Himlen
Forjættelsen om den, dens indbyggere, dens rigdomme
af D L Moody

Sabbathshvile.

Det vil ikke blive den ringeste af Himlens Glæder, at de mangehaande Sjælens Længsler, som saa dybt føles her paa Jorden, men uden fuldt ud at blive tilfredsstillede, - saasom fyldestgørende Kundskab, fuldkommen Fred og uforkrænkelig Kærlighed - hist ville blive fyldestgjorte. Lig et skønt Portræt, der er bleven beskadiget, tilsølet med sorte Klatter, men derefter bliver istandsat og bragt tilbage til sin oprindelige Skønhed, saaledes vil ogsaa Sjælen, tvættet i Jesu Blod, blive genoprettet i sin oprindelige Skønhed. Det livløse Billede paa Lærredet kan imidlertid ikke paa nogen anden Vis sammenlignes med den levende fornuftige Sjæl.

Dersom vi formaaede at se nogle af vore forudgangne Venner, vilde vi sandsynligvis føle os tilbøjelige til at kaste os ned for dem. Apostelen Johannes havde set mange vidunderlige Ting, men da en af de lyse Engle stod foran ham for at afsløre nogle af Himmelens Hemmeligheder, faldt han ned for at tilbede ham. Han siger i det sidste Kapitel af Aabenbaringsbogen (22, 8-9): "Og jeg, Johannes, er den, som saa og hørte disse Ting, og da jeg havde hørt og set, faldt jeg ned at tilbede for Engelens Fødder, som viste mig disse Ting; og han siger til mig: gør det ikke, thi jeg er din Medtjener ; tilbed Gud !"

Blandt de Behov, vi føle paa Jorden, er Tørsten efter Kundskab. Hvor meget end Synden har svækket Menneskets sjælelige Evner, har den dog ikke berøvet Sjælen dens Attraa efter Kundskab. Men til Trods for alle sine Anstrengelser, til Trods for alt hvad man mener at vide om Astronomi, Chemi, Geologi og alle de øvrige Videnskaber, er vort Kendskab til Naturens Hemmeligheder dog i høj Grad begrændset.

Der er meget, hvorom vi ikke vide Besked. Tusinder af Stjernekyndige have levet og ere døde, og Tidsaldere ere henrundne den ene efter den anden, og dog var det først for nylig, at man opdagede, at Planeten Mars havde to Maaner. Engang i Fremtiden vil man maaske opdage, at der slet ikke er Maaner. Mere fyldestgørende er menneskelig Kundskab ikke.

Alle vore Universitetsprofessorer - og mange af dem ere maaske naaede saa vidt, som Menneskeaanden kan antages at kunne naa - ere ivrigt sysselsatte med at lære mere og mere, at blive bekendt med nye Forhold, at gøre nye Opdagelser. Selv om vi vare lige saa bekendte med Stjernerne paa Firmamentet som med vor egen Jord, vilde vi alligevel ikke være tilfredse.

Først naar vi blive Gud lige, kunne vi fatte det uendelige. Selv de ufuldkomne Glimt af Gud, som vi øjne ad Troens Vej, forøge dog blot vor Attraa efter mere. Thi som Paulns skriver: "Nu se vi ved et Spejl i en dunkel Tale, men da skulle vi se Ansigt til Ansigt; nu kender jeg i Stykkevis, men da skal jeg erkende, ligesom jeg og er kendt" (16-13, 12-13).

Sæt, at vi ikke vidste mere om Solen, end hvad vi sluttede os til af det Lys, som Maanen viser os, hvor forundrede vilde vi da ikke blive, naar man fortalte os om dens uhyre Afstand, dens blændende Glans, dens livgivende Magt! Og alt, hvad vi se, Solen, Maanen, Stjernerne, Havet, Blomsterne og fremfor alt Menneskene ere et stort Spejl, i hvilken Guds Fuldkommenhed afspejles paa en ufuldkommen Maade.

En anden Attraa vi have, er Attraa efter Hvile. Vi blive trætte af at arbejde. Men paa Jorden gives der ingen fuldkommen Hvile. Vi læse i Hebræerbrevet: "Altsaa er der en Sabbathshvile tilbage for Guds Folk; thi hvo som er indgaaet til hans Hvile, ogsaa han hviler fra sine Gerninger ligesom Gud fra sine. Lader os derfor beflitte os paa at komme ind til hin Hvile!"

Men idet vi nu alle attraa Hvile, gives der mange, som gøre sig skyldige i et Fejlsyn, idet de betragte Kirken som et Hvilested. Hebræerbrevet taler om en Hvile for Guds Folk, men der siges ikke, at Menigheden er et Hvilested. Vi have Evigheden til at hvile ud i; senere hen skulle vi Hvile, men her bør vi arbejde. Og naar Arbejdet er til Ende, skal Herren kalde os hjem til den evige Hvile. Det er til ingen Nytte at tale om Hvile her i Fjendens Land. Vi kunne ikke hvile i denne Verden, hvor Guds Søn er bleven korsfæstet og forskudt. Jeg frygter, at ikke faa Mennesker staa Fare for at miste hele deres Naadeløn af den Grund, at de ere indkomne i Menigheden med den Forestilling at de der skulle hvile, i Stedet for at enhver bør anvende sin Indflydelse paa at udbrede Kristi Kongedømme.

Vi læse i Aabenbaringsbogen: "Jeg hørte en Røst fra Himlen, der sagde til mig: skriv: salige ere de døde, som dø i Herren herefter. Ja Aanden siger, at de skulle hvile fra deres Arbejder, men deres Gerninger følge dem." (14, 13).

Døden kan berøve os vore Penge, vor Stilling, vore Venner; men der er det, som Døden ikke mægter, den kan ikke berøve os det Værk, som vi have udført for Gud. "Deres Gerninger følge dem." Hvad vi foretage os uden at søges vort eget, uden at lide af en lav og selvisk Bevæggrund, det skal leve. Vi have den Forret at sætte Strømme af Virksomhed i Bevægelse, saa de endnu virke, efterat vi ere døde.

Det er hvert Menneskes Forret at kunne leve mere i det tilkommende end i det nærværende, saa hans Liv efter hundrede Aars Forløb virker kraftigere end nu. John Wesleys Indflydelse er tusinde Gange større nu end den var i hans Jordelivs Dage. Han lever endnu, lever i tusinde, ja hundrede tusinde as hans aandelige Efterkommere; Morten Luther lever mere fyldigt nu, end Tilfældet var for Aarhundreder siden, da han vækkede Tyskland. Dengang havde han kun eet Liv, og det kun en kort Tid; men nu lever han i Millioners Liv. Han lever endnu, skønt Verden siger, at han er død, thi "hans Gerninger følge ham". Johannes den Døbers Røst lyder endnu den Dag i Dag, skønt snart nittenhundrede Aar ere forløbne. Herodes indbildte sig, at naar han halshuggede Døberen, saa maatte hans Røst forstumme for bestandigt, men den høres ogsaa i vore Dage rundt omkring paa Jorden. Døberen lever, thi han lever for Gud; han er gaaet ind til sin Hvile, "men hans Gerninger følge ham". Dersom de hedengangne kunne se, hvad der foregaar paa Jorden, hvor maa det da fryde dem at betænke, at de Strømme, de satte i Bevægelse, endnu rinde, at deres Værk fortsættes og fuldfores!

Naar et Menneske lever et usselt og egenkærligt Liv, saa stiger han ned i Graven, og hans Navn og alt, hvad der vedrører ham, stiger ned i Graven med ham. Selv om hans Ærgerrighed udretter, at der rejses et Mindesmærke over ham, vil hans Navn dog raadne sammen med hans Legeme. Men saafremt nogen glemmer sig selv og begynder at virke i Guds Gerning, da skal hans Navn leve til evig Tid. Rejs til Skotland i Dag, og du skal spore John Knox's Indflydelse blandt Skotlands Bjærge. Det vil forekomme dig, at du ligesom kan føle Aandedraget af denne Mands Bøn i Skotland ogsaa i vore Dage. Hans Indflydelse vedvarer. "Salige ere de døde, som dø i Herren, thi de skulle hvile fra deres Arbejder, men deres Gerninger følge dem." Livsalige Hvile, som er os forbeholdt! Vi skulle engang hvile, men vi ville ikke tale om Hvile, medens vi ere tilhuse her.

Vil jeg aftørre en faderløs Drengs Taarer, saa maa jeg gøre det her. Skriften forjætter os ikke, at vi skulle faa Lejlighed til at gøre noget saadant senere. Vil jeg hjælpe et faldent Menneske, et Menneske som er indfanget i Syndens Garn, da maa jeg gøre det her. Den hellige Skrift siger os ikke, at vi skulle saa det hæderfulde Hverv at virke sor Gud, at være hans Medarbejdere i det tilkommende Liv, men vi ere kaldede dertil i Dag. I Morgen kan Retten maaske fratages os, men i Dag, før Sol gaar ned, kunne vi gaa hen i Vingaarden og udrette noget.

Et andet Behov er Kærlighed. "Himlen er det eneste Sted, hvor alle Betingelser for ægte og uforkrænkelig Kærlighed fuldt ud ere til Stede. Dens Væsen er der gensidig Kærlighed. Enhver elsker der sin Næste. I- denne Verden, som er fuld af Usselhed og Synd, synes det umuligt at blive aldeles ligestillede. Naar vi træffe Mennesker, der ere hæderlige, brave og gode, have vi ikke svært ved at holde af dem, og i Himlen ville de alle være saadanne. Og der skal aldrig være nogen Fare for Svigefuldhed og Bedrag. Naar den, som elsker, fatter Mistanke eller tvivler, er Lykken borte. Men hisset skal der ikke findes nogen Mistanke.

Hinsides Uvejrssky og Frost som isner,
hinsides Dødens skyomslørte Bred,
er der et Land, hvor Skønhed aldrig visner,
hvor Kærligheden evigt varer ved.

Det himmelske Hjem.

Tænk, naar engang den Taage er forsvunden,
som her sig sænket over Livet ned,
naar Dagen evig klar er hist oprunden,
og Lys omstraaler hvert af mine Fjed.

Tænk, naar engang er løst hver jordisk Gaade,
besvaret hvert hvorfor, jeg grunded paa,
men kunde ej med al min Grublen raade!
tænk, naar jeg Herrens Vej skal klart forstaa.

Tænk, naar engang hver Hjertesorg er slukket,
hver Vunde lægt og stillet hvert et Savn,
hver Smertens Taare visket af, og Sukket
det dybe, kvalt i Kcerlighedens Favn.

Mexels.