Himlen
Forjættelsen om den, dens indbyggere, dens rigdomme
af D L Moody

Falske bekendere.

Der gives imidlertid Mennesker, som ikke burde være forvissede om at være frelste. Det er en stor Ulykke, naar et uomvendt Menighedsmedlem mener at have hin Forvisning. Der gives saadanne, som give sig ud for at have Vished, men ikke burde have den - saadanne nemlig, hvis Liv ikke er i Samklang dermed. Paa denne Slags Mennesker peges der hen i Lignelsen om Manden, der ikke var iført Bryllupsklædningen.

Falske Bekendere ligne Blomster, der se godt ud, men lugte ilde. De ere tørre Skaller uden Kærne. De gamle Korsfarere plejede at have et malet Kors paa deres Skuldre. Der findes i vore Dage mange, som iføre sig Kors, der sidde lige saa løst - blotte Ordenstegn - Anvisninger til Ære og Anseelse - godtkøbs Skikke, der tale om Kampe, som aldrig ere blevne kæmpede, en Krone, man aldrig har stridt for at erhverve.

Man kan ofte se en død Fisk flyde med Strømmen, men man har aldrig set en død Fisk svømme mod Strømmen. Saaledes forholder det sig med den falske Bekender, Hykleren. Mundens Bekendelse er som at flyde med Strømmen, men Hjertets og Livets Bekendelse er at flyde mod Strømmen uden at spørge, hvor strid den er. Det helliggjorte Menneske og det ikke helliggjorte betragte Himlen paa meget forskellig Vis. Det ikke helliggjorte Menneske attraar kun Himlen, fordi han foretrækker den for Helvede. Han mener, at naar han skal vælge mellem Himmel og Helvede, saa foretrækker han at forsøge, hvordan der er i Himlen. Han kan lignes med en Gaardejer, hvem man tilbyder en Ejendom i et andet Land, hvor der efter Sigende findes en Guldmine. Det er ham i høi Grad imod at opgive, hvad han har, og give sig ud paa det uvisse. Men dersom han bliver landsforvist og maa forlade, hvad han sidder inde med, og saaledes har kun Valget mellem at leve i en Ørk eller at arbejde i en Kulgrube, eller paa den anden Side at drage til Ejendommen med Guldminen, - ja saa kan der ikke være nogen Tvivl. Det uigenfødte Menneske synes bedre om Himlen end om Helvede, men han synes allerbedst om denne Verden. Naar Døden stirrer ham ind i Ansigtet, synes han, at det kunde være rart at komme i Himlen. Men en sand Kristen tillægger Himlen højere Værdi end alt andet og er altid villig til at sige Verden Farvel. Alverden vil nyde Himlens Salighed efter Døden; men mange ville ikke være himmelsksindede, medens de leve. Den, som er en ægte Kristen, har faaet Løfte om det himmelske Hjem, der er ikke Rum for Tvivl.

Saa længe som Arvingen til en stor Formue er et Barn, tænker han højere om en Krone i sin Lomme end om hele Arven. Paa lignende Maade føle ogsaa mange, der kalde sig Kristne; mere Oplivelse ved en kortvarig Glæde end ved Forjættelsen om en evig Herlighed. Om en kort Tid skulle vi arve den; hvilken opløftende tanke! Alt er rede. Derfor opfo'r Kristus til himlen. Snart skulle ogsaa vi være der:

"Jeg rejser - og veed hvor rejsen gaar hen,
den gaar til Guds evige rige,
jeg rejser til aandernes Fader og Ven,
til landet, hvor aldrig med sorg igen
fra sjælene sjælene vige."

Ingemann