Himlen
Forjættelsen om den, dens indbyggere, dens rigdomme
af D L Moody

Hjertets Skatte

Det tager ikke lang Tid at komme paa det rene med, hvor et Menneskes Skat er. Med de fleste Mennesker behøver man kun at tale et Kvarters Tid for at vide Besked, om deres Skatte ere paa Jorden eller i Himlen. Tal til en Patriot om hans Fædreland, og der kommer straks Liv i hans Øjne, du mærker, at Sagen ligger ham paa Hjerte. Tal med nogle af vore Handelsmænd og fortæl dem, hvor de kan vinde tusinde Kroner, og læg Mærke til, hvor interesserede de straks blive; deres Hjerter ere med i Sagen. Tal med Folk, der angive Tonen i den fine Verden, om den nyeste Mode, og du vil se, at deres Øjne straale; deres Interesse er pludselig vakt, deres Hjerter ere med der. Tal til en Politiker om Politik, og han lytter med Interesse i her er noget, der ligger ham paa Hjerte at saa Besked om. Tal med et Guds Barn, som samler Skatte i Himlen, om de himmelske Ting og det tilkommende Hjem, og du skal se, hvor henrykt han bliver. "Hvor eders Skat er, vil ogsaa eders Hjerte være!"

Nu vel, Herren vor Gud har lige saa vist befalet os Mennesker "at samle Skatte i Himlen" som ikke at stjæle. Nogle mene, at der ikke gives andre Bud end de ti, der kundgjordes paa Sinai, men da Kristus vandrede her paa Jorden, gav han os en hel Mængde andre Befalinger. Et saadant andet Bud findes i Bjærgprædiken og lyder saaledes: "Søger først Guds Rige og hans Retfærdighed, saa skal alt det øvrige tillægges eder." Og et andet nyt Bud er dette, at vi skulle samle Skatte i Himlen og ikke paa Jorden. Hvad er vel Aarsag til, at der findes saa mange knuste Hjerter, saa mange misfornøjede? Sikkerlig den, at de havde samlet sig Skatte hernede.

Hvor lidet dette Guld, hvorefter saa mange ivrigt stræbe, er værd, kan ses af følgende Historie. Et Skib, som medbragte en Hob Emigranter, drev ud af sin Kurs og henkastedes som Vrag paa en øde O, langt fra al menneskelig Hjælp Det er ikke muligt at komme bort, men Folkene have et rigeligt Forraad af Føde; Oceanet omgiver dem, men de have fuldt op af Sæd, et godt Jordsmon og en livgivende Sol, saa der er ingen Fare. Men førend de begynde at dyrke Jorden, have nogle af Folkene, der undersøgte Øen, opdaget en Guldmine. Saa begyndte de da alle at grave, arbejdede Dag efter Dag, Maaned efter Maaned, og samlede store Hobe Guld. Men Foraaret gik til Ende, og endnu var ikke en eneste Mark bleven ryddet eller tilsaaet. Saa kom Sommeren, og deres Rigdom øgedes - men deres Forraad af Føde formindskedes. Snart opdage de, at deres Gulddynger ere uden Værd; Hungersnød stirrer dem ind i Ansigtet. Saa ile de til Skoven, fælde Træer, opgrave Rødder, pløje Jorden og udsaa Sæden, - men det er for sent. Vinteren kommer, og Sæden raadner i Jorden. De dø af Mangel midt iblandt deres Skatte.

Vor Jord er den lille O; Evigheden er Oceanet der omgiver den; paa denne Strandbred ere vi henkastede. Der findes en livgivende Sæd, men Guldet lokker os. Foraar og Sommer tilbringe vi der, men Vinteren overrasker os under Arbejdet, ere vi uden det Livsens Brød, ere vi fortabte. Saa lader os da, saa mange som vi nu ere, der ere Jesu Disciple, sætte saa meget des større Pris paa det Hjem, hvor de Skatte findes, som ingen kan fratage os.