Himlen
Forjættelsen om den, dens indbyggere, dens rigdomme
af D L Moody

Sange i fængslet.

Mange verdslige Mennesker mene imidlertid, at Paulus's Liv var forfejlet; hans Fjender tænkte sikkert, at de skulde stoppe Munden paa ham, naar de kastede ham i Fængsel. Men vide I, hvad jeg tror? Jeg holder for, at nu takker Paulus Gud mere for de Lænker, han bar, for de Slag, han fik, for al den Modstand og Forfølgelse, der vederfores ham, end for noget som helst andet. Det, vi i Øieblikket synes mindst om, er undertiden det bedste for os.

Dersom Paulus ikke var bleven kastet i Fængsel, vilde den kristne Menighed sandsynlig ikke have ejet hans herlige Breve. Under sit Fangenskab fremtog han sin Pen og skrev til Menighederne i Galatien, Efesus, Filippi og Kolossæ, saavel som til Philemon og Timotheus. Tænk paa de to Breve til Korintherne, hvor meget have de ikke udrettet for Verden, og til hvor stor Velsignelse have de ikke været for Guds Menighed! hvor meget Lys have de ikke udbredt over mange Menneskers Liv! havde Forfølgelsen ikke rammet Apostelen, havde vi næppe haft disse Breve.

John Bunyan takker maaske Gud den Dag i Dag mere for Fængselcellen i Bedford end for alt andet, som vederfores ham. Sandsynligvis havde vi ikke havt "Pilgrimmens Vandring", dersom Bunyan ikke var bleven fængslet. Satan troede vel, at han fuldbyrdede en Stordaad, da han indestængte Bunyan i over tolv Aar i Fængslet, men hvilken Velsignelse blev det for Verden!

Fangenskabet i Rom gav Paulus Lejlighed til at skrive de velsignelsesrige Breve. Man taler om, hvorledes Alexander den Store bragte Verden til at skælve for hans Hære; man taler om Cæfars og Napoleons Magt; men her er en ringe Teltmager, som uden nogen Hær vender op og ned paa Verden. Og hvad er Grunden? Den, at Gud den Almægtige var med ham.

Paulus sagde en Gang: "Jeg agter intet, holder dog ikke mit Liv selv for dyrebart, paa det jeg kan fuldkomme mit Løb med Glæde" (Ap. G. 20, 24). Man fængslede ham, men han brød sig ikke derom. Han ilede mod Maalet til det Klenodie, som hører til Guds Kald Herovenfra? De satte ham i Fængsel, men de satte Herren derind paa samme Tid; han var saa fast forenet med Kristus, at intet kunde skille dem ad. Han vilde hellere sidde i Fængsel med Kristus end være paa fri Fod uden ham.

Han hørte Raabet: "Kom over til Macedonien og hjælp os!" Han drog derover og prædikede, og det første, der hændtes ham, var, at han blev fængslet i Filippi. Havde han været saa forsagt som de fleste af os, vilde han være bleven mismodig og have tænkt: hvilken besynderlig Tilskikkelse! jeg mente, at Herren kaldte mig, og nu sidder jeg her i Fængfel i en fremmed Stad. Hvorledes kom jeg dog hid, og hvorledes skal jeg komme herfra? jeg har ingen Penge, ingen Venner, ingen Sagsører, ingen, som kan hjælpe mig.

Ja Panlus og Silas vare i Fængsel, i det inderste Fængsel, en kold, mørk og fugtig Kælder. Men ved Midnatstid hørte Fangerne en sælsom Lyd, de hørte Sang. Og Sangen var ikke en Klagesang fra Graven, men Lovsang, Lovsang i et Fængsel, hvor besynderligt!

Jeg tænker, de havde netop sluttet deres Aftenbøn, og derpaa sang de Lovsang, og Gud hørte deres Bønner: Fængslet rystede, Dørene aabnedes. Jeg nærer ingen Tvivl om, at Paulus i Herligheden takker Gud, at han blev sat i Feengsel, og at Fangevogteren i Filippi blev indlemmet i Kristi Menighed (Ap. G. 16,33).