Hvorfor jeg tror at bibelen er Guds Ord
af R A Torrey

En grund for min tro paa, at Bibelen er Guds Ord

Det vigtigste Spørgsmaal i den religiøse Tænkning er dette: "Er Bibelen Guds Ord? Hvis Bibelen er Guds Ord, et absolut troværdigt Aabenbarings-Dokument fra Gud om Gud, om hans Formaal og Vilje, om Menneskets Pligter og Bestemmelse, om aandelige og evige Realiteter - da har vi i den et Udgangspunkt, fra hvilket vi kan skride frem og underlægge os hele den religiøse Sandheds Omraade. Hvis Bibelen derimod ikke er Guds Ord, men bare et Udslag af Menneskers Tænkning og Gjetning, ikke helt troværdig med Hensyn paa dens religiøse og evige Sandhed, da befinder vi os alle paa det vildene Hav, uden at vide, hvor vi driver hen; kun saa meget er vist, at vi ikke driver mod den trygge Havn.

Jeg for min Del har ikke altid troet, at Bibelen er Guds Ord. Jeg tvilede engang derpaa. Jeg tvilede paa, at Jesus Kristus var Guds Søn. Jeg tvilede paa, at der var en personlig Gud. Jeg var ikke en Vantro - jeg var en Tviler. Jeg negtede intet - jeg spurgte. Jeg var ikke en Atheist - jeg var en Agnostiker *). Jeg vidste intet, men jeg bestemte mig for at finde det ud. Hvis der var en Gud, bestemte jeg mig for at finde det ud og handle i Overensstemmelse dermed. Hvis der ikke var en Gud, bestemte jeg mig for at finde det ud og handle i Overensstemmelse dermed. Hvis Jesus Kristus var Guds Søn, bestemte jeg mig for at finde det ud og handle i Overensstemmelse dermed. Hvis Jesus Kristus ikke var Guds Søn, bestemte jeg mig for at finde det ud og handle i Overensstemmelse dermed. Hvis Bibelen var Guds Ord, bestemte jeg mig for at finde det ud og handle i Overensstemmelse dermed. Hvis Bibelen ikke var Guds Ord, bestemte jeg mig til at finde det ud og handle i Overensstemmelse dermed. Jeg fandt det ud. Jeg fandt ud, at der er en Gud, at Jesus Kristus er Guds Søn, at Bibelen er Guds Ord. Og nu idag er dette for mig ikke bare noget sandsynligt; ja det er end ikke Gjenstand blot for min Tro, jeg er overbevist om Sandheden deraf.

*) Atheisten siger ligefrem: Der er ingen Gud. Agnostikeren siger: Vi ved intet derom. Overs. Anm.

Jeg vil give Dem nogle af Grundene for min Tro paa, at Bibelen er Guds Ord. Ikke alle mine Grunde, det vilde tage for lang Tid. Ikke heller de Grunde, som er de mest afgjørende for mig personlig. Thi de er af en saa personlig og erfaringsmæssig Karakter, at de ikke godt kan meddeles andre. Men jeg vil give Dem Grunde, som er og vil vise sig at være af afgjørende Betydning for enhver, som ærlig søger efter Sandheden, for enhver, som oprigtig ønsker at kjende Sandheden og at adlyde den. De vil ikke kunne overbevise den, der er bestemt paa ikke at ville erkjende Sandheden, eller den, der er uvillig til at adlyde den. De, der ikke vil tage mod Kjærlighed til Sandheden, overgives til kraftig Vildfarelse, saa de tror Løgnen (2 Tess. 2,10). Men de, der oprigtig søger Sandheden, skal finde den, ligegyldig i hvor tyk en Taage de monne vandre idag.

Jeg tror, at Bibelen er Guds Ord, først og fremst af den Grund, at Jesus Kristus siger, den er det.

Vi lever i en Tid, da mange hævder, at de bøier sig for, hvad Jesus Kristus lærer, men ikke for, hvad Bibelen lærer; at de tror paa, hvad Jesus Kristus siger, men ikke paa, hvad Moses og Esaias og Paulus og Johannes og de øvrige bibelske Forfattere siger eller angives at have sagt; thi man kan intet bestemt vide om Sandheden deraf. Ved første Øiekast synes denne deres Holdning meget fornuftig; men i Virkeligheden er den yderst ufornuftig. Thi hvis vi bøjer os for og antager Jesu Kristi Lære, maa vi bøje os for og antage den hele Bibel, for Jesus Kristus har sat sin Autoritets Stempel paa den hele Bog; bøier vi os for hans Autoritet, maa vi antage alt det, han sætter sit Stempel paa.

Lad os se paa Jesu Forhold til det gamle Testamente, Vi vender os først til Mark. 7,13. Jesus har netop anført Ord fra Moseloven, ikke bare fra de ti Bud, men ogsaa fra andre Dele af Moseloven. Saa stiller han Farisæernes og de Skriftkloges Overleveringer op mod Moseloven og siger (i V. 13): "I gjør Guds Ord til intet ved eders Vedtægt". Her kalder da Jesus tydelig nok Moseloven "Guds Ord". Det er ofte blevet sagt, at Bibelen intetsteds selv gjør Fordring paa at være Guds Ord. Her hævder dog Jesus klart og bestemt, at Moseloven er Guds Ord. Dersom vi bøier os for Jesu Autoritet, maa vi altsaa betragte Moseloven som "Guds Ord". Selvfølgelig omfatter hans Udsagn her blot de fem første Bøger i det gamle Testamente; men kan vi først antage dem som Guds Ord, vil Resten af det gamle Testamente ikke volde os synderlig Vanskelighed; thi det er der, den varmeste Strid udkjæmpes for Tiden.

Vi tager derpaa Mat. 5,18 for os. Her siger Jesus: "Før Himmel og Jord forgaar, skal ikke den mindste Bogstav eller en eneste Tøddel forgaa af Loven, før det er skeet altsammen". Nu ved enhver, som er kyndig i det hebraiske Sprog, at Jesus her erklærer, at Moseloven, saadan som den oprindelig foreligger, staar fast lige ned til dens mindste Bogstav, ja til den mindste Del af et Bogstav. Hvis vi derfor bøjer os for Jesu Autoritet, maa vi bøie os for Moselovens Autoritet, saadan som den foreligger i det gamle Testamente.

Lad os saa se paa Joh. 10, 35. Jesus har netop, for at bevise den Sag han fremholder, anført et Udsagn fra en af Salmerne, og saa føier han til: "Og Skriften kan ikke gjøres ugyldig". Her sætter han klart nok sin Autoritet ind paa de gammeltestamentlige Skrifters Uomstødelighed!

I Luk. 24,27 læser vi, at Jesus "begyndte fra Moses og fra alle Profeterne og udlagde for dem i alle Skrifterne det, som er skrevet om ham". Og i det 44de Vers siger han: "Alt det maatte opfyldes, som er skrevet i Mose Lov og Profeterne og Salmerne om mig". Nu ved vi, at Jøderne delte sin Bibel (vort nuværende gamle Testamte) i tre Dele: Loven (det gamle Testamentes fem første Bøger), Profeterne (de fleste af de Skrifter, vi kalder profetiske, og nogle af dem, vi kalder historiske) og endelig Salmerne eller hellige Skrifter (de øvrige Bøger i det gamle Testamente). Jesus nævner hver enkelt af disse tre kjendte Dele af det gamle Testamente og sætter sit Stempel paa hver enkelt af dem. Bøier vi os for Jesu Autoritet, maa vi nødvendigvis drives til at antage alle det gamle Testamentes Skrifter.

I Luk. 16,31 siger Jesus: "Hører de ikke Moses og Profeterne, da vil de heller ikke tro, om nogen staar op fra de døde". Kan han paa en mere eftertrykkelig Maade udtale, at han godkjender de gammeltestamentlige Skrifters Sandhed?

Og endelig hører vi ham i Joh. 5,47 sige: "Men tror I ikke hans (Moses') Skrifter, hvorledes kan I da tro mine Ord?" Hvem ser ikke, at han her regner Moses' Lære for lige saa sikkert at være fra Gud som sin egen? Bøier vi os for Jesu Autoritet, maa vi antage hele det gamle Testamente.

Men nu det nye Testamente? Sætter Jesus sin Autoritets Stempel paa det ogsaa? Ja! Men hvorledes kunde han det, naar ikke en eneste Bog var skreven, da han forlod Jorden? Han gjør det forlods.

Slaa op Joh. 14, 26, og De vil høre Jesus sige: "Men Talsmanden, den Hellig-Aand, som Faderen skal sende i mit Navn, han skal lære eder alle Ting og minde eder om alle Ting, som jeg har sagt eder". I de Ord har vi Seglet fra Jesus paa, at baade Apostlernes Lære og deres Gjengivelse af, hvad Jesus havde lært dem, er dem givet af den Hellig-Aand. Man har ofte opkastet det Spørgsmaal: "Hvorledes kan vi vide, at vi i de evangeliske Beretninger har en nøiagtig Gjengivelse af, hvad Jesus selv lærte? Mon Apostlerne straks, i Øieblikket noterede sig, hvad Jesus sagde dem?" - Der er det, som taler for, at de saa gjorde. Men om det var Tilfælde eller ei, er ligegyldigt for det foreliggende Spørgsmaals Afgjørelse; thi vi har Jesu eget Ord for, at vi i de apostoliske Beretninger ikke har Apostlernes, men gjennem dem den Hellig-Aands Gjengivelse af, hvad Jesus selv har sagt. Om Apostlerne havde kunnet glemme eller gjengive noget unøiagtig, kunde den Hellig-Aand det ikke.

Lad os gaa videre til Joh. 16, 12. 13. Der siger Jesus: "Endnu har jeg meget at sige eder, men I kan ikke bære det nu; men naar han, Sandhedens Aand kommer, skal han veilede eder til hele Sandheden". Her sætter Jesus sin Autoritets Stempel paa, at Apostlernes Lære er dem givet af den Hellig-Aand, at den indeholder den hele Sandhed, ja at den indeholder mere af Sandheden end hans egen Lære. Han fortæller Apostlerne, at der endnu er mange Ting, han gjerne vilde sagt dem, men de er endnu ikke istand til at modtage dem. Naar derimod den Hellig-Aand kommer, vil han føre dem dybere ind i Sandheden. Hvis vi nu bøjer os for Jesu Autoritet, maa vi bøie os for den apostoliske Lære, for det nye Testamentes Skrifter som givne ved den Hellig-Aand, som indeholdende den hele Sandhed, ja som indeholdende mere af Sandheden, end Jesus gav, mens han vandrede hernede. Der er mange, som i vore Dage raaber: Tilbage til Jesus! De mener i Regelen dermed at ville sige: "Vi bryr os ikke om, hvad Paulus eller Johannes eller Jakob eller Juda lærte. Vi ved intet om dem. Vi gaar tilbage til Jesus, til selve Kilden; vi holder os til, hvad han lærte og til det alene!" Vel - tilbage til Jesus! Det er rigtigt. Men naar vi gaar tilbage til Jesus, hører vi ham selv sige til os: "Fremover til Apostlerne! De lærer eder mere af Sandheden, end jeg kunde under mit Liv paa Jorden. Den Hellig-Aand har lært dem den hele Sandhed. Hør dem!" Bøier vi os for Jesu Kristi Autoritet, drives vi til at antage hele det nye Testamente.

Altsaa, hvis vi vil bøje os for Jesu Kristi Lære, maa vi antage hele det gamle og hele det nye Testamente. Enten Kristus og den hele Bibel, eller ingen Bibel og ingen Kristus. Der er nok dem i vore Dage, som siger, at de tror paa Kristus, men ikke paa det nye Testamentes Kristus. Men der er ingen anden Kristus end det nye Testamentes. Enhver anden Kristus er et Fantasifoster. Enhver anden Kristus er en Afgud, og den, som tilbeder ham, er en Afgudsdyrker.

Men for Jesu Kristi Autoritet maa vi bøie os. Den er os bevidnet ved fem umiskjendelige, guddommelige Vidnesbyrd.

For det første ved det guddommelige Liv, han levede. Som han levede, har aldrig noget Menneske levet. Lad hvemsomhelst tage fat paa de fire Evangelier og læse dem igjennem omhyggelig og med ærlig Hu, og han vil ganske sikkert føle sig overbevist om to Ting: 1) at han her læser en Beretning om et Liv, som virkelig er levet: at ikke noget Menneske kunde forestille sig, tænke sig en Personlighed, som den der her fortælles om, hvis han ikke virkelig havde levet, end mindre at fire forskjellige Mennesker kunde forestilt sig, tænkt sig en saadan Personlighed og skrevet en Beretning om ham, som paa engang var sammenhængende i sig selv og i Overensstemmelse med de tre andres Beretninger. At antage, at disse fire Evangelister har digtet sammen det Menneskeliv, som de skildrer, vilde være at forudsætte et Under større end noget af dem, hvorom Evangelierne beretter; - 2) at det Menneskeliv, som her skildres, er ganske forskjelligt fra alle andre Menneskeliv, at det er enestaaende, at det aabenbart er et guddommeligt Liv, levet i menneskelige Kaar. Napoleon Bonaparte var en skarp Menneskekjender. Han sagde engang efter at have læst de fire Evangeliers Fremstilling af Jesu Liv: "Jeg kjender Menneskene (hvis ikke han gjorde det, hvem gjorde det da?); Jesus Kristus var ikke et Menneske«. Han mente selvfølgelig, at Jesus Kristus ikke var bare et: Menneske.

Det andet Bevis, som gives os for Jesu guddommelige Autoritet, er de Ord han talte. Om nogen med Ærlighed og Troskab studerer Jesu Kristi Lære, ser han snart, at den skiller sig fra al anden Lære, som nogensinde er fremholdt paa Jord.

Det tredie Bevis giver de guddommelige Gjerninger os, som han udførte. Han helbredede ikke blot syge - det har ogsaa mange andre gjort; men han rensede de spedalske, aabnede blindes Øine, opreiste døde, stillede Havets Storm ved et Ord, forvandlede Vand til Vin og mættede 5000 med fem Brød og to Fiske. Disse Magtens Undere er klare Vidnesbyrd om, at han er "en Lærer kommen fra Gud". Vi kan ikke studere dem paa ærlig Maade uden at komme til den samme Slutning som Nikodemus: "Vi ved, at du er en Lærer kommen fra Gud; thi ingen kan gjøre disse Tegn, som du gjør, uden at Gud er med ham".

Selvfølgelig er vi fuldt opmerksomme paa, at der er gjort voldsomme Anstrengelser for at skaffe bort det overnaturlige fra Jesu Liv; men alle disse Anstrengelser har været resultatløse, og alle lignende Anstrengelser vil vedblivende være resultatløse.

Det dygtigste Forsøg var vel det, som foretoges af David Strauss i hans "Leben Jesu". D. S. var en Mand med stor Begavelse og Dygtighed, en Mand med virkelig grundig Lærdom, med enestaaende kritisk Sans og med en udholdende og utrættelig Flid. Han anvendte alle sine rige og sjeldne Evner, sine bedste Aar og sin største Kraft paa at skaffe bort eller ialfald bringe i Miskredit det underfulde i Jesu Livshistorie. Skulde det overhovedet have kunnet lykkedes for nogen, maatte det have lykkedes for David Strauss. Men - det glap fuldstændig for ham. I Øieblikket mente vistnok mange, at han havde greiet det. Men da hans "Leben Jesu" blev underkastet en nøgtern, kritisk Undersøgelse, faldt den fra hinanden, og nutildags nyder hans Arbeide ingensomhelst Anseelse; tvertom føler de, som gjerne vil skaffe det underfulde bort fra Jesu Liv, at de maa gjøre Forsøget om igjen, siden det saa helt mislykkedes for David Strauss. - Ernest Renan forsøgte ogsaa. Han besad ikke paa nogen Maade Strauss' Genialitet; men han var dog en Mand med glimrende Begavelse, med livlig Fantasi, med sjelden literær Dygtighed og med en enestaaende Behændighed. Hans "Vie de Jesus" (Jesu Liv) blev af mange læst med stor Interesse, ja med Beundring. Den er ogsaa skrevet med blændende Dygtighed. Der var jo nok dem, som indbildte sig, at Forsøget var lykkedes for Renan. Men hans Anseelse dalede, som rimeligt var forresten, i Løbet af endnu kortere Tid end Strauss'. Alle lignende Forsøg har havt samme Skjæbne. De stiler jo ogsaa mod det uudførlige. Hvert ærligt Menneske, som omhyggelig og opmerksomt gjennemlæser de evangeliske Beretninger om Jesu Liv, opdager snart, at det Liv, som der skildres, kan ikke være digtet, men maa være virkelig levet; at de Lærdomme, der gjengives som udtalte af Jesus, ikke kan være digtede Sager lagte i Munden paa en opdigtet Person, men virkelige Udtalelser af en virkelig Person. Han vil ligeledes opdage, at Evangeliernes Lære og Fortællingerne om de underfulde Begivenheder hører uopløselig sammen. Han vil finde, at tager man Underne bort, forsvinder ogsaa Læren. Nutildags er ialfald det bevist som sikkert, at Jesus levede og handlede i det væsentlige saadan, som det er os meddelt i de fire Evangeliers Beretning om hans Liv. Personlig tror jeg, at mere end dette er bevist. Men det er nok for vort Øiemed. Hvis Jesus levede og handlede i det væsentlige i Overensstemmelse med, hvad Evangelierne beretter, kan ikke det Vidnesbyrd frakjendes ham, at han var "en Lærer kommen fra Gud".

Det fjerde Bevis for hans guddommelige Autoritet ligger i hans Indflydelse paa hele den efterfølgende Historie. Uden Tvil var Jesus et af tre: enten Guds Søn i enestaaende Forstand, en guddommelig Person i Menneskeskikkelse eller en af de frækkeste Bedragere, som nogensinde har levet eller en uhelbredelig Sindssyg. At han selv gjorde Fordring paa at være Guds Søn i enestaaende Forstand, kan der ikke være Tvil om. Alle skulde ære ham, som de ærede Faderen (Joh 5,22). Han og Faderen var ett (Joh. 10, 30). Den, som havde seet ham, havde seet Faderen (Joh. 14, 9). Enten var han da denne guddommelige Person, som han sagde sig at være, eller han var en fræk Bedrager eller en stakkels, uhelbredelig Sindssyg. Var hans Indflydelse paa den følgende Historie en Sindssygs ? Kun en, der selv er sindssyg, kan paastaa det. Var hans Indflydelse paa den følgende Historie den frække Bedragers? Kun den, hvis eget Hjerte helt igjennem er fyldt med Svig og Bedrag, kan faa sig til at sige noget saadant. Men var han nu ikke en Sindssyg, heller ikke en Bedrager, da har vi tilbage kun det tredie Alternativ: han var det, han sagde sig at være: Guds Søn.

For det femte aflægger hans Opstandelse fra de døde sit Vidnesbyrd for hans Guddommelighed. Jeg. vil senere give Dem Beviser for hans Opstandelses Virkelighed. Den er en af Historiens bedst bevidnede Kjendsgjerninger. Men den er ogsaa Guds Segl paa Jesu Kristi Selvvidnesbyrd. Han sagde sig at være Guds Søn. Man dømte ham til Døden for den Sags Skyld. Før han døde, sagde han, at Gud vilde stadfæste hans Selvvidnesbyrd ved at opreise ham fra de døde. De dræbte ham; de lagde ham i Graven: de væltede en Sten for Graven; de forseglede den med selve det romerske Segl, som det var Dødsstraf for at bryde; men da den bestemte Time kom,

stille over Klippegraven
Aandens Morgenluftning gaar,

og Jesus stiger i Triumf frem af Graven. Ingen kan negte, at Gud har talt tydeligere derved, end om han idag fra den aabnede Himmel vilde tale til os og sige: Dette er min Søn, den elskede, hør ham!

Vil vi være ærlige Mennesker, maa vi bøie os. for Jesu Kristi Autoritet. Men bøier vi os for den, da maa vi, som vi har seet, antage hele det gamle og hele det nye Testamente som Guds Ord.

Derfor tror jeg, at Bibelen er Guds Ord, fordi Jesus Kristus bevidner, at den er det.