Hvorfor jeg tror at bibelen er Guds Ord
af R A Torrey

Fire Grunde til for min Tro paa, at Bibelen er Guds Ord.

Jeg har givet Dem tre Grunde for, at jeg tror, at Bibelen er Guds Ord, nemlig Jesu Kristi eget Vidnesbyrd, de opfyldte Profetier og Bogens Enhed.

Min fjerde Grund er denne, den umaadelige Overlegenhed Bibelens Lærdomme har i Forhold til enhver anden Bogs.

Dengang jeg studerede Teologi, var det moderne at sammenligne Bibelens Lærdomme med de hedenske Seere og Filosofers, med. Sokrates' Lærdomme, med Platos, Mark Aurels, Antonius's, Epiktets, Isokrates's, Senekas, Buddhas, Zoroasters, Konfucius's og Muhameds. Det ser ud til at være moderne igjen. Men den, som anstiller en saadan Sammenligning og sætter Bibelen i Klasse med hine Mænds Skrifter, maa enten ikke kjende noget til Bibelen eller ikke kjende noget til hine hedenske Seere og Filosofer, eller - hvad der tør være det sandsynligste - ikke kjende synderlig til nogen af Parterne. Der er nemlig tre Hovedpunkter, hvor den dybe Forskjel mellem Bibelens og enhver af disse andre Bøgers Lære kommer tydelig tilsyne.

1) Disse andre Bøgers Lære indeholder Sandhed, men Sandhed blandet med Løgn, med Vildfarelse. Bibelens Lære indeholder intet andet end Sandhed. Der findes mange Tankens Edelstene hos de hedenske Forfattere, men - som Joseph Cook allerede for mange Aar siden har sagt - Edelstene, der maa samles op af Smudset!

Man har jo - for at nævne Eksempler - ofte sagt: "Gav ikke Sokrates os den vakreste Lærdom om, hvorledes det bør sig en Filosof at dø?" Jo, men man glemmer samtidig at nævne, at han ogsaa lærte en Skjøge, hvorledes hun skulde drive sin Forretning - det var ikke fuldt saa vakkert!

Man har fremdeles sagt: "Skrev ikke Mark Aurel saare fint og nobelt om Mildhed?" Jo vist, og det er værd at læse, hvad han skrev derom. Men man faar heller ikke glemme, at han ogsaa lærte, at det var rigtigt at dræbe Mennesker, som ikke havde gjort sig skyldig i nogen anden Forbrydelse end den at være Kristne, og at han selv praktiserede, hvad han lærte, fordi han var i Besiddelse af den keiserlige Magt.

"Fremstiller da ikke Seneka", har man saa indvendt, "Fattigdommens Fordele sandt og forstaaelsesfuldt?" Jo vist. Men vi kan da ikke overse, at Seneka samtidig var en Ødeland som faa, saa bare Onyxbordene i hans Hus kostede en fabelagtig Formue, heller ikke, at han var den, under hvis Opsigt Roms skjændigste Keiser voksede op.

"Har ikke Konfucius", spørger man ogsaa, "fortrinlige Udtalelser om Børns Pligter overfor sine Forældre? Ganske vist. Men Konfucius lærte ogsaa, at det var rigtigt leilighedsvis at lyve, ja han fortæller os uden Skam, at han selv løi nu og da. Der er maaske intet Punkt, hvori hans Disciple, Kineserne, har fulgt saa tæt i sin store Mesters Fodspor som netop i dette. Kineserne har ophøjet Løgnen til en Kunst, og en egte Kineser vil naarsomhelst fortælle hvadsomhelst for at redde sig selv.

2) De andre Skrifter indeholder Dele af Sandheden, men Bibelen indeholder den hele Sandhed. Der er saavist ikke en eneste kjendt Sandhed paa Moralens eller Aandens Omraade, som man ikke kan finde inden Bibelens Perme. Dette er en saare merkelig Kjendsgjerning. Bibelen er en gammel Bog, og dog har Menneskene med al sin Tænkning, baade før og efterat Bibelen blev skrevet, ikke Opdaget nogen morask eller aandelig Sandhed, som man ikke i det væsentlige kan finde i den. Med andre Ord - selv om alle andre Bøger ødelagdes, vilde vi dog aandelig og moralsk seet intet væsentlig Tab lide, hvis vi blot beholdt Bibelen tilbage, mens Tabet paa den anden Side vilde være uerstatteligt, om Bibelen forsvandt, og vi blot sad igjen med de øvrige Bøger. Kunde det være Tilfælde, hvis Bibelen alene er Menneskeverk, som enhver anden Bog er Menneskeverk? Jeg har mangen Gang opfordret mine Tilhørere til at nævne en Sandhed af moralsk eller aandelig Art, som jeg ikke vilde kunne finde i Bibelen; men ingen har været istand dertil, skjønt det slet ikke var utænkeligt, at nogen evnede at gjøre det, da jeg ikke paastaar at kjende den hele Bibel; jeg har blot studeret den et fjerdedels Aarhundrede.

3) Bibelen indeholder mere Sandhed end alle de øvrige Bøger tilsammen. Om De vil gjennemlæse den hele Literatur, den gamle og den moderne, de gamle Grækeres, de gamle Romeres, de gamle Inders, de gamle Persers, de gamle Kineseres Literatur og dertil hele den moderne Literatur, plukke ud alt det gode og kaste væk alt det daarlige og værdiløse og saa samle Resultatet af Deres Arbeide i én Bog - De vil dog ikke faa istand en Bog som denne ene. Hvorledes kan det hænge sammen, hvis Bibelen er Menneskeverk, som enhver anden Bog er det, at Menneskene gjennem alle de tusinde Aar de har tænkt, og i alle de Millioner Bøger de har skrevet, ikke har været istand til at frembringe saa meget af virkelig og uskatterlig Visdom, som den der indeholdes i denne ene Bog? Svaret er ikke vanskelig at give: Bibelen er ikke Menneskeverk, som de andre Bøger, den er Guds Verk.

Den femte Grund for min Tro paa, at Bibelen er Guds Ord, er denne Bogs Historie, dens Modstandskraft overfor alle Angreb. Hvad Mennesker har frembragt, kan Mennesker ødelægge. Men selv de kraftigste Stormangreb paa Bibelen atten Hundrede Aar igjennem har ikke formaaet at ødelægge eller underminere forstandige Menneskers Tro paa den. Neppe var den kommet til Verden, før Menneskene opdagede følgende tre Egenskaber ved den: Den fordømte Synden. Den krævede Selvfornegtelse. Den lagde den menneskelige Stolthed i Støvet. Menneskene var ikke villige til at opgive Synden, ikke villige til at fornegte sig selv, ikke villige til at lade sin Stolthed lægges i Støvet. Derfor hadede de den Bog, som krævede saadant. Og deres Had var sterkt og virksomt. Mand efter Mand har saa bestemt sig for at ødelægge denne Bog. Celsus forsøgte med glimrende Aandrighed, men greiede det ikke. Porphyrus forsøgte det med sin dybe Filosofi, men greiede det ikke. Lucian forsøgte med sin skarpe Satire, men greiede det ikke. Diocletian forsøgte andre Vaaben; han opbød mod Bibelen hele den politiske og militære Magt, som det største Rige, Verden nogensinde har seet, besad, da det stod paa Høiden af sin Tilværelse. Han lod udgaa Forordninger om, at alle Bibler skulde brændes. Forgjæves! Han skjærpede sine Forordninger; hver den, som eiede en Bibel skulde dræbes. Alt forgjæves! Gjennem de forløbne atten Hundrede Aar -er Angrebene paa Bibelen blevet fortsatte. Alle de Ødelæggelsesmaskiner, som menneskelig Visdom, menneskelig Videnskab, menneskelig Filosofi, menneskelig Vid, menneskelig Satire, menneskelig Magt og menneskelig Raahed har kunnet opfinde til Brug mod en Bog, har været opbudt mod denne Bog; men Bibelen holder Stillingen den Dag idag. Til sine Tider har alle Jordens Store været mod den, og kun en liden ukjendt skare har holdt fast ved den; men den har mere end klaret sig. Den har idag et kraftigere Tag i de bedste og forstandigste Kvinders og Mænds Samvittighed og en større Plads i deres Kjærlighed end nogensinde før. Hvis Bibelen havde været Menneskeverk, vilde den for Aarhundreder siden have bukket under og nu været glemt. Men fordi ikke blot Guds Visdom, men Guds Magt er i den, har Jesu Ord til idag forunderlig gaaet i Opfyldelse: "Himmel og Jord skal forgaa, men mine Ord skal ingenlunde forgaa."

Nu og da har det, midt under det fiendtlige Artilleris øredøvende Larm og midt i Kampens tætte Krudtrøg syntes, som om Bibelens Sag var tabt. Men naar saa Røgen atter er rullet bort fra Slagmarken, har denne Guds evige Sandheds uindtagelige Fæstning hævet sine Taarne høit mod Himlen, uskadt, uden at en Sten har forandret Stilling fra Grundvolden og op til det høieste Brystværn. Hvert nyt Angreb paa Bibelen har alene tjent til at stadfæste denne gudgivne Bogs absolute Modstandskraft. Paa en Maade glæder jeg mig, for hver Gang Bibelen paany angribes. Jeg skjælver for visse indskrænkede Kvinder og Mænd, som føler sig forpligtede til at bøje sig for alt det, som de tror, de Lærde er enige om; men for Bibelen selv frygter jeg ikke; tvertom. En Bog, som gjennem atten Hundrede Aar har udholdt Beskydning af Djævelens sterkeste Artilleri, gaar ikke under for den moderne Kritiks lette Skyts.

Den sjette Grund, jeg vil nævne for min Tro paa Bibelen som Guds Ord, er den Indflydelse den øver, den Evne, den eier, til at løfte Mennesker op til Gud. Ethvert ærligt Menneske maa se og medgive, at denne Bog har Magt til at forskjønne og adle Menneskelivet, til at løfte Mennesker op til Gud, som ingen anden Bog. En Strøm kan ikke stige højere end dens Kilde. En Bog, som har Magt til at løfte Mennesker op til Gud, som ingen anden Bog, maa have sit Udspring fra Gud paa en anden Maade end enhver anden Bog. I Millioner af Tilfælde har denne Bog vist, at den kunde naa ned til Kvinder og Mænd i de dybeste Dyb af Synd og Elendighed og løfte dem op, op, op, indtil de blev skikkede til at sidde hos Jesus paa hans Trone.

Jeg husker en Mand med briliante Evner, men forraaet og fordummet ved Drik. Han var en Agnostiker. Jeg formanede ham til at tro paa Bibelen og Bibelens Kristus, men med et haanligt Smil svarede han: "Jeg tror ikke paa Deres Bibel eller Deres Kristus. Jeg er Agnostiker!" Men da han omsider, efter at være sunket ned i den dybeste Elendighed, kastede sit Fritænkeri bort og bøiede sig for denne Bog og for Kristus i den, blev han ved denne Bogs Indflydelse forvandlet til en af de nobleste, ydmygste, trohjertigste Mænd, jeg kjender. Hvilken anden Bog havde kunnet udrettet dette?

Denne Bog har Magt til at løfte ikke bare de enkelte Mennesker, men hele Folkeslag op mod Gud. Vi skylder denne Bog det bedste i vor moderne Civilisation, i vort politiske Liv, i vort Forretningsliv, i vort Hjemliv. Den, der angriber denne Bog, angriber selve Kilden til det bedste i vor moderne Civilisation. Den, der angriber Bibelen, er i Virkeligheden baade det enkelte Menneskes og det hele Samfunds værste Fiende.

For det syvende tror jeg, at Bibelen er Guds Ord, paa Grund af deres Særpræg, som tror paa den som saadan, og paa Grund af deres Særpræg, der forkaster den som saadan.

Naar jeg hører nogen, Kvinde eller Mand, sige til mig: "Jeg tror, at Bibelen ganske sikkert er Guds Ord" — og jeg saa ser deres rene, ydmyge Liv, deres Offervillighed mod Gud og Mennesker, hvor nær de lever Gud, da faar jeg Lyst til at svare: "Jeg er glad ved at høre, at De tror, at Bibelen er Guds Ord. Thi den Erfaring, at en, der lever saa nær Gud og kjender saa godt Gud, som De, tror, at Bibelen er hans Bog, er en Bekræftelse paa min egen Tro derpaa.

Naar jeg paa den anden Side nu og da hører noget med et overlegent Kast med Hovedet sige: "Jeg tror ikke, at Bibelen er Guds Ord" - og jeg saa ser deres syndige, selviske, smaatskaarne Liv, deres Gnieragtighed, hvor langt de lever borte fra Gud, da føler jeg Lyst til at sige: "Jeg er glad ved at høre, at De ikke bryr Dem om Bibelen. Thi den Erfaring, at en, der lever slig som De, saa langt borte fra Gud, uden Kjendskab til Gud, tviler paa, at Bibelen er Guds Ord, er for mig en Bekræftelse paa min egen Tro paa, at den er det."

Misforstaa mig ikke. Jeg vil ikke hermed have sagt, at hvilketsomhelst Menneske, der bekjender, at det tror paa Bibelen, er bedre end hvilketsomhelst Menneske, der forkaster den. Men hvad jeg vil have sagt, er dette - vis mig et Menneske, som lever et Liv i Ydmyghed og Bøn, i hel Overgivelse til Gud, under Aandens Ledelse, i Selvopofrelse for sine Omgivelsers Velfærd, og jeg vil altid samtidig kunne vise Dem et Menneske, som tror, at Bibelen er Guds Ord. Og paa den anden Side, vis mig et Menneske, som enten ligefrem benegter eller ihærdig tviler paa, at Bibelen er Guds Ord, og jeg vil altid samtidig vise Dem et Menneske, som lever et Liv i Pengebegjærlighed eller i Vellyst eller i Selvkjærlighed eller i aandeligt Hovmod. Jeg udfordrer hvemsomhelst til at pege paa en Undtagelse. Jeg har søgt derefter Verden rundt, bogstavelig talt, men ingen fundet. *) Med andre Ord, alle de, der lever Gud rigtig nær og kjender ham rigtig godt, er sikre paa, at Bibelen er Guds Ord. De, som tviler mest derpaa, er de, der lever længst borte fra Gud og kjender ham mindst. Hvem af dem vil I saa tro?

*) Naturligvis har man mangen Gang forsøgt at skaffe mig en saadan Undtagelse. Men det har altid glippet. Det var simpelthen latterligt at tænke sig dem, der var bragt i Forslag, som levende sit Liv i Ydmyghed og Bøn eller som ikke levende i Selvkjærlighed. Enhver, der ikke helt har overgivet sig til Gud, lever jo et Liv i Selvkjærlighed.

Sæt, at der i Boston var fundet et Haandskrift, som angav sig selv for at være af Oliver Wendell Holmes, men at Kritikerne straks kom i heftig Strid, om Holmes var den virkelige Forfatter eller ikke. Endelig enedes man om at nedsætte en Komite af Kritikere, der skulde afgjøre Spørgsmaalet. Komiteen delte sig. De Kritikere, som kjendte Holmes bedst, som havde levet i det inderligste Venskab med ham, som var mest hjemme i hans Tankegang, var fuldt ud enige om, at Haandskriftet maatte være af ham; de derimod, som drog dette i Tvil, var de, som kjendte Holmes mindst, som havde havt mindst personlig Samkvem med ham, som stod hans Tanker fjernest. Hvilken af disse to Partier inden Komiteen vilde De saa tro? Nu, det forholder sig ganske paa samme Maade med Bibelen. De, som lever Gud nærmest og kjender ham bedst, er fuldt ud enige om, at Bibelen er hans Verk. De derimod, som udtaler de sterkeste Tvil derom, er de, der lever længst borte fra Gud og kjender ham mindst.

+) Oliver Wendell Holmes, der levede i Aarene 1809-94, var paa engang Digter og Læge. En Række af Aar var han Professor i Anatomi og Fysiologi ved det berømte Harvard Universitet. Overs. Anm.

Der er en anden merkelig Kjendsgjerning, som jeg vil nævne. Jo nærmere et Menneske kommer Gud, des vissere bliver han paa, at Bibelen er hans Ord. Jo længere han driver bort fra Gud, des sterkere bliver hans Tvil derom. Stadig paany hænder det og, at opgiver et Menneske, som lever i Synd og Vantro, sin Synd, er han ogsaa samtidig befriet fra sin Vantro. Men kan nogen nævne et eneste Eksempel paa det modsatte Forhold, at en, der levede i Synd, men i Tro paa Bibelen, mistede sin Tro ved at opgive sin Synd?

Fremdeles, hvor ofte kan det ikke ogsaa hænde, at en, som til en Tid har levet et Liv i Hellighed, i Samfund med Gud, i uforstyrret Tro paa, at Bibelen er Guds Ord, helt kan forandres. Han har Held med sig i Verden. Pengekjærligheden trænger ind i hans Hjerte, han driver længer og længer bort fra Gud; men eftersom han driver bort fra Gud, driver han ogsaa ind i Tvil og slappet Syn paa Bibelen. Vi ser det stadig paany - Mennesker, som bliver slappe i sin Moral, bliver ogsaa slappe i sin Lære. De to Ting hænger sammen. Ja, saa gjennemgaaende er den Kjendsgjerning, at jeg, naar en fortæller mig, at han er begyndt at tvile, ligefrem spørger: "Hvad har De saa gjort?" En Dag jeg vandrede om i en Universitetsby, saa jeg et lidet Stykke foran mig paa Gaden en ung Mand, som jeg kjendte. Jeg indhentede ham og sagde til ham: "Nu Charlie, hvorledes har du det?" Med en selvtilfreds Mine svarede han: "For at sige Sandheden, Hr. Torrey, saa er jeg blevet noget skeptisk i det sidste!" "Charlie, hvad har du saa gjort?" spurgte jeg igjen. Han blev blussende rød og saa ned. Charlie havde givet sig over til Synd, og Synden havde avlet Tvil. Det er for tusinders Vedkommende Historien om Oprindelsen til deres Tvil.

Hvor skal man søge Bibelens Tilholdssted? I de rene, lykkelige, offervillige Hjem! Hvor skal man søge Vantroens Tilholdssted? Paa Varieteerne, i Restaurationerne, i Spillehelvederne, i Bordellerne. Sæt, at jeg som en Fremmed i eders By, en Dag gik ind i en af dens Restaurationer med min Bibel under Armen, og at jeg, idet jeg lagde den fra mig paa Disken, forlangte et Glas Whisky, et stort Glas Whisky. Hvad vilde vel da hænde? Man vilde sikkert blive høilig overrasket. Verten vilde sandsynligvis sige: "Undskyld, min Herre, men hvad er det for en Bog? Er det ikke Bibelen?" "Jo"!. "Og dog forlanger De et stort Glas Whisky ?" Han kan slet ikke greie den Situation. Men sæt, at jeg, idet jeg traadte hen til Disken, lagde fra mig en eller anden af Ingersolls eller Bradlaughs *) Bøger eller et eller andet respektabelt vantro Tidsskrift, tror I ikke da, at jeg fik min Whisky uden et eneste Spørgsmaal eller uden en Overraskelsens Mine? Alt vilde da være i Orden. Bibelen og: Whisky passer ikke sammen. Vantro og Whisky kan nok forenes.

*) Begge to er kjendte som fremtrædende Fritænkere. Ingersoll (1833-99) har udgivet en Række Skrifter med Angreb paa Bibelen; Bradlaugh (1833-91) tør iblandt os være mest kjendt som Politiker. Den første var Amerikaner, den anden Englænder. Overs. Anm.

Da jeg var i Belfast, brugte jeg ogsaa der denne Illustration. Efter Foredraget kom en Læge smilende hen til mig og sagde: "Vi havde igaar en morsom Oplevelse, som bekræfter Rigtigheden af, hvad De nys udtalte. Efter Deres Bibeltime igaaraftes gik min Mor indom en Brændevinsforretning for at kjøbe lidt Kognac for en Kjending, som ligger syg. Hun bar Bibelen i sin Haand. Uden at tænke noget derved stak hun den ned i sin Haandvæske, mens hun ventede derinde. "Det er rigtigt, skjul den, Frue", sagde Betjenten, som ekspederede hende. "De to passer ikke godt sammen."