Forbindelse med et saadant. Da Daniel døde i Babylon, behøvede ingen at lede efter i en eller anden gammel Kirkebog for at faa at vide, om alt stod vel til med ham. Da Paulus blev halshugget af Nero, behøvede ingen at efterse en Prædikantliste for at komme paa det rene med, om han var et Kristi Vidne. Deres Liv var af den Art, at enhver vidste, hvad de vare. Vi kende jo Apostlens Ord: "Jeg er vis paa, at intet skal skille os fra Kristi Kærlighed, hverken Liv eller Død, ej heller Engle eller Fyrstendømmer eller Magter, ej heller det nærværende eller det tilkommende" (Rom 8.38). Han udfordrer dem alle i forvisning om, at de ikke kunne skille ham fra den Guds kærlighed, som var i Kristus. Det er ikke at give Gud rettelig ære, naar vi aldriig komme videre end kun til at haabe, haabe og atter haabe, at vi ere paa vej til at blive frelste.