Hvorfor jeg tror at bibelen er Guds Ord
af R A Torrey

To yderligere Grunde for min Tro paa, at Bibelen er Guds Ord

Forrige Gang saa vi, at om vi bøier os for Jesu Kristi Autoritet, maa vi antage hele det gamle og hele det nye Testamente som Guds Ord, fordi han satte sin Autoritets Stempel paa begge: at Valget stod mellem Kristus og den hele Bibel eller ingen Bibel og ingen Kristus.

Den anden Grund jeg vil nævne for at tro, at Bibelen er Guds Ord, er de opfyldte Profetier.

I Almindelighed kjender vantro Mennesker intet til de opfyldte Profetier. Det er forsaavidt ikke at undres over, som 'en Gjennemsnits-Kristen, ja en Gjennemsnits-Prædikant heller ikke kjender synderlig til dem. Naar Talen kommer til at dreie sig om Profeti, viser det sig snart, at Stoffet er saa rigt, at det vil tage flere Dage at gaa det igjennem. I Omrids derimod kan det fremstilles i nogle faa Øieblikke, og alligevel vil man faa et tilstrækkelig fyldigt Indtryk af, hvor overmaade vegtig denne nye Bevisgrund er.

Der er i Bibelen to Slags Profetier: de lydelig udtalte Profetier og Forbilledernes, Tegnenes Profetier.

Vi vil først betragte de tydelig udtalte Profetier.

Disse er igjen tre Slags: 1) Profetier om den kommende Messias; 2) Profetier om det jødiske Folk og 3) Profetier om de hedenske Folk.

Vi vil indskrænke os til at betragte Profetierne om den kommende Messias og blandt dem tage som Eksempler følgende fem: Es. 53 (det hele Kapitel); Micha 5,1; Dan. 9,25-27; Jerem. 23,3-6 og Salme 16, 8-11.

Paa alle disse Steder finder vi en Forudsigelse om en kommende Israels Konge. Der angives os Tiden for hans Komme; hans Fødested nævnes; den Slegt, i hvilken han skal fødes, ligesaa; endvidere denne Slegts ydre Kaar ved hans Fødsel (Livsvilkaar saa helt forskjellige fra dem, den levede under, da Profetien blev skreven, og saa helt udenfor enhver tænkelig Sandsynlighed dengang), Maaden, paa hvilken hans Folk vilde tage imod ham (ganske modsat den, man kunde ventet), hans Død (endog Enkeltheder i dens ydre Forløb) med særlig Omtale af hans Begravelse, hans Opreisning og paafølgende Seier.

Alle disse Forudsigelser opfyldtes paa det nøiagtigste ved Jesus Kristus.

Der er fra rationalistisk Hold gjort Forsøg paa at bevise, at Es. 53 ikke taler om den kommende Messias. Det er ganske naturligt, at den Slags Forsøg gjøres fra den Kant. Thi taler dette Kapitel om den kommende Messias, er Rationalisternes Sag haabløst tabt. At det nu virkelig refererer sig til den kommende Messias, er klart bare ved den Kjendsgjerning, at Jøderne selv ansaa dette Kapitel for at være messiansk ligetil dets Opfyldelse ved Jesus af Nazaret. Deres Uvillighed til at modtage ham som Messias drev dem saa til at gjøre Forsøg paa at vise, at det ikke var messiansk. Endvidere fortæller jo ogsaa de fortvilede Vanskeligheder, hvori de drives ind, der negter dets Anvendelse paa Messias, om hvor haabløs deres Sag er. Det bedste Svar, man faar paa Spørgsmaalet om, hvem denne Lidende i Es. 53 da er, naar han ikke er Messias, er dette: det er det lidende Israel, der tales om. Men enhver, som opmerksomt læser Kapitlet igjennem, vil se, at den Fortolkning er umulig. Den store Lidende i Es. 53 fremstilles som den, der lider for andres Synder, ikke for sine egne, og de, for hvem han lider, kaldes "mit Folk" a: Israel (se V. 8). Hvis nu den store Lidende lider for andres Synder, og disse andre, for hvem han lider, er Isråel, kan ikke den Lidende selv være Israel.

Man kan sætte hine Profetier saa langt ned i Tiden, som selv den mest vidtgaaende af de moderne Bibelkritikere gjør, de er dog skrevne Aarhundreder før Jesu Fødsel. Hvorledes skal vi kunne forklare os, at denne Bog har Evne til at se Hundreder af Aar fremover i Tiden og til med den største Nøiagtighed at forudsige Ting, som da skal ske, og som, vel at merke, virkelig ogsaa sker til Punkt og Prikke. Kjendsgjerninger maa da forklares. De, mine Herrer er Forretningsmænd. Teologer kan maaske spinde sine Teorier ud af sin egen Bevidsthed uden Hensyntagen til Kjendsgjerninger. Men Forretningsmænd maa have med Kjendsgjerninger at gjøre, og her er Kjendsgjerninger. Der er kun en fornuftig Forklaring paa dem. En Bog, som har Evne til at se Hundreder af Aar fremover i Tiden og til med nøiagtig Hensyntagen til Person, Sted, Tid og ledsagende Omstændigheder, at forudsige Ting, som skal ske i den fjerne Fremtid, maa have den eneste Person i Verdensaltet, som kjender Enden fra Begyndelsen, til sin Ophavsmand. Selvfølgelig er det ganske vist muligt for en vidtskuende Mand at se endel Aar ind i Fremtiden og ved at betragte de Aarsager, som er virksomme idag, i almindelige Ord at kunne forudsige noget, som da vil hænde. Men det er jo ikke derom, det her gjælder. For det første ser ikke Bibelen bare nogle faa Aar, men Hundreder af Aar ind i Fremtiden, og dernæst taler den ikke i almindelige Ordelag, men med Fylde og Indgaaen paa Enkeltheder. Endelig forudsiger den ogsaa Ting, hvis Aarsager ikke i Øieblikket er virksomme eller synlige, og dog opfyldes disse Forudsigelser ganske bogstavelig. For hver den, der er villig til at bøje sig for Kjendsgjerninger og deres eneste Forklaring, er det her udviklede et afgjørende Vidnesbyrd om Bibelens guddommelige Oprindelse.

En Egenskab ved de bibelske Profetier, som jeg ikke vil undlade at nævne, fordi den er vel værd, at vi lægger Merke til den, er denne, at der ofte indenfor dem findes to saa modsatte Linjer, at det synes umuligt, at begge skulde kunne gaa i Opfyldelse. Og dog løber de tilslut sammen og opfyldes i den ene Person. I det gamle Testamente har vi saaledes to Linjer i Profetierne om den kommende Messias. Den ene Linje forudsiger en lidende Messias, "foragtet og forladt af Mænd", "en Mand fuld af Piner og vel kjendt med Sygdom", en Mand, hvis jordiske Gjerning ender med Død og Skjændsel. Den anden Linje forudsiger med lige stor Klarhed og Bestemthed en alt overvindende Messias, som hersker over Folkene med Jernspir. Hvorledes kan begge disse Linjer paa engang være sande? Før begge Linjer løb sammen og opfyldtes i Kristus, kunde Oldtidens Jøder ikke give andet Svar derpaa, end at der skulde komme to Messias'er, den ene skulde være en lidende Messias af Josefs Stamme, den anden en Erobrer af Juda Stamme. Men da den virkelige Opfyldelse skeede, mødtes begge Linjer i den ene Person, Jesus af Nazaret, som ved sit første Komme er den lidende Messias, der gjør Forligelse for Synden ved sin Død paa Korsets Træ, som det gamle Testamente saa ofte forudsiger, og ved sit andet Komme vil aabenbares som en seierrig Konge, der skal herske over Folkene.

Men Forbilledernes og Tegnenes Profetier er om mulig endnu mere afgjørende for vort Spørgsmaal end de tydelig udtalte Profetier.

Hvis man spørger en almindelig overfladisk Bibellæser, om hvor stor Del af det gamle Testamente er profetisk, vil han svare omtrent som saa: Esaias, Jeremias, Ezekiel, Daniel og de tolv smaa Profeter er den profetiske Del af det gamle Testamente. Muligens føjer han til, at der ogsaa er en del profetiske Steder i Salmerne og i de fem Mosebøger. Men hvis man spørger en dyberegaaende Bibellæser, hvor meget af det gamle Testamente, der er profetisk, vil han svare, at den hele Bog snart sagt er profetisk; dens Personligheder er profetiske, dens Ordninger, Ceremonier, Ofringer og Feste er profetiske. Om De stiller Dem vantro hertil (og det har De Ret til at gjøre, indtil De har undersøgt Sagen, mens De ikke har Ret til at vedblive at være vantro, hvis De ikke undersøger den), om De stiller Dem vantro, men vil ofre den nødvendige Tid til Undersøgelse, vil han sætte sig ned og føre Dem gjennem den hele Bog fra første til sidste Kapitel, og overalt vise dem, at der umiskjendelig bebudes Ting, som i Fremtiden skal ske. Han vil i Abrahams, Isaks, Josefs, Davids Liv vise Dem Træk, der er Forhaands-Antydninger af Sandheden om Kristus. Han vil i hvert Offer, i hver Fest, i hver Ordning, i Tabernaklet med alle dets Dele og hele dets Indredning eftervise Forhaands-Antydninger af Sandheden om Kristus - om hans Person, Natur, Forsoningsdød, Opstandelse, Himmelfart og Gjenkomst. Han vil vise Dem, at de dybe Sandheder, som kom til fuld Aabenbarelse i det nye Testamente, er forud antydede i det gamle Testamentes Forbilleder og Tegn. I Begyndelsen vil alt dette synes Dem at være noget tilfældigt, et heldigt Sammentræf. Men gaar De rolig frem fra Vers til Vers, fra Kapitel til Kapitel, vil De, om De er et oprigtigt Menneske, tilslut blive kraftig overbevist om, at alt dette laa i den oprindelige Forfatters Tanke, og De nødsages til i det altsammen at erkjende den guddommelige Visdom.

Den moderne kritiske Teori angaaende Mosebøgernes Oprindelse og Bygning kan ikke bestaa for det Sandhedens Lys, som vindes ved at betragte de gammeltestamentlige Forbilleders Betydning. Jeg har aldrig truffet en radikal Kritiker, som vidste noget synderligt om det gamle Testamentes Forbilleder. Man kan ikke studere dem grundig uden paa det inderligste at blive overbevist om, at den egentlige Ophavsmand til det gamle Testamente er Gud, at bag de menneskelige Forfattere staar Gud.

Min tredie Grund for at tro, at Bibelen er Guds Ord, er Bogens Enhed. Det er baade en gammel og en god Bevisgrund. Bibelen er, som De nok ved, sammensat af 66 Dele eller Bøger. Man har oftere udtalt, at Bibelen ikke er en Bog, men et Bibliotek. Den Udtalelse er paa en Gang sand og misvisende. Det er sandt, at Bibelen er et Bibliotek, men samtidig er den i dybeste Forstand én Bog, i højere Grad end nogen anden Bog, som er os overleveret. De 66 Bøger, som danner Bibelen, er skrevne af idetmindste 40 forskjellige Forfattere. De er skrevne i tre forskjellige Sprog: Hebraisk, Aramæisk og Græsk. Tiden for deres samlede Affattelse strækker sig mindst over 1500 Aar. De blev skrevne i Lande, som ligger milevidt fra hinanden. De blev skrevne af Mænd i de forskjelligste Stillinger i det politiske og sociale Liv, fra Kongen paa sin Trone til Gjeteren og Hyrden og Fiskeren og Tolderen. Enhver literær Form er repræsenteret. Der findes saaledes fortællende, lyrisk, belærende og erotisk Poesi. Fremdeles al Slags Prosa: Historie, teologiske Afhandlinger, Breve, Ordsprog, Parabler, Taler o. s. v. Hvad skulde vi nu vente af en Bog, der er saadan sammensat og saadan bleven til? Disharmoni og Modsigelser og Mangel paa Enhed? Ja vel! Men hvad finder vi? Den vidunderligste Enhed! Den ene Del passer til den anden, alle beherskes af én, sig altid sterkere udfoldende Tanke.

Selve Enhedens Karakter er ogsaa høist merkelig. Den viser sig ikke blot paa Overfladen, den er gjennemgaaende. Paa Overfladen kan vi ofte finde tilsyneladende Coverensstemmelser, men ser vi nøiere til, forsvinder de, og den dybe Enhed, der danner Understrømmen, kommer tilsyne. Jo dybere vi trænger ind med vort Studium, desto fuldstændigere finder vi' Enheden at være.

Enheden er organisk, d.v.s. den er ikke den Slags Enhed, som findes i en død Ting som en Sten; men den er den Slags Enhed, som findes i en levende Ting som en Plante. I de første Bøger af Bibelen har vi Spiren. Gaar vi videre, møder vi Planten, dens Knopper, dens Blomst, dens modne Frugt.

Hvorledes skal vi kunne forklare os denne Enhed? Her er!en ny Kjendsgjerning, som kræver Forklaring, og I, mine Herrer, har som Forretningsmænd med Kjendsgjerninger, ikke med Teorier, med Livets Virkelighed, ikke med fint spundne Spekulationer at gjøre. Der er en ;eneste fornuftig Forklaring. Det er denne — bag de 40 menneskelige Forfattere staar der En, som leder det hele og kontrollerer det hele.

Lad os antage, at det var foreslaaet, at man i vor Hovedstad Washington skulde bygge et Tempel, til hvilket der skulde leveres Sten fra alle Stater i Unionen. Stenene kom ogsaa. Nogle var fra Marmorbruddene i Marboro, New Hampshire, andre fra Granitbruddene i Qvincy, Mass., atter andre fra Sandstensbruddene i Berea, Ohio o. s. v., Stene fra alle Stater i Unionen. Stenene var hugne i alle mulige Størrelser og Former — nogle store, andre smaa, atter andre middels; nogle var kubiske, andre cylindriske, atter andre retvinklede o.s. v. Alle Stene skulde hugges færdig i det Stenbrudd, hvorfra de blev tagne. Hammer eller Meisel skulde ikke bruges paa dem, efterat de havde naaet sit Bestemmelsessted. Endelig er alle Stenene i Washington, og Bygningsmændene gaar løs paa sit Arbeide. Eftersom dette skrider frem, finder de, at hver enkelt Sten passer ind paa sin Plads, og at den ene Sten passer til den anden. De finder fremdeles, at der ikke bliver en Sten for meget eller en Sten for lidet, og Templet hæver sig efterhaanden med sine Sidevægge, sine Pillarer, sine Hvælvinger, sine Tverskibe og sit Kor, med sit Tag, sine Smaataarn og sin Kuppel, fuldkomment baade i Omrids og i Enkeltheder. Ikke en Sten er tilovers; men der findes heller ikke en Fordybning eller et Hjørne, hvor der mangler en Sten - og dog var hver Sten tilhugget i sin endelige Skikkelse i det Stenbrudd, hvor den blev taget! Hvorledes vilde man kunne forklare sig dette? Jo, |der er en ganske simpel og naturlig Forklaring, nemlig den, at bag de enkelte Stenhuggere stod Mesteren, Arkitekten, som planlagde den hele Bygning fra Begyndelsen til Enden og gav hver enkelt Stenhugger bestemte Ordrer.

Nu, ganske det samme Forhold finder vi i det evige Sandhedens Tempel, vi kalder Bibelen. Dets Stene er hugget paa Steder, som ligger milevidt fra hinanden og gjennem en Tid af 1500 Aar. Stenene er af alle optænkelige Former, og dog passer hver Sten ind paa sin Plads og sammen med de øvrige, saa naar Bogen er færdig, staar Guds Sandheds uforlignelige Tempel der, fuldkomment i Omrids som i Enkeltheder. Der er ikke en Sten for meget, ikke en |Sten for lidet, og dog blev hver Sten tilhugget i sin endelige Skikkelse i det Brudd, hvorfra den 'blev taget. Hvorledes vil vi forklare dette? Der er kun én fornuftig Forklaring - bag de menneskelige Hænder, som arbeider, staar Mesteren, Gud, som tænker og giver hver enkelt Arbeider særlige Ordrer for hans Arbeide. Man kan ikke som hæderlige Mennesker komme forbi det.