Himlen
Forjættelsen om den, dens indbyggere, dens rigdomme
af D L Moody

Dødsfrygt.

Hvor lidet ere vi Mennesker dog i Stand til at fatte Betydningen af Ordet "Evighed". Det hele Tidsrum fra Verdens Skabelse til Verdens Ende vilde ikke udgøre en Dag i Evigheden; Evigheden er i Forhold til Tiden at ligne med det uendelige Rum, hvis Midtpunkt er overalt, men hvis yderste Grænser er ingen Steds.

Vi læse i Hebræerbrevet: "Efterdi da Børnene ere delagtige i Kød og Blod, er han i lige Maade bleven delagtig deri, paa det at han ved Døden skulde gøre den magtesløs, som havde Dødens Vælde, nemlig Djævelen, og befri dem, saa mange som formedelst Dødens Frygt vare under Trældom al deres Livstid" (Hebr. 2,14-15).

Der gives mange, som sikkerligere Guds Børn og dog leve i en bestandig Trældom, undergivne en bestandig Dødsfrygt. Jeg holder for, at saadant er at forringe Guds Ære. Jeg tror, at det ikke er Herren vor Guds Vilje, at nogen af hans Børn skal leve saa meget som et Øieblik i Rædsel. Kender du Sandheden i Jesus Kristus, saa behøver du ikke at leve i idel Frygt og Rædsel, thi Guds Børns Navne ere allerede skrevne i Himlen.

Den næste Tanke, der paatrænger sig, er Tanken om vore kære. Jeg holder for, at det ikke blot er vor Fordel, at vore Navne ere indskrevne i Himlen, men at det samme er Tilfældet med de Børn, som Gud har givet os, og vore Hjerter maa idelig tilskynde os til at indeslutte dem i vor Forbøn. Forjættelsen gælder ikke blot os selv, men ogsaa vore Børn. Mangen en Faders og mangen en Moders Hjerte nedtrykkes af Bekymring for Børnenes Frelse. Er dit eget Navn indskrevet i Livets Bog, saa lad din næste Attraa være den, at det samme maa være Tilfældet med de Børn, som Herren har givet dig.

For nogle Aar siden laa en Moder for Døden i en af vore Stæder øster paa, og hun var Moder til en stor Børneskare. Hun led af Tæring, og da hun laa paa det yderste, bleve Børnene bragte til hende en efter en. Hun gav enhver af dem, lige fra den ældste til den yngste, sin sidste Hilsen og Velsignelse. Til sidst kom de med den aller mindste, hun tog den lille i sin Favn og trykkede den til sit kærlighedsfulde Hjerte. Hendes Venner saae, at Sjæleanstrængelsen yderligere nedbrød hendes Kræfter og syntes at fremskynde hendes Død, og derfor toge de hastigt Barnet fra hende. Da henvendte hun sig til sin Mand og sagde: "Jeg lægger dig paa Hjerte, kære Mand, at du bringer alle disse Børn hjem med dig." Saaledes paalægger Gud os Forældre, at bringe vore Børn hjem med os, idet ikke blot vore, men ogsaa vore Børns Navne ere skrevne i Livets Bog.

En Fader havde en Søn, som havde været syg og sengeliggende i nogen Tid; men han troede ikke, at der var nogen Fare, før han en Dag kom hjem og fandt sin Hustru grædende. "Hvad er der i Vejen?" spurgte han, og Moderen svarede: "Der er indtraadt en stor Forandring med vor Dreng siden imorges, og jeg frygter for, at han dør. Gid du vilde gaa ned og se til ham, og dersom du tror, at han ligger for Døden, saa sig du det til ham, thi jeg kan ikke faa mig til at sige det."

Faderen gik ind og satte sig ved Sengen, og da han lagde sin Haand paa Drengens Pande, følte han Dødens kolde Sved og forstod, at Dødens isnende Haand samlede efter de sidste Livstraade, saa at Barnet snart vilde blive kaldt bort.

"Ved du", sagde han til Drengen, "at Du maa dø?"

Drengen saa op paa Faderen og sagde: "Mener du? Er det Døden, som jeg føler liste sig paa mig?"

"Ja, min kære Dreng."

"Skal jeg ikke leve, til det bliver Aften?"

"Det bliver maaske før."

Drengen saa atter op paa Faderen og sagde: "Jeg skal vel saa være hos Jesus før Aften, ikke sandt Fader?"

"Ja min Dreng," svarede Faderen og vendte sig bedrøvet bort for at skjule sine Taarer. Men Drengen saa det og sagde: "Græd ikke over mig! Naar jeg kommer til Himlen, vil jeg gaa lige hen til Jesus og sige til ham, at saalænge som jeg kan mindes, har du søgt at lede mig til ham."

Jeg har selv tre Børn, og mit Hjertes inderligste Attraa er, at de maa vorde frelste, at jeg maa faa Vished om, at deres Navne ere skrevne i Livets Bog. Maaske bliver jeg tidligt kaldt bort fra dem og maa lade dem tilbage i denne omskiftelige Verden uden en Faders Omsorg. Men dersom de kunde sige om mig, hvad hin Dreng sagde om sin Fader, da vilde det være mig en langt større Glæde og langt kærere, end om nogen prydede min Grav med en Mindestøtte, der naaede lige op til Himlen.

Atter og atter raabes der op, og den ene efter den anden kaldes bort, men saafremt vort og vore Kæres Navne ere indskrevne i Livets Bog, hvor lifligt er det da ikke at tænke paa, at vi engang skulle mødes og gense vore hedengangne kære i Morgendæmringen.

Under den sidste Krig laa en ung Mand i en Køje, og man hørte ham raabe: "Her!" En gik hen til ham og spurgte, hvad han vilde. men han sagde: "Tys, tys, høre I da ikke?" "Hvilket?" spurgte man. "Høre I ikke," at de raabe op i Himlen ved Mønstringen!" Lidt efter meldte han atter: "Her!" - og saa var han kaldt bort.

Saafremt vore Navne ere i Livets Bog, skulle ogsaa vi engang, naar Navnene raabes op, sige: Her! og skynde os hen til Herren. Og dersom noget Barn er blevet kaldet tidlig bort, hvor livsaligt er det da at tænke, at den store Hyrde tager det i sine Arme, og at vi en Gang skulde se det igen.