Himlen
Forjættelsen om den, dens indbyggere, dens rigdomme
af D L Moody

Lette Trængsler.

Vi læse i Apostelens andet Brev til Korinthers menigheden: "Jeg har lidt tre Gange Skibbrud, jeg har været et Døgn i Dybet" (2. Korinth 11, 25). Se paa denne vældige Apostel! et Døgn i Dybet. Der laa han - skibbruden. Og as hvilken Aarsag? Var han draget ud for at samle Rigdomme? Nej, dertil stod hans Hu slet ikke. Han drog fra Stad til Stad, fra den ene By til den anden, for at forkynde det herlige Budskab om Jesus Kristns og at plante Korsets Banner, hvorsomhelst Leilighed frembød sig. Han kom til Korinth og prædikede der i atten Maaneder, og der var ingen af de ansete Mænd i Staden, der stod ved hans Side paa Talerstolen. Heller ikke var der nogen af de rige Forretningsmænd, der stod ham bi med Raad og Daad. Den ringe Teltmager kom til Korinth som en fremmed, og det første, han gjorde, var at søge en Plads, hvor han kunde arbejde som Teltmager. Han tog ikke ind i et Hotel; hans Indtægter vilde ej tillade det; han søgte et Sted, hvor han kunde arbejde i sit Ansigts Sved og tjene det daglige Brød. Og saa gaar han siden nd og opsøger et Gadehjørne for der at forkynde Evangeliet.

Naar vi betragte en saadan Mands Liv, hvor maa vi da blues ved Tanken om, hvor dværgagtig Nutidens Kristendom er, og hvor mangfoldige de ere, som aldrig tænke paa at arbejde for Guds Søn og give ham Ære.

Vi læse fremdeles i Korintherbrevet: "Jeg har udholdt mange Rejser, jeg var i Farer i Vandstrømme, i Farer blandt Røvere, i Farer blandt mit Folk, i Farer blandt Hedninger, i Farer i Byer, i Ørken, paa Havet, i Farer blandt falske Brødre" - og "med Bekymringer for alle Menigheder". Dette er blot noget af, hvad han opregner. Men hvad var det, der under alt dette gjorde ham glad? Det var hans Tro paa Guds Ord, hans Tro paa Jesu Bjærgprædiken. Vi sige, at vi tro den, men faa af os tro den mere end halvt. Læg Mærke til disse Ord i hin Prædiken: "Glæder og fryder Eder, thi eders Løn skal være stor i Himlen" - en Forjættelse til saadanne, som lide Forfølgelse Forfølgelse var noget nær alt, hvad Paulus ejede. Det var hans Kapital; han havde nu samlet den i fuldt Maal, og Lønnen var i Vente. "Eders Løn er stor", sagde Jesus, og saa maa den da være vidunderlig stor. Vi kalde mange Ting store, som turde være meget smaa i Herrens Øjne; og mange Ting, som vi kalde smaa, kunne være store efter Jesu Omdømme. Om det hændte, at nogen sagde til Apostelen: "Du møder altfor megen Modstand og lider altfor meget", da høre vi ham svare: "Vor Trængsel, som er stakket og let, skaffer os en over al Maade stor og evig Vægt af Herlighed" (2. Kor. 4, 17). En stakket og let Trængsel, siger han. Vi vilde kalde den meget haard, meget tung, ikke sandt? Men han siger: "Disse lette Trængsler ere for intet at regne; tænk paa den Herlighed, som venter mig; jeg er paa Vejen did, den retfærdige Dommer skal give mig den, naar Tid er". Det var saadanne Forhaabninger, der fyldte hans Sjæl med Glæde.

Lad os nu, mine Venner, tænke et Øjeblik paa det, som Paulns udrettede. Tænk, hvad det vil sige at gaa ud som den første Missionær til Hedningerne, at forkynde Evangeliet for disse Mennesker, der vare saa opfyldte af Ondskab, Fjendskab og Bitterhed, at sige dem, at den Mand, der efter Verdens Mening døde en Misdæders Død, udenfor Jerusalems Mure, var den forforjættede Frelser, at sige dem, at de maatte sætte Lid til dette korsfæstede Menneske, naar de vilde have Lod og Del i Guds Rige. Vi kunne forestille os, hvilket skummelt Bjærg der rejste sig imod ham. Ja, tænk paa den Modstand, han mødte, de Forfølgelser han udholdt, og hvor smaa ere saa de hindringer, der ligge paa vor Vej.