Himlen
Forjættelsen om den, dens indbyggere, dens rigdomme
af D L Moody

En Overhøring ved Vægtavlen i Skolen.

Da jeg for nogle Aar siden befandt mig i St. Francisko, gik jeg den første Søndag, jeg tilbragte der, hen i en Søndagsskole. Det var en regnfuld Dag, og der var saa faa Børn, at Forstanderen tænkte paa at lade dem gaa hjem. Imidlertid foreslog han mig, at jeg skulde tale til hele Skolen som til en Klasse. Dagens Tekst vare hine Ord af Bjærgprædiken: "Samler Eder ikke Skatte paa Jorden, hvor Møl og Rust fordærve!" Jeg opfordrede en ung Fyr til at stille sig hen ved Vægtavlen, og vi bleve enige om at sammenligne noget, som mange Mennesker have paa Jorden, og noget, som andre Mennesker have i Himlen.

"Nævn mig nu", sagde jeg, "et eller andet jordisk Gode."

"Guld!" raabte de alle

"Godt!" sagde jeg, "jeg kan tænke, at det er Eders ypperste Skat her i Californien. Lad os saa blive ved. Nævn noget andet Gode."

"Agre!" raabte en anden Dreng.

"Godt", sagde jeg, "nu skriver vi dette op: Guld og Agre. Men hvad mere gives der, som Folk her i Californien sætte Pris paa?"

"Huse!" - "Skriv det op! Hvad mere?"

"Fornøjelse - Ære - Forretninger."

"Javel, jeg kan tænke, at mange interessere sig for saadanne Ting. Skriv det op!"

Ligesom lidt ængstelig udraabte nu en: "Klæder!" og det morede hele Skolen.

"Ja, skriv kun det op! Jeg tror, at der findes Mennesker, der tænke mere paa Klæder end paa noget somhelst andet. Somme leve saa at sige kun for at have pæne Klæder. Jeg hørte for nylig en paalidelig Beretning om en ung Dame, der døde af Tæring. Hun havde levet i Verden og for Verden, og det saa ud til, at Verden havde lagt fuldtud Beslag paa hende. Hun troede, at hun skulde dø Torsdag Nat, og ønskede, at man skulde krølle hendes Haar, for at hun kunde se godt ud i sin Kiste. Hun døde imidlertid ikke Torsdag Nat, hun var endnu i Live Fredag, og saa bad hun, at de ikke maatte forandre hendes Haaropsætning, men lade den blive, som den var, til hun døde. Og hendes Venner sagde, at hun tog sig meget godt ud i Kisten! Just hvad der er klædeligt - at Mennesker kunne fæste deres Hjerter ved saadant! - Men hvad er der saa mere?"

De saa noget forlegne ud, men saa raabte tilsidst dog en: "Brændevin!"

"Ja skriv det op", sagde jeg. "Der er visselig mangen en Mand, der tænker mere paa Brændevinsflasken end paa Guds Rige. Han er i Stand til at ofre Hustru, Hjem, Moder, sin Karakter, sit gode Navn og Rygte for Brændevinsflasken. Ak ja, mangen en raaber, som det galdt Livet: "Giv mig Brændevin, og saa maa I beholde Himlen og alle dens Herligheder. Jeg vil sælge min Hustru og Børnene; lad dem kun komme paa Fattiggaarden; lad dem kun komme i Armod og blive vanærede; Brændevinsflasken er dog min bedste Skat!"

Brændevinsdyrkelse er desværre manges Trosbekendelse, og saa vende de Ryggen til Himlen og al dens Herlighed. Nogen vilde maaske sige, at den lille Dreng, der raabte: "Brændevin!" tog fejl; - men en dyrebar Skat er - Gud bedre det - Brændevinen desværre for mange Stakler.

Nu raabte en af Børnene: "Væddeløbsheste!"

"Ja skriv ogsaa det op", sagde jeg. "Mange sværme for Væddeløbsheste, og mangen en Mand vil helst tilbringe sin Søndag med at tilride sine Heste."

Da vi saaledes havde skrevet alt det op, som vi kunne hitte paa," sagde jeg. "Lad os da nu se om vi ikke kunne opskrive nogle himmelske Skatte! Hvad er det vel, som Herren vor Gud vil, at vi skulle elske og fæste vort Hjerte ved?" De svarede alle:

"Jesus Kristus".

"Det er godt svaret. Jesus sætte vi øverst paa Listen Og hvad saa mere?"

"Englene."

"Skriv dem op. Vi skulle have Samkvem med dem, naar vi komme til Himlen. De ere tilvisse en Skat histoppe. Hvad mere?"

"De Venner, som ere hensovede i Herren?"

"Skriv dem op. Døden har taget dem fra os, men vi skulle engang gense dem og være igen sammen med dem. Hvad mere?"

"Kroner ? "

"Ja, der gives en Ærens, en uforvisnelig Retfærdighedens Krone? Og hvad saa mere?"

"Livets Træ."

"Ja vel, vi skulle have Adgaug til det. Vi skulle gaa dertil, plukke dets Frugt og spise deraf og leve i al Evighed. Hvad mere kunne I saa nævne?"

"Livets Flod."

"Ja, vi skulle vandre ved Bredden af Livets klare Flod".

"Harper", raabte een, og en anden raabte "Palmegrene", og een sagde:

"Renhed".

"Ja skriv det op! Intet urent skal findes der. Vi skulle bære hvide Klæder, og der skal ikke være Plet eller Rynke paa dem. Mange kunne finde allehaande Fejl og Mangler hos os hernede, men engang skal Kristus fremstille os for Faderen uden Plet og Rynke, vi skulle fuldkommengøres i ham. Kunne I finde paa mere?"

"Ja", sagde et af Børnene, "vi skulle synge en ny Sang."

"Det er Mose, den Guds Tjeners Sang og Lammets Sang (Joh. Aabenb. 15, 3). Jeg ved ikke, hvem der har skrevet den, eller naar den blev skrevet, men det i maa være ens herlig Sang. De Sange, vi have her paa Jorden, kunne sikkerlig ikke sammenlignes med Sangene histoppe."

"Vide I ikke, hvad vor hellige Skrift nævner som vor væsenligste Beskæftigelse i Himlen? - at synge. Og derfor bor man synge ogsaa hernede. Vi bør begynde at synge her, saa det ikke skal blive noget helt nyt og usædvanligt for os, naar vi komme i Himlen. Jeg beklager det Menneske, som bekender sig at være en Kristen, men har aldrig nogen Sang i Hjertet, aldrig er tilmode, "som om han sang«. Saasnart vi virkelig ere Guds Børn, tykkes det mig, at vi burde stadig føle os tilskyndede til Lovsang. Og naar vi komme i Himlen, kunne vi sikkerlig ikke undlade højlydt at istemme Himmelens Halleluja."

Derpaa spurgte jeg Børnene, om de kunde mindes noget mere, og de fortsatte; men jeg kan ikke gengive alt, thi der krævedes to Spalter for at opregne alle de himmelske Skatte. Vi betragtede dem en liden Stund, og da vi saa, den store Skat Jesus Kristus i Spidsen, toge de jordiske Skatte sig især meget ringe ud. Hvad vilde vel den hele Verden med al dens Guld være i Sammenligning med Jesus Kristus? I, som have Jesus, ville I afstaa ham for Guld? Ville I bortbytte ham for al den Herlighed, Jorden kan skænke eder i nogle faa Maaneder eller Aar? Kom Kristus i Hu, tænk paa de himmelske Rigdomme og se saa paa de jordiske, ved hvilke vore Hjerter hænge og som faa mange leve for at have i Eje.

Gud velsignede paa underfuld Maade hin Overhøring ved Vægtavlen, idet det unge Menneske, der havde skrevet Skattene op paa Tavlen, befandtes at være en uomvendt Søndagsskolelærer. Han var kommet til Kalifornien for at samle Penge, hans Hjerte og Tanker vare henvendte paa Guldet fremfor paa Gud. Guldet var hans Afgud, men han blev den første omvendte, som Gud skænkede mig ved Stillehavskysten, og han var den første, der trykkede min Haand da jeg forlod San Francisko. Han indsaa, hvor ringe de jordiske Skatte ere, og hvor store og herlige de himmelske.

Maatte Gud aabne eders Øjne - og jeg er sikker paa, at han vil gøre det, naar I have Alvor i Hjertet og bede ham derom, - og I skulle da indse, hvor fattig denne Verden er i Sammenligning med, hvad Gud har til Rede for eder.

Mange undre sig over, at de ikke gøre mere Fremgang i aandeligt Liv, ikke vokse mere i Naade, ikke hæves som paa Vinger. En Aarsag er sikkerlig den, at de have altfor mange jordiske Skatte. Vi behøve ikke at være rige for at have vore Hjerter fæstede til jordiske Skatte. Vore Hjerter kunne godt være jordbundne, selv om vi ikke færdes mere i Verden, end almindeligt er. Jeg holder for, at den fortabte Søn færdedes allerede i det langtbortliggende Land, før han satte sin Fod der. Da hans Hjerte higede didhen, var han der allerede. Paa lignende Maade gives der mange, som ikke færdes saa meget i Verden som andre, men deres Hjerter ere der, og selv vilde de ogsaa være der, saafremt de mægtede at være der. - Og Gud ser paa Hjertet.

Hvad vi da have behov, er dette, at give Agt paa Mesterens Røst, samlende Skatte i Himlen fremfor paa Jorden, - og da skulle vi ikke blive skuffede.

Det er klart, at "Afgndsdyrkere" kunne ikke indgaa i Guds Rige. Man kan gøre sine Forretninger eller sin Ægtefælle eller sine Børn til Afgud. I behøve ikke at rejse til Hedningelande for at træffe Mennesker, der gøre sig skyldige i Afgudsdyrkelse· I vor egen Midte kunne vi finde en stor Mængde, som have Afguder i deres Hjerter. Lader os bede Guds Aand om at banlyse alle Afguder fra vort Hjerte, paa det at vi maa tilbede Gud i Aand og i Sandhed. Hvadsomhelst der stiller sig mellem mig og Gud, er en Afgud, lige meget hvad det saa end er. Forretninger ere gode paa deres Plads, og der er ingen Fare for, at jeg elsker min Familie altfor meget, naar kun jeg elsker Gud mere, men han maa have den første Plads; har han ikke den, saa er en Afgud oprejst i mit Hjerte.